Frontalgalakser

Holdningerne til Simon Grotrians digte er mange og ofte passionerede. Det samme gælder hans salmer. Hvad angår den seneste salmesamling, Frontalgalakser, er der grund til både begejstring og pasmeldinger

Siden Simon Grotrian udgav sin første salmesamling i 2006, er der udkommet ikke færre end yderligere 5 af slagsen, med nærværende ’Frontalgalakser’ fra Forlaget Alfa som seneste skud på stammen. Her præsenteres læseren for 65 formmæssigt meget forskellige salmer og med forskelligt afsæt. Nogle bringer en konkret bibelsk fortælling eller billede i spil, fx nr. 9 (Kristus er mester/ han indbyder gæster/ der ikke kan komme/ før livet er omme). Nogle tager udgangspunkt i erfaringer af ensomhed, handlingslammelse, skyldfølelse, mens andre bevæger sig ind i det kirkelige univers (og fx omhandler dåb, nadver, salmesang). Endelig er der kommet en enkelt klimasalme med (nr. 3, Barnet vokser op og blir et egetræ) skrevet på foranledning af biskop Peter Fischer Møller, Roskilde Stift.

Overraskende mening
Når Simon Gotrian er bedst, kædes tradition og dagligdagserfaringer fantasifuldt sammen, så ny, overraskende mening stiger op. Gamle begreber og vendinger får fornyet liv og betydning, mens hverdagens grågrumsede overflade får dybde og bund at spejle sig i. Til gengæld bliver man, når meningen ikke indfinder sig mellem skvulpende lagkager og pokalhengivne mælkeveje, oversvømmet af de til tider vanvittige overflødighedshorn af billeder og billedkæder.

...og meningsløshed
Under læsningen af Frontalgalakser har jeg mødt lidt af hvert. Og har ikke kunnet beslutte mig for, hvilket ben jeg skulle stå på. Måske er det bare mine hjernevindinger, der her på kanten af november ikke formår at følge med til de gymnastiske øvelser, som det indimellem kræver at hænge på Grotrians himmelvogn. Som når han i nr. 16 skriver (og jeg citerer hele salmen):
// Men dagens klø / bliver gumlet hø; / i Paradiset springer / røde kalve om din finger / du vil række åndedrættet / gennem marker, der er lettet / så jeg høster med min sabel / en kop te og krammer Abel; / i et bål af indre piskesmæld / går stråene mod kvæld / o i den yderste galakse / klippes stjernesølv med sakse//
Kan være, at salmen lader ane, at vores indskrænkede perspektiv på dagliglivets fortrædeligheder, "dagens klø", bliver modsvaret af et andet og helstøbt perspektiv "i den yderste galakse", men der er for mange og for mærkværdige ordspil, og salmen er for kort til, at meningen indfinder sig.

Længsler med kaldetoner
Men heldigvis er der også mange fine eksempler på det modsatte, og her går jeg hellere end gerne til himmels med Grotrian. Som i 1. og 2. strofe i nr. 40:
// Kristus, grib min hånd og før / mig ud i livet, når det tør / min hud har fået fængselsstreger / vi skal blive børn, der leger // Kristus, lær min fod at gå / imellem stjernevals og då / for øverst over skoven troner / længslerne med kaldetoner.//

Og sådan blev undertegnede ved med at vakle mellem mening og meningsløshed under læsningen af bogen, som under alle omstændigheder er et eksempel på, at moderne salmedigtning ikke behøver at beslutte sig for, om afsættet skal tages i moderne hverdagserfaringer eller i traditionen. Kombinationen af dagligdag og tradition kan i allerhøjeste grad give mening fra sig. Den kan også ramme forbi. Men fuldtræfferne er det hele værd!

Simon Grotrian: Frontalgalakser
Alfa 2009
76 sider, 199 kr.