Departures

Livsbekræftende dødsrejse. Den japanske film 'Depatures' er en betagende, morsom og bevægende film, der med rejsen som symbolsk omdrejningspunkt tager livtag med emnerne værdighed, forsoning, liv og død. Den bliver dog for forudsigelig og sødsuppe-agtig hen mod slutningen

Hovedpersonen Daigo Kobayashi (Masahiro Motoki) er en ung cellist i et lidet succesfuldt symfoniorkester i Tokyo, mens hans kone Miko (Ryoko Hirosue) er web-designer. Da orkestret bliver nedlagt, må Daigo droppe den dyrt indkøbte cello og drømmen om et liv, hvor han rejser rundt i verden med sin musik og beslutter sig for at rejse hjem til sit barndomshjem. Stiltiende følger Miko med, til hans afdøde mors hus og alle hans minder om en far, der forlod familien, da Daigo var seks år, og en mor som knoklede for at holde sammen på livet - og hvis begravelse han ikke vendte hjem til.

Skæbnesvanger stavefejl
Celloen og rejsefeberen er lagt på hylden, men til sin store glæde falder Daigo over et stillingsopslag på et job, hvor man skal sørge for folks afrejser til god løn og man behøver ikke have et forhåndskendskab til branchen. En lille stavefejl har dog sneget sig ind i annoncen, hvorfor det ikke fremgår, at det er de dødes sidste afrejse man skal tage sig af. Viftet om snuden med et solidt bundt sedler tager han jobbet, dog uden at fortælle sin kone om indholdet af hans arbejde, da det er urent job. På engelsk hedder jobbet 'encoffineer' og det består i at smukkesere liget og ligge det i kiste, mens de pårørende er til stede ved ceremonien. Disse scener er filmens højdepunkter. Ceremonien udføres med en værdighed og akkuratesse overfor afdøde, der giver mindelser om den japanske te-ceremoni, og bevægelserne ligner til forveksling dem, der indgår i en smukt udført karate-kata. Men der sidder en troldsplint i instruktørens øje, så Daigos værdige udførelse af ceremonien konstant sættes på prøve, og det gør det grotesk morsomt indimellem.

Den tabte far
Daigo begynder at holde af sit nye job og sin chef Shouei Sasaki, forrygende spillet af Tsutomu Yamazaki, og han finder stolthed ved sit arbejde, men overfor sin kone afslører han ikke hvad han laver. Det er tabubelagt. Med fundet af sin barndoms cello, genfinder han glæden ved musikken, og når han spiller sin fars yndlingsstykke, 'Wayfarer', foretager han mentale rejser ind i barndommen. Disse mentale rejser bliver samtidig et møde med farens forsvinden og hans egen vrede mod faren. Miko finder ud af, hvad han laver, og da Daigo ikke vil opgive sit job, rejser hun hjem til sine forældre, mens Daigo knytter sig mere og mere til sit job og sin chef, og øger vreden mod sin far.

Slutningen klistrer
Indtil dette tidspunkt har filmen fungeret fantastisk. Det rolige fortælletempo, de fejende flotte billeder, det alvorlige skuespil, krydret med det urkomiske, og den næsten usømmelige omgang med lig, rejsemetaforikken og de drypvist plantede konflikter gør filmen til en ren fryd. Men fra det tidspunkt, hvor Miko rejser, da bliver filmen ulideligt forudsigelig. Den fine balance mellem humor og alvor forsvinder, og filmens store styrke, det rolige tempo, arbejder pludselig imod filmen. Vreden mod faren skal løses, og Miko skal acceptere hans valg af arbejde, så deres liv sammen kan fortsætte. Disse konflikter løses med et par belejlige dødsfald, der kan frembringe publikums tårer. De sidste fyrre minutter syltes ind i sirup og lette løsninger, og det er synd, for det er virkelig en perle af en film med fremragende skuespilpræstationer, hvorfor den også er blevet belønnet med et hav af filmpriser bl.a. en Oscar for bedste udenlandske film. Opfordringen herfra må lyde: se filmen for den første halvanden times skyld. Ikke for den dårlige kopi af amerikansk drama til sidst.

Departures (Okuribito)
Japan, 2008, 130 min.
Instruktion: Yojiro Takita
Danmarkspremiere 6. november 2009

Anders Th. Brok