Kristendom og krig

 Jeg vil tro, at de fleste af os er meget berørte af krigen i Ukraine. Det kan være svært for os, som lever i fredelige Danmark, at forstå, at mennesker kan være så grusomme ved hinanden. I krig er der intet, der er helligt. Alt er tilsyneladende tilladt. Sønderbombede byer, døde mennesker i gaderne, voldtægt og lemlæstelse og regulære henrettelser. Millioner af mennesker på flugt, og nogen af dem her til Danmark. Det lader ikke til, at der er grænse for, hvor meget død og ødelæggelse Rusland er parat til at forårsage over sit broderfolk. Imens vi diskuterer, om vi kan klare os uden Putins gas, fortsætter russerne råt og brutalt med at kaste bomber i hovedet på ukrainerne. Jeg bor selv i et hus, der bliver opvarmet af gas fra Rusland. Luk gerne for gassen i morgen. Jeg tror nok, at vi danskere skal klare os på anden vis. Hellere lukke for gassen end at sidde lunt ved radiatoren velvidende at indtægten fra russernes gas bliver ved med at strømme ind i Putins krigsøkonomi, som dermed kan forårsage flere angreb på Ukraine. Men nu til det som er sagen i denne artikel. Flere finder på at spørge til, hvordan kristendom og Bibelen egentlig forholder sig til krig. Vi kender jo de ti bud, hvor et af dem lyder: Du må ikke slå ihjel. Vi kender også Jesu krav om fjendekærlighed: Vi skal ikke kun elske dem det falder os let at elske. Vi skal også elske vores fjender. Hvis en slår dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Kristendom er en freds- og forsoningsreligion, der sætter kærligheden til Gud, til medmennesket og til én selv højest: Du skal elske Gud og din næste som dig selv. Og ja, der er mange pacifistiske udsagn i Bibelen. Jesus var selv meget pacifistisk. Tænk bare på langfredags fortælling om, da han blev arresteret, tortureret og til sidst korsfæstet. Jesu eneste kommentar var: ”Fader tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør.” Det er temmelig stærkt at møde koncentreret ondskab med viljen til tilgivelse. Det er også temmelig stærkt at elske sine fjender, dem der smiler, hvis det onde ødelægger dit liv. Så stærk er mennesket generelt ikke. Vi formår ikke at være så fuldkomne, som Jesus siger til os vi skal være. Ikke desto mindre skal vi øve os i at være det. Men imens vi øver, vil vi begå mange grusomheder imod hinanden. Jesus kunne være fuldkommen, men han er jo også Gud.

 Vi andre må nøjes med at gøre det så godt vi kan og efter vores egen samvittighed. Hvad siger din samvittighed så? Er det forkert at gå i krig med det formål at slå ihjel? Ja, det er forkert, for vi skal elske og tilgive hinanden. Er det forkert ikke at gå i krig og stå på sidelinjen og se på, imens dine medmennesker bliver slået ihjel på grusom vis? Ja, det er også forkert. For et sted i Matthæusevangeliet taler Jesus om, at alt det vi gør mod andre mennesker, det gør vi også mod ham. Og det vi undlader at gøre mod andre mennesker, det undlader vi at gøre mod ham. Med andre ord: Hvis vi mishandler et andet menneske, er det et udtryk for gudsforagt. Hvis vi hjælper det nødstedte menneske, er det et udtryk for gudskærlighed. I kristendommen tænker vi, at vores kærlighed til Gud kommer til udtryk, når vi gør gode gerninger imod vores næste.  Så hvis vi undlader at gøre, hvad vi kan for at hjælpe det menneske, der bliver bombarderet og myrdet, ja så får vi blod på hænderne, men det gør vi også, hvis vi går aktivt ind i krigen. Hvad skal vi så gøre? Ja, det må vi selv finde ud af med vores egen samvittighed og så håbe på Guds tilgivelse. Selv er jeg ikke så meget i tvivl. Jeg mener ikke, man kan forsvare at stå på sidelinjen og se til imens de stakkels ukrainere bliver bombarderet, myrdet og voldtaget. Der er et begreb der hedder retfærdig krig, som ikke er en angrebs-og udryddelseskrig, men en forsvarskrig. I den form for krig er der regler, der skal overholdes. Krigen er ikke imod civilbefolkningen. De skal beskyttes. Der er visse våben, man ikke må benytte som f.eks. kemiske våben. Fjenden må ved tilfangetagelse ikke tortureres, men har krav på at blive behandlet med respekt.

Kristendommen og Bibelen giver altså ingen entydige svar på, hvad der er det etisk rigtige at gøre, når krigen bryder ud. Vi er alle nødt til at tage et personligt ansvar på et kristent værdigrundlag om at elske, men også om at forsvare den nødstedte, som er ramt af uretfærdighed. Der findes i Bibelen og i kristendommens historie både traditionen med retfærdig krig og med pacifisme, som afstår fra enhver form for vold. Hvad enten vi med os selv når frem til, at vi er pacifister eller går ind for retfærdig krig, ja, så er det vigtigste for mig at se, at vi hver især tænker over det og tager stilling. Krigen er jo lige i vores baghave.

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen