Tillykke til årets konfirmander som er:

Line Mikkelsen

Lucas Michelini

Victor LangkjærTrebbien

Lisa Holm Pedersen

Aya Lo S. Jørgensen

Nynne Pedersen

Lau Møller G. Knudsen

Maya Dannemann Hansen

Elias C. Dedenroth Svendsen

Rasmus Ellermann

Sophie C. P. Dunkjær Andersen

Emmelie Breinholt

Paprica B. P. Paasche

Jaqueline Elvina Rangholm

Helena Fritz Larsen

Silas Alexander Poulsen

Marcus Vincens Olsen

Laura Emilie K. Jespersen

Emma K. S. Gjelstrup

Liva Christensen Kjærsgaard

Josephine Alstrøm Christiansen

Jakob Andreas C. Holm

Caroline Teglbjærg

Det er som om, at jo mere urolig verden er med pandemier, klimaproblemer, konflikter og folkevandringer, des mere har vi mennesker brug for at blive forankret i noget der er større end os selv. Vi har brug for en fast borg, som kan passe på os midt i alt det urolige og skrøbelige og sårbare, alt det vi er bekymrede og bange for. Sådan en borg er Gud.

I Gud får vi fast klippegrund under fødderne. Vi får et rodnet af forankring. Det skal ikke forstås på den måde, at konfirmanderne så ikke længere møder alt det svære i livet. Det gør de. Det er et livsvilkår for os alle sammen. Men det skal forstås sådan, at uanset hvordan det går de smukke unge mennesker i denne urolige verden, når de bliver kede af det, bange, fortvivlede, så har Gud i Kristus lovet at være med dem alle dage til verdens ende, dengang de blev døbt. Det løfte føles som en fast borg. Det føles også som en fast borg, at Kristus har vist os med sit eget liv, at det hele ender godt med opstandelsen til det evige liv. Hvis konfirmanderne kan tage den tro med sig ud i livet og lade den fylde deres hjerter, så kan de leve i vished om at det ender godt. Uanset hvad der sker, så ender det godt – om ikke nu, så i opstandelsen til det evige liv. Det er gode ord og en god trøst og opmuntring at have med sig i den store urolige verden.

At have Gud som en fast borg i det liv de lever handler ikke kun om, hvordan Gud forholder sig til dem ved at være med dem og trøste og opmuntre til at være modige. Det handler også om, hvordan de forholder sig til Gud.

De har blandt andet lært om de ti bud, som står i Mosebøgerne i Det Gamle Testamente.

Fortællingen handler om Moses, der fører israelitterne ud af fangenskabet i Egypten og ind i det forjættede land. På et tidspunkt bliver Moses kaldt op på bjerget Sinaj, hvor han af Gud får de berømte stentavler med de ti bud. Stentavlerne blev senere lagt i en kiste, der blev kaldt ”Pagtens Ark”, og som endnu senere blev den vigtigste helligdom i templet i Jerusalem. Pagten – eller aftalen – mellem Gud og folket gik ud på, at folket skulle overholde Guds bud, mens Gud ville sørge for fremgang og tryghed for folket.

De ti bud har haft en særlig betydning både i jødedommen og senere i kristendommen.

Den gamle pagt går altså ud på, at konfirmanderne sammen med alle os andre skal overholde loven, og Gud vil på den anden side støtte dem og være deres faste borg.

Da Gud lod sig føde i Jesus, da han voksede til og blev voksen, samlede han de ti bud i en ny pagt, som ikke har ti men kun en lov, som er det vi kalder det dobbelte kærlighedsbud, der handler om at elske Gud og næsten som sig selv. Det er ret genialt. Den, der elsker, gør ikke alt det vi ikke må i de ti bud. Det er indlysende nok.

Nu har vi som kristne både de ti bud og den nye kærlighedslov at leve efter. Og det er i virkeligheden ret krævende og udfordrende, fordi buddet om at elske gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser deres vej. Det gælder også det menneske, de ikke bryder sig om, og dem, de ikke synes, har fortjent det. Det er også udfordrende, fordi der ikke er regler og love for, hvordan kærlighedsbuddet skal praktiseres. Kærlighedsbuddet har ingen brugsanvisning, som når man f.eks. køber en ny computer eller en ny støvsuger. Konfirmanderne må selv regne ud, hvordan de med kærlighedsbuddet i tasken skal opføre sig i mødet med andre mennesker. De må bruge deres fantasi og evne til at leve sig ind i det andet menneskes situation.

Det er en lektie for livet. Det er ikke som i skolen, hvor de får lektier for fra dag til dag, hvorefter de løser opgaven og så er den klaret. Nej indøvelsen i at elske Gud, næsten og sig selv er en lektie for livet, der vil udfordre dem hver eneste dag, hvis de tager den alvorligt. Det er en pagt de indgår med Gud.

Det begyndte, da de blev døbt, og nu har de konfirmeret pagten med Gud, da de sagde ja til at blive konfirmeret i den kristne tro. Og Gud har på den anden side lovet at være med dem alle dage indtil verdens ende. Og med denne konfirmering bliver det nu deres opgave at finde ud af, hvordan kristendommens kærlighedsbud skal tolkes i skolen, udenfor skolen, der hjemme og hvor de nu færdes. Og det bliver deres opgave at finde ud af, hvem denne næste er. Det er selvfølgelig dem, de møder på deres vej - familie, venner, dem de møder i Daglig Brugsen og i idrætshallen.

Men hvad med alle de mennesker som gennem medierne er kommet tæt på, selvom de bor langt væk? Vi er dagligt vidner til disse menneskers nød i form af krig, vold og undertrykkelse. Hører disse mennesker ind under betegnelsen næste? Eller bor de for langt væk? Hvor går grænsen? Er der en grænse? Det er en diskussion som med jævne mellemrum blusser op på Christiansborg og i befolkningen. Kristendommens dobbelte kærlighedsbud står altså helt centralt også i nutidens politiske og etiske debatter. Det er en diskussion, der vækker stærke følelser hos mennesker. Og det er som det skal være. Det er jo fordi det betyder noget! Men grundlæggende så kommer konfirmanderne med konfirmationen til at tage stilling til disse spørgsmål, hvem der er deres og vores næste, og hvem der skal vises kærlighed. Pøj pøj med det hele kære konfirmander og jeg håber I havde en rigtig god konfirmationsfest.

Kærlig hilsen jeres præst

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen