Bryllupper og kirkelige velsignelser falder ofte på den tid af året, hvor solens lys og varme har fået magt. Naturen er vakt til live og folder sig ud efter vinterens dvale. Jorden ånder af vækst og liv, og kærlighedsguden puster liv i os og får menneskehjerterne til at banke af kærlighed. Og når det sker, bliver vi ydmyge og inspireret til knæfaldets frieri. Skulle den udkårne sige ja, ja så falder det nogen ind at tage kærligheden med ind i kirken for at blive viet. For som et brudepar sagde til mig, så er kærligheden så stor og så højtidelig, at den kræver tilsvarende store og højtidelige rammer, og dem finder vi i kirken. Det er altid højtideligt at være i kirken, og der er højt til loftet, både i bogstavelig forstand med de himmelstræbende hvælvinger, og betydningsmæssigt idet kirkens hus er indviet til kærlighedsguden, som har et kærligt og accepterende blik på mennesket.

Det fremkalder stærke følelser at være i Guds hus, sagde brudgommen, fordi det netop er Guds hus. Her er vi på hellig grund. Her får vi givet en livscyklus, som er indrammet af Guds ord med dåb, konfirmation, vielse og til sidst begravelse. I liv, død og opstandelse er vi i Guds hånd, og vi er blevet lovet af Gud, at han vil være med os hele vejen til verdens ende, uanset hvad der måtte ske. Og på den vej har vi brug for Guds velsignelse.

Når brudeparret træder frem for alteret, nedkalder præsten med håndspålæggelse Guds velsignelse over parret med en bøn om, at de altid må leve af Guds nåde og i indbyrdes kærlighed. Og til sidst i vielsesceremonien lyser præsten Guds velsignelse over både brudepar og deres gæster. Velsignelsen minder os om, at det ikke er mennesket der har bestemt, at livet og kærligheden skal være. Det er heller ikke mennesket der har bestemt, hvilken skæbne vi får, på hvilket sted på jordkloden eller i hvilken familie vi bliver født. Alt dette er noget, vi har fået skænket af Gud. Vi lever derfor i modtagelse af det liv, som Gud har lagt til rette for os. Og for at kunne leve det liv så godt som muligt, har vi brug for Guds velsignelse, som er en videregivelse af livskraft, så det kan mærkes. Og hvem har ikke brug for livskraft til det liv, der til tider er sværere end vi kan finde ud af, ikke mindst i vort forhold til andre mennesker. Især gælder det vel de udfordringer, der opstår i forholdet til vore allernærmeste herunder i ægteskabet. Med Guds velsignelse over brudeparrets kærlighed får de, som Guds elskede og hellige, som vielsesritualet formulerer det, tilført en kraftigt styrket livsevne til at klare de udfordringer, som de uundgåeligt vil møde i livet fremover.

Kærligheden mellem mennesker skal næres og holdes ved lige, og den skal velsignes af Gudt, så den består.

Velsignelsens oldgamle ord er velkendte af mange mennesker der kommer i kirken. Og hver gang vi modtager velsignelsen, får vi tilført noget, som vi ikke havde i forvejen – livskraft, næring til kærligheden, trøst og opmuntring og en retning i livet, og vi kan opleve velsignelsen som en stærk oplivelse. For som jeg skrev ovenfor er velsignelsen en overførsel af livskraft, som finder sted i det skjulte. Fra Gud til menneske. Intet mindre. Præsten som person spiller i denne situation en underordnet rolle. Jeg er blot et redskab eller en kanal for Gud.

Gud er velsignelsens kilde.

Når velsignelsesordene lyder, strømmer livskraften ud til brudeparret og til deres gæster. Det er stærke kræfter, der er på spil til styrkelse af os alle. Velsignelsesordene overstråler alt det lunkne, det grå, det neutrale, det livsnedbrydende, det glædesløse og det hårdhjertede i os. Den kalder kærligheden frem og fylder os med livslyst og glæde.

Brudeparret siger ja til at elske og ære til døden skiller dem ad. De iklæder sig kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd, som der står i vielsesritualet. På prædikestolen i kirken står der med fine guldbogstaver: Så bliver da tro, håb og kærlighed. Disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Og det er den fordi, kun kærligheden kan forvandle os mennesker indefra og kalde os ud af det neutrale og kønsløse liv, hvor intet er på færde. Kun kærligheden og Guds velsignelse kan forvandle vore hjerter og få dem til at banke i taknemmelighed over at elske og blive elsket. Alt dette siger brudeparret ja til med alt, hvad det indebærer og kan føre med sig af rystelser og velsignede og livgivende udfordringer for dem.

På hele denne baggrund om den kristne tale om kærligheden og Guds velsignelse spørges brudeparret: Vil du elske og ære med den kærlighed som er fuldkommenhedens bånd, som forener to vidt forskellige mennesker i frihed til ét kød? Så værsgo at træde nærmere.

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen