I konflikt med naturen

De fleste er efterhånden enige om, at den største trussel, menneskeheden står overfor nu og i fremtiden, er klimaproblemer. Allerede nu mærker vi konsekvenserne af menneskets selvskabte helvede forårsaget af de voldsomme co2 udledninger. Der er arternes uddøen, de ubeboelige landområder vokser på grund af oversvømmelser og de ufrugtbare ørkenområder breder sig osv. osv.

Der er ingen tvivl om, at vi mennesker i den rige del af verden er i en skæbnesvanger konflikt med naturen, fordi vi opfatter den som et forrådskammer, der skal mætte ethvert behov. Mange mennesker i vores del af verden opfatter ikke jorden og naturen som forskellige livsformer, der på samme måde som mennesket er beåndet af noget andet og større udenfor det selv. Vi har i Vesten genstandsgjort verden og naturen. Vi ser den fortrinsvis som en konkret verden, en fysisk genstand, lidt ligesom en stol eller et bord.   

Naturreligionerne deler ikke natursyn med os i den rige del af verden. Naturreligionerne ser jorden som en levende organisme. De kalder jorden for Moder Jord, og opfatter hende som en frugtbarhedsgudinde, fordi hun føder liv i form af fugle og fisk og vilde dyr og planter. Det gælder om i naturreligionerne at holde sig på god fod med Moderjord. Verden og naturen er beåndet, fra den mindste myre til den største blåhval, og hvis man fornærmer Moderjord, kan hun finde på at holde sine afkast tilbage og nægte mennesket føde, så mennesket må sulte. På samme måde med dyr og fisk. De er som os beåndede og skal derfor omgås med respekt. Nedlægger du en bjørn eller fanger du en hval, må du ikke glemme at respektere og takke dyret og ære dets ånd, fordi det gav sit liv, så du kan leve. Det er let at høre, hvordan naturreligionens natursyn er i konflikt med det natursyn og den masseproduktion af dyr, der gør sig gældende i vores del af verden.

Kirken og kristendommen er også i konflikt med natursynet i vores del af verden.  Kristendommens skabelsestro går jo ud på, at Gud har skabt verden, naturen og livet selv; at Guds Ånd er til stede i det skabte, hvilket er årsagen til, at livet findes i alle dets forskellige, fantastiske former fra den mindste myre til mennesket og den største blåhval. Og derfor skal livet æres og respekteres.  Kirken og kristendommen er en vigtig søjle i vores samfund. Fra den søjle udgår inspiration til det moderne menneske om at ændre natursyn. Ja, vi har jo intet valg. Enten fortsætter vi af den skæbnesvangre vej vi går nu, hvor klimaproblemerne vokser og jorden over tid gøres ubeboelig. Eller også besinder vi os, lever lidt mere nøjsomt og begynder at omlægge vores måde at leve på.

Kirken må, som søjlen i samfundet der forbinder det guddommelige og det menneskelige, inspirere til at genopdage kristendommens skabelsestro. Verden og naturen er ikke blot en genstand, men skabt af Gud. Det gælder også om at genopdage det kristne budskab om en dybere mening med det hele og gøre den gældende i måden vi lever på. Det indebærer blandt andet at respektere verdens, naturens og livets ukrænkelighed alene af den årsag at det er Gud der har skabt det hele, og at Guds Ånd er tilstede i alt det skabte.

Vi skal altså væk fra den tankegang, hvor vi grådigt opfatter verden, naturen ja selve livet som vores eget personlige forrådskammer. Dyrene er ikke kun masseproducerede produktionsenheder, som vi vejer i kilo og køber til en billig pris i supermarkedet. Dyrene, ja alle levende væsener hører til Guds skaberværk. De er vores forunderlige medskabninger, levende væsener, som der står i skabelsesberetningen på Bibelens første side. Vi skal fremover tænke, at vi bebor en verden, som er skabt af Gud, en frodig have hvor planter, dyr og mennesker lever side om side. Derfor skal vi elske og ære, drage omsorg og leve i verden bevidste om Guds tilstedeværelse i det skabte.

Merry Lisbeth Hammer Rasmussen