Kommer der nogen i kirke?

Kommer der nogen i kirke?

Kommer der nogen i kirke?

# Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Kommer der nogen i kirke?

Kommer der nogen i kirke?

Hvis man er fast kirkegænger i Sengeløse Kirke, vil man erfare, at antallet af kirkegængere svinger meget fra gudstjeneste til gudstjeneste. To journalister har netop bedt om at få udleveret oplysninger om, hvor mange der har brugt kirken i Sengeløse i hele 2017. Da alle kirker er blevet bedt om at indtaste statistik for brug af kirken digitalt, kan vi svare meget præcist på spørgsmålet. Her er de tørre fakta:

Gudstjenester                                                                                                            3. 636

Arrangementer                                                                                                           2. 285

Bisættelser og begravelser                                                                                         1. 784

I alt                                                                                                                            7.705

Der har været 88 gudstjenester på hele året. Når man dividerer antallet af kirkegængere på et helt år med de 88, får man et gennemsnit på 41,3 kirkegængere pr. gudstjeneste. Til gudstjenester hører søndagens højmesse og hverdagsgudstjenester. Som kirkegænger i Sengeløse Kirke vil man erfare, at antallet af kirkegængere kan variere meget fra gang til gang – fra ganske få til fuld kirke og alt det midt imellem. Men i gennemsnit giver det altså en kirkegang på 41, 3 kirkegængere, hvilket er ganske godt i en landsbykirke som Sengeløses.

Kirken har i 2017 afholdt i alt 99 arrangementer herunder sogneeftermiddage, koncerter, babysalmesang, minikonfirmand, juniorkonfirmand, konfirmand, høstfest, adventsfest, ungdomscafé, Café Sengeløse, Onsdagsklub med mere. Til alle disse arrangementer har 2.285 deltaget, hvilket giver et gennemsnit på 23 deltagere pr. arrangement.

Der har været 24 bisættelser og begravelser med et samlet antal deltagere på 1.784, hvilket giver et gennemsnit på 74, 3.

I alt har 7.705 mennesker brugt Sengeløse Kirke i 2017.

Billedresultat for sengeløse kirke

Har vi brug for kirken?

Det er altid skønt at se, at Sengeløses borgere bruger deres kirke til kirkegang ved gudstjenester, ved de store, glædelige begivenheder som dåb, konfirmation og vielser, og ved de sørgelige begivenheder når vi skal tage afsked med de døde. Nogen bruger kirken meget, andre lidt og andre igen slet ikke. Når jeg spørger mine konfirmander, om de synes, det er vigtigt, at kirken er her, svarer de prompte ”JA!”. For dem er det utænkeligt, at skulle forestille sig Sengeløse landsby uden kirken i midten af det hele.

Menighedsråd og kirkens ansatte glæder sig over, at kirkens tilstedeværelse er ønsket og bliver brugt ganske flittigt. Vi er her alle med det ene formål for øje: At være kirke i Sengeløse for Sengeløses borgere og udbrede det kristne budskab om tro, håb og kærlighed til trøst og opmuntring for alle.

Som præst synes jeg naturligvis, at kristendommen har verdens bedste budskab. Det budskab bliver udfoldet og fortolket uge efter uge ved gudstjenester, kirkelige handlinger etc.. Har vi brug for at høre det? Ja, det har vi! I en præstations- og konkurrencekultur som vores, hvor alle er i konkurrence med hinanden om at klare sig bedst og hurtigst og om at være smukkest og sejest og altid være så rigtig, har vi brug for at høre, at der er et sted, hvor vi er velkomne, sådan som vi nu engang er, og hvor vi bliver set på med et kærligt og accepterende blik, som er Kristi blik. Du er god nok som du er. Du behøver ikke at få 12 til eksamen for at være elsket og accepteret. Vi har brug for at italesætte et menneskesyn, hvor der er plads til alle, og et menneskesyn hvor det ikke kun er krop der er i fokus, men også ånd. Det handler ikke om at være perfekt, men om at være et menneske som er skabt i Guds billede og derfor er elsket og accepteret. Og vi har brug for at italesætte begreber som fællesskab, tro, tillid, håb, kærlighed, tilgivelse og forsoning, godhed, ydmyghed, venskab, respekt. Og vi har brug for at tale om Gud og ånd. Der er noget, der er større end dig og mig. Og Gud ske lov og tak for det, at jeg ikke er min egen højeste målestok. Så jo! Der er efter min bedste overbevisning brug for kirken og det store og forunderlige og livgivende budskab om Guds kærlighed og et liv efter døden i opstandelsen fra de døde.

 

Hvad drømmer vi om?

Vi drømmer om, at endnu flere får lyst til at komme i kirke om søndagen. Der er plads til flere. Hvis man nu er blandt dem, der kun kommer i kirke en gang imellem, kan man måske ramme en af de søndage, hvor der kun er ganske få i kirke. Så vil kirkegængeren måske tænke: Uh, det var ikke mange. Kommer der ikke flere i kirke? Man ser de få kirkegængere denne søndag, og ikke de 41, 3 i snit hen over året. Som kirkegænger vil man gerne have, at der er flere end en selv. Det føles godt og trygt. Og salmesangen klinger bedre, når der er flere til at synge med. Og så er der det med fællesskabsfølelsen. Det er dejligt at være en del af et fællesskab, som er kommet til gudstjeneste for at høre alle de gode ord, musikken og sangen. Og efter gudstjenesten går snakken i våbenhuset, imens vi drikker en kop kaffe eller te, inden vi går hver til sit. Det er vældig hyggeligt og givende. Vi drømmer om, at der til hver gudstjeneste aldrig vil være mindre end 40 mennesker i kirke. Tænk at kunne komme i kirke i Sengeløse og vide sig nogenlunde sikker på, at der altid vil være en stor flok. Det ville være dejligt!

 

Vil du med i kirke?

En god gudstjeneste er en gudstjeneste, hvor det hele går op i en højere enhed, hvor hver på sit sted med lidenskab og engagement og efter bedste evne samarbejder om at forkynde Guds Ord. Kirketjener, kirkesanger, organist, præst og ikke at forglemme menigheden, som også er aktør i gudstjenesten. Alle har vi en vigtig opgave om at fejre gudstjeneste med hjerte og forstand til ære for Gud og til gavn for mennesker. Og det skal gerne være på en måde, så vi alle føler, at det kommer os ved og giver mening i det liv vi lever nu og her. Jeg vil vove at påstå, at man aldrig går forgæves i kirke. Der vil altid være noget, i det der bliver sagt, sunget eller spillet som rører en, og som man tager med hjem. Måske er det et enkelt ord, måske en sang eller et stykke musik eller måske blot dette at sidde i kirkens smukke rum med lys og kunst og høje hvælvinger og vide at man har lov til at sidde der uanset humør og livssituation.

Menigheden har en vigtig rolle i kirkens gudstjeneste liv. Det betyder noget, om der er nogen til at fejre gudstjeneste og til at tage imod de nye der kommer forbi, som gerne vil være med, men som tøver, fordi de er usikre på, om der kommer nogen.

 

Guds rige findes nu en gang kun der, hvor Guds ord forkyndes, sakramenterne - det vil sige dåb og nadver forvaltes efter Jesu indstiftelse, og hvor mennesker tager imod evangeliet og lever den kærlighed og tilgivelse indbyrdes med hinanden, vi taler så meget om. Det er i menighedens fællesskab det hele foregår. Vil du derfor med i kirke og gøre en forskel ved at gøre fællesskabet stærkt og levende og tolerant og rummeligt og venskabeligt og empatisk? Du er altid velkommen.

Merry Lisbeth Rasmussen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Sengeløse Kirke   ·   Landsbygaden 68-70, Sengeløse, 2630 Taastrup       Tlf.: 21 37 07 33