Nu kommer påsken, kirkens store højtid, og rundt omkring i verden og her i Sengeløse mindes vi Kristi lidelse, død og opstandelse. Der er meget i passionsfortællingen, vi mennesker kan identificere os med. Man kan træde ind i fortællingen, som den man er og blive en del af den. 

Det er en fortælling, der handler om uforbeholden og lidenskabelig kærlighed, om smerte og død og til sidst opstandelse, livets endelige forløsning i glæde og samvær med Gud og alle de andre der er gået i forvejen. I fortællingen er der ingen forbehold, ingen lunkenhed, ingen kølig bagtanke eller beregning, intet ”måske”, kun et helhjertet JA fra Kristus til at elske mennesker med en kærlighed der er stærkere end døden. Med sin hjerteglød og uforbeholdne kærlighed åbner han en vej for mennesker, der ender i opstandelse, hvad det så end er. Det ved vi jo ikke. Jo, vi ved, at opstandelsen fra de døde er til evigt liv i Paradis. Men vi ved ikke, hvordan det er. Men måske kan man forestille sig opstandelsen som en smuk blomst, der folder sig ud i al sin skønhed. Et 

menneskes opstandelse er en forløsning, hvor mennesket folder sig ud og bliver alt det, det kan blive, den bedste udgave af sig selv i al sin skønhed og godhed. Men før livets forløsning i opstandelsen er fødsel og liv på godt og ondt og til sidst død.

Ingen lever et liv uden at møde lidelsen i en eller anden form. Forhåbentlig er der heller ikke nogen, der lever et liv uden at elske og derigennem kende kærligheden. Påskens fortælling rummer alle de følelser et menneske kender, og alle de afgørende begivenheder der finder sted i løbet af et menneskes levealder, hvad enten den er kort eller lang. Derfor er det altid berigende og meningsfuldt at træde ind i fortællingen og blive en del af den. Man ser pludselig sig selv i en større sammenhæng end hverdagens, og man ved at livet og døden og til sidst opstandelsen er i Guds hånd, og så kan det aldrig gå helt galt. Når man er ked af det, så ved man, at det bliver godt igen. Når man oplever uvenskab og fjendskab hos andre og sig selv, så ved man, at det ikke er meningen med livet – det er kærligheden og venskabet. Når man føler sig ensom og forkert, så ved man sig favnet af Kristi mildhed. Når man bliver syg og skal dø, så ved man, at det ender godt i opstandelsens forløsning, hvor man skal genvinde ungdommens styrke og mere til.

Hovedpersonen i påskens fortælling er Kristus, som tager del i menneskets smerte og lidelse, idet han langfredag blev arresteret, tortureret og korsfæstet. På billedet her i artiklen, som er udført af maleren Thaddeus Zielinsky, ser man Kristus falde under korsets byrde.

Kristus, den evige Gud, er - sagt på en anden måde - ikke så ophøjet og fin, at han ikke vil træde ind i verden og lære menneskets smerte at kende ved selv at tage den på sig. Kristus er en medlidende Gud, en solidarisk Gud som stiller sig ved menneskets side, en Gud som er parat til at ofre sig for menneskets skyld på korset for på den måde at overvinde den død, vi alle skal dø, så den ikke længere ejer os. Det er smukt og livskraftigt, og man kan som sagt træde ind i fortællingen, som det menneske man er og blive en del af den og udvikle troen og indlevelsen i Kristi skæbne og dermed også i menneskets. Det kan man gøre ved at gå til påskens gudstjenester og der åbne sit hjerte for ordene og musikken. Det er et godt sted at begynde. Kom derfor gerne i kirke og bliv en del af gudstjenestens fællesskab. Glædelig påske!

Merry Lisbeth Rasmussen