Med hele påskens fortælling om død og opstandelse er vi inde i kernen af kristendommen. Før Kristi opstandelse var døden det sidste punktum i et menneskes fortælling. Efter Kristi opstandelse er døden ikke længere evig, men en overgang til mere liv, et nyt liv i en anden dimension, som vi kalder evigheden. Det er påskens glade budskab: Vi skal opstå fra de døde til evigt liv. Hvilket euforisk budskab!

Da kvinderne gik ud til graven tidlig søndag morgen, havde de forventet at møde den døde Kristus i sin gravhule, men i stedet blev de mødt af en engel, som fortalte dem at han var opstået fra de døde. Denne her fortælling har siden hen bredt sig til hele verden som en solopgang til tro, håb og kærlighed for mennesker. Fra da af var verden ikke længere den samme. Mennesker har aldrig glemt fortællingen, men båret den med sig i deres hjerter. Påskens opstandelsesbudskab har haft en enorm eftervirkning. 2,2 milliarder mennesker kalder sig i dag kristne. De er alle sammen blevet døbt, og har alle hørt det glædelige budskab.

Nogle af os har hørt denne påskefortælling mange gange. Og så kan vi måske tænke ved os selv: Nå, det var sådan det skete dengang for 2000 år siden. Vi kan høre fortællingen som et historisk referat, som noget vi skal huske som en del af vores historie, ligesom vi skal huske at det var Harald Blåtand der gjorde danerne kristne, og at Dannebrog med det hvide kors på den røde baggrund dalede ned fra himlen i 1200 tallet. Fra da af var Danmark et kristent land med et kors i flaget. Det skal vi huske, fordi det er en del af vores historie, og derfor er det med til at definere os som folk. Og den historie er der skrevet om i historiebøgerne, og den er udstillet på Nationalmuseet. Men derudover har det ikke noget at gøre med det liv vi lever her og nu. Det er som sagt historie.

Opstandelsesbudskabet er noget andet. Det er på samme tid historie og aktuel virkelighed. Derfor skal vi høre det igen og igen, fordi det netop handler om vores liv nu og her. Ellers kunne det jo også være ganske ligegyldigt at gå i kirke, hvis det ikke har noget med os at gøre, og det liv vi lever nu. Men det er heller ikke sådan, det forholder sig. Kristi opstandelsesbudskab fortæller os, at det samme skal ske for os. Da Kristus opstod fra de døde, viste han os en ny virkelighed.

At leve med opstandelsesbudskabet i sit hjerte, betyder at leve med visheden om, at når vi en dag skal dø, skal vi opstå til mere liv i en anden dimension. Men det er forhåbentlig først langt ude i fremtiden. Her og nu betyder det, at opstandelsesbudskabet gennemlyser mennesket, så det får et særligt blik på livet og på det at være menneske. Man kunne sige, at det lever som et opstandelsesmenneske, og det opstandelsesmenneske vil med tiden forstå, at intet i verden er statisk. Alt i verden er i forandring, fordi skabelsen heller ikke blot er en historisk hændelse, men noget som stadig sker. Først i opstandelsen er Guds skaberværk foldet helt ud som en smuk blomst og blevet alt det det kan blive. Mennesket bliver alt det det kan blive i opstandelsen. Hvis vi lever med den tro i vore hjerter - altså at skabelsen stadig foregår hver eneste dag i vort liv, og først er fuldendt i opstandelsen -  kan vi ikke længere sige, at tingene skal være som de altid har været og på den måde ignorere skabelsesprocessen. Vi kan heller ikke i en konfliktsituation sige til vores samlevere og ægtefæller: Jeg er, som jeg er som et forstokket og urørligt menneske, som ikke vil forstyrres i sine egne cirkler eller komme sin partner i møde. Lisbeth Smedegård, vores kloge salmedigter kalder denne form for urørlighedstrang for den onde fred, den kredsende urørlighed. Den onde fred indfinder sig når vi ikke vil ændre os og lade os forvandle indefra af Gud. Den kredsende urørlighed er, når vi kredser om os selv, når vi vil have at verden og andre mennesker skal være til på vores præmisser. Vi ændrer os som mennesker hele tiden. Der er et før og et efter. Og det skal vi være glade for. For det glædelige og håbefulde ved at leve som et opstandelsesmenneske er, at alt ikke er tabt på gulvet, når noget går galt i vores liv. Det er der trøst og håb i. Alt kan blive godt igen. Måske ikke på samme måde som før, men på en ny måde, som vi ikke selv havde set. Jeg forstår godt at opstandelsesbudskabet blev modtaget med så stor eufori af verdens befolkninger.

For hvis vi kan forholde os positivt til tanken om at Gud findes, at opstandelsen findes, og at det betyder at Gud skaber, at vort liv ændrer sig og hver dag får vi en ny begyndelse, så kan vi rejse os op og løfte hovedet, når noget går galt og sige til os selv, at alt ikke er tabt på gulvet.

Sidder du alene derhjemme og er deprimeret på grund af corona-krisen, er alt ikke tabt på gulvet. Kommer du ud af folkeskolen med et elendigt eksamensbevis er alt ikke tabt på gulvet. Bliver du arbejdsløs og må gå fra hus og hjem, er alt ikke tabt på gulvet. Bliver du skilt, er alt ikke tabt på gulvet. Mister du et barn, en kær ven eller ægtefælle, er alt ikke tabt på gulvet. Det gør alt sammen ondt, men livet KAN blive godt igen - på en ny måde, som vi ikke selv kunne se, da vi befandt os i et mørke af fortvivlelse og nederlag.

Opstandelsesbudskabet viser os, at vi ikke skaber os selv. Vi er ikke vort livs egne arkitekter, som vi ellers er blevet indoktrineret med de sidste årtier. Med den opfattelse følger, at hvis du har succes kan du sole dig i din egen fortræffelighed som en slags livets herre. Hvis du mislykkes, må du derimod bøje dig for din egen fiaskos realitet. Det er en frygtelig tankegang. Et frygteligt menneskesyn, et frygteligt livssyn.

Opstandelsesmennesket indser, at det ikke er os selv der skaber mening i vort liv. Gud giver os skæbne og mening, og den skæbne og mening skal vi tage på os – både det gode og det onde i tiltro til at Gud skaber alt godt, og at det derfor ender med at blive godt, uanset hvordan det måtte se ud nu.

Opstandelsesbudskabet giver på den måde mennesket mulighed for fred med sig selv på trods af nederlag, fejl og mangler. Så kan vi leve med os selv, som vi nu engang er med de utilstrækkeligheder og uhensigtsmæssigheder, vi nu en gang har. Er det ikke en befriende tanke?

Så handler livet ikke om at være pisket til at være så og så dygtig, så og så smuk, så og så sund. Det handler ikke om, hvad vi hver især kan præstere. Det handler om, hvilken skæbne vi får givet af Gud, og hvordan vi forholder os til den skæbne.

Er der noget vi lider under. Så bed til Gud om at finde styrke til at bære det. Må vi pludselig se os selv som et menneske der er havnet i den onde fred, i kredsende urørlighed, så bed til Gud om at vise vejen ud over dig selv ud mod verden. Er der noget vi glæder os over i livet. Så tak Gud for alt det glædelige vi har fået foræret. Det afgørende er, at vi har fået alt det foræret af Gud, som vi kalder skæbne. Og den skæbne skal vi leve så godt vi kan og vide, at når det mislykkes, er alt ikke tabt. Der er altid en ny påskedag med mere liv. Glædelig påske!!

Merry Lisbeth Rasmussen