Så lykkedes det endelig at få konfirmeret ca. 40 unge mennesker i Sengeløse Kirke. Vejen til konfirmationsdagen har da ellers været bumpet nok på grund af corona. Egentlig skulle de unge mennesker have været konfirmeret i foråret. Festlokalerne var da også reserveret, og gæsterne inviteret. Men som bekendt blev alt lukket ned, og vi måtte finde nye veje, nye datoer. Og således gik det til, at konfirmanderne først blev konfirmeret i 9. klasse og desværre med begrænset deltagerantal i kirken. Men det var nu fint og højtideligt alligevel. Undervejs i ceremonien sang vi blandt andet Kim Larsens De smukke unge mennesker. Den første linje i sangen lyder: De kom flyvende med storken.

I dagene hvor konfirmationerne fandt sted, havde op til flere storke taget ophold på marken i Sengeløse og på kirkens tag. Flere har måske lagt mærke til den aktivitet, der har været på både byens Facebook- side vedrørende alle storkene og på kirkegården omkring kl. 20.00 om aftenen, hvor man kunne iagttage storkene - efter en lang arbejdsom dag på jagt efter føde - slå sig ned på kirkens tag. 3 på tårnet og 1 på kamtakken i skibets korende som det måske kan ses på billedet.

Om det var skæbnens ironi, at tidspunktet for storkenes ankomst var sammenfaldende med konfirmationerne og afsyngning af Kim Larsens sang, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald fremgår det af hjemmesiden storkene.dk, at de skønne, højbenede fugle har været flittigt brugt i myter og folketro. På hjemmesiden kan man se billeder af en stork, som har udruget en lille baby. I gamle dage var det jo, som alle ved, storken der kom flyvende med barnet. Man kan også se et billede af en stork, der henter børn i mosen og firer dem ned gennem skorstenen, og sådan gik det til dengang, at man blev forælder. Meen! Konfirmanderne er vel blevet for store og tunge til sådan at kunne transporteres i en storks næb, og storkene er kun kendt for at være leveringsdygtige i babyer. På storkene.dk skriver de, at sagnet har rødder i Vølvens Spådom, en gammel nordisk tradition fra sen vikingetid. Sagnet fortæller, at det var tordenguden Høner, der bragte menneskene deres sjæl, og storken var sjælens bærer. Hjemmesiden fortæller, at myten levede i bedste velgående helt op til starten af 1900 tallet. I 1907 var Københavns Kommune den første kommune i landet, der forlangte af lærerne, at de skulle undervise børnene i, hvordan børn bliver til.

I dag ved vi godt, hvordan børn bliver til, at det ikke er storken, der kommer flyvende med dem. Alligevel kan gamle sagn og myter godt sige noget sandt om virkeligheden, som Kim Larsen også har fanget i sin sang:

De kom flyvende med storken Til dette gudsforladte sted Fra alle fire verdenshjørner Hvis vi ta'r det hele med…

Åh, de smutter, før man ved det Pludselig er de stukket af Som legesyge sommerfugle Den allerførste sommerdag Hva' det er, de vil med livet Det ka' kun de selv forstå Åh, de smukke unge mennesker Gid de længe leve må

Af versene fremgår det, at der er noget ved de unge mennesker, som vi voksne ikke forstår. De kommer til os udefra - ifølge myte og sang med storken, hvilket billedliggør fremmedheden ved barnet, som pludselig er i vores favn. Med barnets ankomst er det store og glædelige ansvar forældrenes. Men selvom de er vores børn, som vi har fået til opgave at passe på, og vi over tid kommer til at kende dem ret godt, er der på samme tid noget fremmed og flygtigt over dem. De er deres egne, og pludselig er de væk. Vi har dem kun til låns. De er ikke forældrenes ejendom.

Profeten Kahlil Gibran siger det på den måde:

Jeres børn er ikke jeres børn…

De kommer ved jer, men ikke af jer.

Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker.

Thi de har deres egne tanker.

Deres legemer kan I yde husly, men ikke deres sjæle;

Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede.

Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgange.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile…

Konfirmandforældrene har deres børn lidt endnu. Nogen siger at de med konfirmationen er blevet voksne, men det er et spørgsmål om fortolkning. Jeg vil sige at de befinder sig midt mellem barnet og den voksne – altså er de hverken barn eller voksen, de er i stedet unge. Og derfor har forældrene dem lidt endnu, men kun en tid, og så drager de af sted for at tage livet som voksen på sig og udleve deres livsmål. Det er så svært for os forældre at stå tilbage på perronen og se børnene tage af sted. For vores børn er det til gengæld en helt naturlig nødvendighed. Hjertelig tillykke til forældrene til de smukke unge mennesker, som nu er blevet konfirmeret. Og hjertelig tillykke til de smukke unge mennesker selv. Og pøj pøj med at udleve jeres livsmål!

Merry Lisbeth Rasmussen