Med påskens højtid er vi inde i hjertet af den kristne tro. Her fejrer de kristne det glade budskab om opstandelsen fra de døde. Påskens fortælling begynder med Jesu

indtog i Jerusalem, fortsætter med hans sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften, hans tilfangetagelse, korsfæstelse og til sidst opstandelse, som er den lykkelige kulmination på hele hændelsesforløbet. Millioner af mennesker rejser til Israel for at gå i Jesu fodspor. Billederne i denne artikel er fra min rejse i 2018.

Palmesøndag

På billedet her til venstre går der nogle nonner, som er på vej ned af Oliebjerget og ind i Jerusalem, som man kan se bagerst i billedet. Den første helligdag i påsken er palmesøndag, som i år er den 28. marts. Her fortælles det, at Jesus på ryggen af et æsel red sammen med sine disciple fra toppen af bjerget ind af byporten til Jerusalem. Selvom det går nedad mod Jerusalem fra bjergtoppen, skal man have med i tankerne, at Jerusalem ligger oppe på et bjergmassiv 800 meter over havet.

Fra Oliebjerget er der en fin udsigt over Jerusalem. Ifølge Lukasevangeliet tog Jesus tit herud for at tilbringe natten, når han havde undervist i templet i Jerusalem om dagen. Palmesøndag rider han ind i byen, hvor han bliver modtaget af tusindvis af mennesker der hylder ham og vifter med palmeblade.

Skærtorsdag

Torsdagen efter, som hedder skærtorsdag, spiser han sit sidste måltid sammen med disciplene. Jesus forudsiger, at Judas næste dag vil forråde ham, og Peter vil fornægte ham. Jesus bryder et brød, deler det ud til sine disciple og siger ”Dette er mit legeme”. Dernæst tager han vinen og siger ”Dette er mit blod”. Den gode påskestemning havde nu taget en mørk drejning, fordi de vidste, at Jesus dagen efter skulle arresteres, tortureres og korsfæstes, og hans bedste venner, disciplene ville som sagt forråde ham.

Efter måltidet i den mørke nat gik de igen ud på Oliebjerget til et sted, der hedder Getsemane have, som betyder ”oliepressens have”. Se haven på billedet her til venstre. Det var her man pressede oliven til den fineste olivenolie og lavede sæbe af resterne. Her skulle de tilbringe natten. Jesus var med god grund angst ved tanken om, hvad der skulle ske. Selvom Jesus er Gud, havde han jo iklædt sig et menneskes krop, og den kan, som vi ved, føle uudholdelig smerte.

Langfredag

Som Jesus under måltidet havde forudsagt, dukkede hans discipel Judas op sammen med en skare af mennesker med sværd og knipler for at arrestere ham. Folkestemningen var siden Palmesøndag vendt fra jubel og hyldest til krav om vold og død. Judas havde indgået en forræderisk aftale med de voldsparate mennesker om at udpege Jesus ved at give ham et kys. Kysset var dengang en almindelig hilseform. Men Judaskysset er gået over i historien som et forræderisk kys, som ingen ønsker sig. Jesus blev arresteret, stillet for rådet og dømt til døden. I timerne frem til korsfæstelsen om eftermiddagen langfredag blev Jesus tortureret på nederdrægtig vis. Selve korsfæstelsen finder sted på Golgata, hvor Gravkirken nu ligger. På billedet her til venstre er vi inde i Gravkirken, som ligger i Jerusalems gamle bydel. Kirken indeholder samtidig den grav, som Jesus efter traditionen blev lagt i efter sin korsfæstelse. Kirken menes at være opført af Kejser Konstantin den Store i 320erne på foranledning af hans mor, Helena, som udpegede den gravhule, hvor Jesus skulle være blevet lagt.

Påskedag

Nu er gravhulen blevet indkapslet i en lille bygning, et såkaldt ædiculum, som ses her på billedet. Og nu skulle man jo tro, at historien om Jesus var slut, men tre dage senere, da kvinderne kom til graven for at salve Jesu lig, som man efter traditionen gjorde dengang, lød det, at Jesus var opstået fra de døde. Senere trådte han lyslevende frem for disciplene og talte til dem som den opstandne. Mange var allerede inden hans død overbevist om, at han var den længe ventede Messias, som skulle frelse mennesker fra den evige død. Derfor kaldte de ham Kristus, som ligesom Messias betyder ”den salvede”. Med tiden blev tilhængerne af Kristus kaldt kristne, og religionen hedder som bekendt kristendommen, som vokser ud af opstandelsestroen.

Nogle mennesker har svært ved at forholde sig til opstandelsen og taler derfor ikke så meget om den Men når man tænker lidt over det, er tanken om opstandelsen til et evigt liv efter døden nu ikke mere forunderlig end livet og døden.

Den allestedsnærværende død i menneskelivet taler vi heller ikke så meget om, men det betyder ikke, at døden ikke findes. Den er som sagt allestedsnærværende i det daglige liv, vi lever med hinanden, den er baggrundstæppet for vort liv. Når pandemier hærger jordkloden, ser vi det tydeligere. Så forstår vi bedre, hvor sårbart livet er, og hvor allestedsnærværende døden er, som et baggrundstæppe for livet. Og når døden således holdes op foran os som et spejl, og vi ser ikke kun de andres død, men også vores egen, bliver vi ydmyge over for den store ubekendte, som døden er. Dybest set ved vi ikke, hvad det betyder at dø. Jo vi ved, hvad der sker sådan rent biologisk, men hvad døden ellers er, ved vi ikke, for der er aldrig nogen som er kommet tilbage fra døden og fortalt os andre om, hvad der er på den anden side af dødens grænse. Hvad enten vi er bange for at dø eller ej, vækker døden stærke følelser i os, fordi den er så definitiv. Når vi først er døde, ja så er vi trådt ud af denne verden for altid. Så ser vi ikke den døde iblandt os mere. Men fordi døden er så definitiv, vækker det håb og glæde, når kristendommen taler om opstandelse. For så ser vi, at dødens store ubekendte ikke er det sidste der sker med et menneske. Som Jesus opstod fra de døde påskemorgen, skal mennesket også opstå. Vi lever, på et tidspunkt skal vi dø, og til sidst skal vi opstå fra de døde til evigt liv. Det er kernen i den kristne tro, og det er grunden til, at vi ved bisættelser og begravelser bærer de døde ind i kirken i deres kister. Selvom den døde ligger der i sin kiste under hele begravelsesceremonien, og efterfølgende enten begraves under den sorte muld på kirkegården eller køres væk til krematoriet til brænding, tror vi fuldt og fast, at den døde skal opstå til evigt liv. Når et menneske først er blevet til muld og aske og stedet til hvile i jordens dyb, er det næsten ikke til at forstå, hvordan opstandelsen dog skal ske. Men så er det at vi skal huske, at mennesket ikke kun er krop med hud og knogler. Mennesket er også sjæl og ånd. Når åndedrættet ophører, frigøres ånden til at søge mod Gud i det vi kalder Paradis. Sådan formulerede Grundtvig det så smukt i troen på, at det er Gud, der skaber og opretholder livet, det er Gud der kalder livet tilbage igen i døden, og det er Gud, der rejser os fra dødens muld og aske som en anden fugl Fønix og skaber nyt liv i det vi kalder opstandelse. I opstandelsen er den døde befriet fra alderdom og sygdom og smerte og trange grænser for, hvad man kan og ikke kan. Nu er den døde fri, fuld af liv og omgivet af lys og glæde i det vi kalder Paradis. Glædelig påske!

Merry Lisbeth Rasmussen