Corona-krisen har forårsaget meget dårligt for mennesker og samfund. Ingen tvivl om det. Mennesker er blevet syge, og mange er døde. Nogle mennesker mistrives med at være isoleret. De føler sig ensomme. Corona-krisen har dog også givet os tid til at tænke lidt over, hvordan vi har indrettet os i livet. Og det er positivt. For tid har vi normalt ikke så meget af. I vores samfund er der prestige i at være effektiv og have travlt. Kalenderen skal helst være så booket, at det næsten ikke er muligt at presse en aftale ind med en ven eller et familiemedlem. Måske er det ikke så mærkeligt, at vor tids folkesygdom er stres. Når hverdagen er oppe at køre på fuld blus, når samfundet er åbent, og alt er, som det plejer, lægger vi måske ikke mærke til, hvor travlt vi har. Vi arbejder bare ud over stepperne, hurtigt og effektivt, og sikke travlt vi har. Men så ramte coronaen os, samfundet lukkede ned, vi blev sendt hjem fra arbejde og skole, og pludselig havde vi meget mere tid end vi plejer. Langsomheden begynder at indfinde sig, der bliver plads til refleksion, og tanken flyver tilbage i tiden. Jeg husker, hvordan mine børn, da de var små, elskede at lave sneglevæddeløb med vinbjergsnegle. De samlede vinbjergsnegle sammen, satte dem ved siden af hinanden i haven og holdt begejstret øje med, hvem af sneglene der kom først. Det gik meeeget langsomt. Det var en pragtfuld leg! Der var ingen stres og jag. Kun samvær med hinanden og med vinbjergsneglene, og man begynder at mærke livet på en anden måde end før.

Små børn er eksperter i livet. De er små værenspyrenæer. De har en medfødt sans for livet og for at være til i nuet. De har al den tid, de behøver. De er nærværende og tilstedeværende, optaget af verden som den viser sig for dem her og nu. Under snegleløbet var det som om, at tiden stod stille, og rummet åbnede sig. Når man har tid til at være langsom, forbinder man sig bedre med kosmos, med andre mennesker, med sig selv og med livet selv. Langsomheden forbinder os også med erindringen, siger den tjekkiske forfatter Milan Kundera, hvorimod hurtighed forbinder os med glemsel. Når vi er ramt af glemsel, har vi glemt hvem vi er. Vi kan ikke længere mærke os selv, vi glemmer alt det væsentlige i livet, hvad der er vigtigt for os. I stedet fylder vi det med uvæsentlige ting, som f.eks. en overbooket kalender, så der ikke er tid til unødvendige ting. Et alt for hektisk liv er en undervurdering af, hvor vigtigt det er, at der er tid til eksistentiel refleksion og eftertanke. Begge dele kræver tid. Man kan ikke reflektere og eftertænke sit liv hurtigt. Når vi tillader os selv at være langsomme, kommer erindringen, og vi husker hvem vi er, og hvad der virkelig betyder noget for os. Milan Kundera skriver et sted, at en hovedvej kun har en linje, der forbinder ét punkt med et andet. Den er forudsigelig og kedelig. En bivej derimod er en lovprisning af rummet, den snor sig igennem.  Den er omskiftelig og fuld af skønhed. For at opleve bivejens fortryllelse, bliver man nødt til at sætte farten ned, blive langsom. På samme måde med eftertanke, refleksion, erindring. Det er derfor, det er så meningsfuldt at gå i kirke. At gå i kirke er at følge bivejen, som er fuld af skønhed og mening. Her er der langsomhed og rum - til eftertanke og refleksion, til at mærke sig selv, og det der er større end os selv, Gud. Nogle mennesker har ikke tid til at gå i kirke. Eller måske synes de, det er kedeligt. Men det er jo ikke kedeligt at være i kontakt med sig selv som menneske, at være i kontakt med livet selv, eller at være i kontakt med Gud. Kedsomhed er ligesom langsomhed en mangelvare i vores samfund. Kedsomhed og langsomhed giver os rum til den nødvendige eftertanke, refleksion og erindring.

Jeg erkender, at det er vanskeligt at give sig selv rum til kedsomked og langsomhed, sådan som vi har indrettet vort samfund med en hel underholdningsindustri og travlhed på arbejdsmarkedet. Skulle det ske - når samfundet åbner igen, og vi alle er vaccineret imod corona – at vi går tilbage til samme travlhed og glemsel, kan vi måske som Søren Kierkegaard håbe på, at der er en flue, der sætter sig på vores næse, en tagsten falder ned eller Knippelsbro går op, så vi tvinges til den livsnødvendige langsomhed.  For der er dog intet så latterligt som at have travlt, syntes han. Det synes jeg også.

Merry Lisbeth Rasmussen