Når ”sengeløsere” taler om fællesskabet i vores lille, hyggelige og godt beliggende landsby, hører man ofte en vis stolthed i stemmeføringen. Mange sengeløsere er med rette glade for at bo i Sengeløse, som er en by med mange institutioner og fællesskaber. Man kan gå i vuggestue, børnehave, skole, fritidsklub, ældreboliger og til sidst plejehjem. Der er desuden idrætsfællesskaber, musikfællesskaber og diverse foreningsfællesskaber. Kirken i Sengeløse er også et fællesskab. Man kan ikke have en kirke uden fællesskab. Der er gudstjenestens fællesskab, babysalmesangsfællesskab, minikonfirmand, konfirmand, Ungdomscafe, Sengeløse Cafe, højskoleeftermiddage, kulturaftener, sogneudflugt, koncerter, Nørkleklub, Onsdagsklub med mere. I mange af de nævnte fællesskaber spiser vi sammen; i kirken, i sognegården eller ude i byen. I Onsdagsklubben spiser vi sammen 1 gang om måneden. Til alle vores gudstjenester spiser vi også nadverens måltid sammen. Nadveren er et sakralt og et kultisk måltid, der definerer det kristne fællesskab. Det er tillige et mystisk måltid, idet den, der deltager i måltidet, kommer tæt på Gud og modtager en smule af Guds inderste væsen til trøst og opmuntring. Nadverens måltid går helt tilbage til dengang, hvor Jesus skærtorsdag aften spiste den sidste nadver sammen med sine disciple. På den måde bekræftede han deres fællesskab. Hver gang vi deltager i gudstjenestens nadver, bekræftes det kristne fællesskab. Det specielle ved dette fællesskab er, at her kan Dronning og rengøringshjælp, borgmester og gadefejer knæle side om side og dele nadverens sakrale måltid. Og det gode ved det kristne fællesskab er, at det er åbent for alle. Enhver er velkommen, som man nu engang er. Man har lov til at være der. Ingen stiller spørgsmålstegn ved ens tilstedeværelse. Dørtærsklen er lav, der er højt til loftet, og man er sammen om det kristne håb om opstandelsen fra de døde. Nadverens måltid er ikke et måltid hvor man spiser store retter. Man får kun en lille tår vin og en lille bid brød eller en oblat. Det er et måltid der giver næring til ånden, som vi derfor ikke kan undvære. Efter nogle af vores gudstjenester går vi over i sognegården og spiser et hjemmelavet måltid mad sammen. Der er høstgudstjeneste med grillmad, Allehelgensgudstjenesten med smørrebrød, spaghettigudstjenester, skærtorsdagsgudstjenesten med lammekølle osv. Det er nu engang hyggeligere at spise sammen med andre mennesker end at spise alene.

Siden urtiden har måltidsfællesskabet været det allermest grundlæggende. Det er det stadig. Når vi spiser sammen, får vi en følelse af at høre sammen. Alligevel er der nogle fællesskaber, som er mere grundlæggende end andre. Vi kan spise sammen til en julefrokost på arbejdspladsen, men det er ikke nødvendigvis hverken et fællesskab som varer ved eller et dybt fællesskab, hvor vi kender hinandens liv på godt og ondt. De dybe fællesskaber er kendetegnet ved, at man netop kender hinandens liv på godt og ondt. Man deler liv og skæbne. Man kender tragedien og alt det ulykkelige i den andens liv, og den anden kender alt det ulykkelige og mislykkede i ens eget liv. Man behøver ikke at lade som om eller at skjule alt det dårlige. Man kan hvile i, hvem man er og i, hvordan skæbnen og livet har formet sig. Man kan tale sammen på et dybere plan. Sådan et fællesskab kan man finde i gode venskaber og ægteskaber. Man kan også finde det i det kristne fællesskab, hvor man med hver sit liv og hver sin skæbne hviler i den samme tro på det evige liv. Man kunne sammenligne det fællesskab med et træ. Vi er alle grene og kviste på det træ, og Gud er stammen, som giver os håb og styrke og livsmod og glæde og troen på det evige liv. I det fællesskab er man på en måde nøgne overfor hinanden. Vi ved, hvem hinanden er. En har mistet sin søn i en trafikulykke og har svært ved at få mening i livet. En har et barn med spisevægring, og er derfor meget bekymret. En er vokset op i et alkoholiseret hjem med masser af omsorgssvigt, og har derfor svært ved at have tillid til et andet menneske. En har gennemgående et godt liv og udtrykker derfor glæde og taknemmelighed. En er ramt af sygdom og er derfor bange og bekymret. En er vokset op i et kærlighedsløst hjem og har derfor svært ved at tro sig værd at elske. Og en har fået masser af kærlighed og har derfor tillid til, at mennesket grundlæggende er godt. Alle de forskellige liv og skæbner bliver til en enhed i det kristne fællesskab. Det er en stor befrielse at være i et sådant fællesskab. Man bliver rodfæstet og forankret i et skæbnefællesskab. Med ægteskaber og venskaber ved vi, at nogle varer livet ud, og andre ender i skilsmisse og uvenskab. Det kristne fællesskab er bundet sammen af Gud, som er garant for, at det ikke krakelerer. Det kan godt være, at vi – der hvor vi er i vort liv lige nu – ikke gider eller har lyst til at gøre brug af dette fællesskab. Men det ændrer ikke ved, at det er der nu og i al evighed, fordi det er Gud der konstituerer det. I en tid hvor mange bliver skilt, hvor mange er ensomme og har svært ed at orientere sig i livet, er det godt at vide, at det kristne fællesskab består. Søndag efter søndag er det blevet bekræftet igennem 2000 år under nadverens fællesskab og bliver det stadig.

Merry Lisbeth Rasmussen