Jakobs kamp

I første Mosebog kapitel 32 vers 25-33 i Det gamle Testamente kan man læse den berømte fortælling om Jakobs kamp med Gud. Jakob nægter at slippe Gud, før han har velsignet ham. Gud giver Jakob et slag på hofteskålen for at få ham til at slippe, men Jakob er stædig og bliver ved med at kæmpe samtidig med, at han råber til Gud: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”, og til sidst fik han, hvad han kæmpede for – Guds velsignelse. Siden bruger man udtrykket ”Jakobskampen” som en beskrivelse for den voldsomme kamp, der opstår i sjælen, når man har mistet den man elsker. Kampen handler om at overleve, at skulle finde ud af at leve videre uden den elskede ved sin side. Den handler om at komme overens med det chokerende, som er sket. Og for nogen handler den også om at komme overens med Gud. For hvor er Gud henne i alt det smertelige? Hvordan kan Gud tillade, at min søn eller datter dør? At min elskede ægtefælle dør? For nogen opleves det på den måde, at tabet er forbundet med et stort, eksistentielt, gudsforladt mørke. For andre er det stik modsat. Midt i den ulidelige smerte opleves Guds nærvær meget stærkt. Som en grund under fødderne, der forhindrer at sjælen knækker og synker ned i afgrunden.

Sjælens sorgfulde Jakobskamp er tung og mørk at komme igennem. Nu hvor uret er sat en time tilbage, dagen er blevet kortere og natten længere, kan det være svært at komme igennem vinterens mørke. Rituelle handlinger, kirkens rum og de håbefulde, smukke, gamle, store ord der lyder i kirken, og Guds velsignelse kan måske være til trøst og opmuntring for den, der er i gang med at kæmpe sin egen Jakobskamp. Søndag d. 1. november kl. 17.00 holder vi Allhelgen gudstjeneste, hvor enhver kan tænde et lys i mørket.

Merry Lisbeth Rasmussen