Tilgivelse og forsoning

I mødet med Gud sker der af og til noget med en. Man ændrer syn på sig selv. Man ændrer syn på mennesker. På livet. På verden. En forandring er undervejs dybt i ens sjæl, og man opdager, at man hverken kan fremskynde forandringen eller stoppe den. Og det skal man kun være glad for. For med forandringen opdager man stille og roligt betydningen af, at det at være ansvarlig er at leve for nogens ansigt. Og når vi i kristendommen stilles foran Guds ansigt, er det fordi vi foran Guds ansigt bliver fastholdt som ansvarlige mennesker. Ansvarlige overfor Gud, for livet, for medmennesket, for os selv. Intet er lige meget.

Intet er ligegyldigt

Alt, hvad vi siger og gør, har betydning. Ethvert ord, enhver handling, enhver magt og ethvert system, der sætter målet højere end mennesket og skaber ofre, uanset hvor smukt det mål kan tage sig ud i retorikkens og drømmenes farverige udlægning, kommer under Guds dom i mødet med Gud ansigt til ansigt. Der går ikke nogen vej til et fuldkomment samfund, til en fuldkommen familie, til et fuldkomment venskab, ægteskab eller en hvilken som helst relation imellem mennesker på bekostning af andre menneskers glæde og livsmod eller over andre menneskers lidelse og død. Vi mennesker er ofte parate til at ofre hinanden i det store eller det små, hvis det kan styrke vort eget venskab, ægteskab, samfund eller position.

Der er en vej frem

Det glædelige ved det kristne budskab er, at der er en vej frem, der hvor relationerne imellem mennesker er lagt øde. Den eneste vej frem faktisk, som åbner for nyt liv for ofre og gerningsmænd, og de fleste af os tilhører begge kategorier. Snart er vi gerningsmanden, der siger sårende ord, gør os morsomme på andres bekostning, forråder et andet menneske. Snart er vi offer – den som tales ned, væk – ude af øje, ude af sind. Den vej, der tales om, handler om forandring, tilgivelse og forsoning. Den Gud, vi hører om i kristendommen, er den Gud som kommer til verden i skikkelse af Jesus Kristus. Det er en Gud, der taler om tilgivelse og forsoning, men også en Gud som kræver forandring af mennesker. Status quo er ikke godt nok. Forstokkethed er ikke godt nok. Ugidelighed er ikke godt nok. Og ligegyldighed er slet ikke godt nok. Forandring via tilgivelse og forsoning er det eneste der duer.

Det var, hvad Jesus viste i sit eget liv, og når vi spejler os i hans liv, i hans ansigt, i hans billede, da forvandles vi slet og ret til bedre mennesker, som forstår betydningen af ord som tilgivelse og forsoning.

Vær en aktiv medspiller

Hvis vi mener noget med at gå i kirke, skal vi spørge os selv, hvordan ord som tilgivelse og forsoning kan spille en rolle i vort eget liv. Vi skal se ud over vort eget livs landskab og spørge os selv, hvor vi har sagt og gjort noget, der har ødelagt relationer, såret et andet menneske, taget glæden fra et andet menneske. Og så skal vi spørge os selv, hvordan vi kan være aktive medspillere i den proces, der hedder tilgivelse og forsoning, så livet og relationerne kan få en ny begyndelse. Og det store forbillede har vi i Kristus, som er den store fredsstifter og forsoner. Han har med sit eget liv vist os hvordan. Han har fortalt os hvordan. Søg altid forsoningens og tilgivelsens vej. Der findes ikke andre veje. Det er ikke nemt. Det er bestemt ikke nemt. Det er derfor, det er livsnødvendigt at gå i kirke om søndagen, for der at hente kraft i nadveren, for at høre et opmuntrende ord til styrke og trøst. Det har man brug for, når man skal tage initiativ til at forsone sig med den mor eller far, man ikke længere har kontakt til; eller med den søn eller datter man ikke længere ser. Eller med den søster og bror, ven eller nabo, man ikke længere er på talefod med.

Hvad kræver det?

Når vi stilles overfor Guds ansigt i kristendommen, og der tales i metaforer om lys og mørke, ondskab og godhed, er det fordi, det betyder noget. Det kræves af os, at vi forandrer os og tager initiativ til at virkeliggøre tilgivelse og forsoning. Når vi ikke vil søge tilgivelsens og forsoningens vej, har det store menneskelige omkostninger. Både den der ikke vil tilgive og søge forsoning, og den der hungrer efter tilgivelse og forsoning sættes i stå i livet. Bitterhed og vrede, mismod og glædesløshed overtager glædens og frimodighedens plads. Relationerne bryder sammen, livet bliver mindre, når man nægter at sige undskyld.

Hvad handler det om?

Tilgivelse handler i bund og grund om at give mennesker mulighed for at forandre sig. Det handler om at holde døren åben, så vi kan bevæge os fra et mørkt sted til en ny, oplyst nutid og fremtid. Det er ikke et tilfælde, at der i Bibelen siges om Lyset, det sande lys, som er et billede på Kristus, at det oplyser ethvert menneske. Det lys der tales om er ikke fornuftens lys, eller det naturlige lys. Det er Guds lys, som forvandler os indefra, henter os ud af mørket, frem i lyset og gør os til bedre mennesker.

Ord kan forløse

Når to parter sætter sig sammen, ser hinanden i øjnene og søger forsoningens vej, kan der af og til ske noget vidunderligt. Jeg har set det med mine egne øjne. En uendelig, sorgfuld vise, der handler om alt det der betyder noget. Fortællinger om lyset og mørket. Om og om igen. Der var engang. Og historierne er samtidig fulde af billeder fra hverdagen. Først tror man, at de ingenting betyder, senere opdager man deres betydning ved, at de er ætset ind i hukommelsen: Jeg har set granvoksne mænd sidde og hulke tårefloder af fortvivlelse, og jeg har set den dybeste fortvivlelse blive erstattet af glæde. Jeg har set, hvordan ord kan forløse, så glæden og livet igen vinder plads og trænger mørket tilbage, og menneskelig værdighed rejser en katedral i en gymnastiksal, på en arbejdsplads, på gaden. Og det er jo det, der er meningen med det hele. At mennesket skal rejses, at relationerne skal genetableres. Det er derfor, vi stilles foran Guds ansigt. For at gøre os til ansvarlige mennesker der drager omsorg for livet og hinanden og gir glæden og livsmodet, tilgivelse og forsoning en chance. Lad os give det en chance.

Lad os gøre en indsats

Lad 2014 blive året, hvor vi tager initiativ til at virkeliggøre tilgivelsens og forsoningens vej. Der er børn i klemme rundt om i Sengeløse Sogn, fordi mor og far ikke kan tale sammen. Der er ulykkelige mødre og fædre, fordi deres voksne børn ikke vil se dem. Der er søskende som hader hinanden, fordi den ene mener, at den anden har fået det hele, eller fordi den ene er jaloux på den anden. Der er fraskilte parter, som bruger al deres energi på at bekæmpe hinanden. Der er naboer, der ikke kan udstå synet af hinanden. Der er venner og veninder der sladrer om hinanden og taler hinanden ned. Jeg ved godt, at det ikke er nemt, at stå ansigt til ansigt med den man er uvenner med, eller med den man ikke kan li´. Det kræver kraft og mod. Men hvis de forløsende ord kan betyde gladere børn der trives, fordi mor og far kan tale sammen, er det det hele værd.

Og giv det en chance

Tilgivelsens og forsoningens vej betyder ikke nødvendigvis, at de fraskilte skal finde sammen og leve som før, at venner skal finde sammen, så alt bliver som i gamle dage. Det kan være, at det er rigtigt med et brud, og at forholdet nu skal være på en anden måde. Men tilgivelse og forsoning betyder, at man ikke er fjender, at man kan tale sammen, at man kan være sammen ved lejlighed, at man kan samarbejde. Det betyder, at både den der tilgiver og den der er tilgivet kan få fred i sit hjerte, rejses op i livet, komme videre med sit liv og være gladere end før. Der er brug for kristendommens fredsbudskab alle vegne i menneskers liv. Der er brug for at blive stillet foran Guds ansigt og blive fastholdt som ansvarlige mennesker. Lad 2014 blive året hvor vi giver tilgivelse og forsoning en chance. Ring til vedkommende, gå på besøg eller skriv et lille brev, når du kommer hjem. Det eneste, der kræves, er den tro, som kan flytte bjerge. Og det er nu heller ikke så lidt.

Merry Lisbeth Rasmussen