Fredshilsen

Så bliver det jul igen, hvor Guds Ord om fred og glæde skænkes til ethvert menneske ud over den ganske klode. Første gang, fredsbudskabet blev forkyndt, var i år 0 i Betlehem i det gamle Israel. Det var her Gud lod sig føde af Maria i et menneskes skikkelse, og han fik navnet Jesus. Det var ikke et tilfælde, at han kom til verden, som det allermest sårbare vi kender – nemlig et lille spædbarn. Det var heller ikke et tilfælde, at han kom til verden i en stald. Og det var ikke et tilfælde, at han som voksen red ind i Jerusalem på et æsel. Det var i det hele taget ikke et tilfælde, at han altid tog de udsattes forsvar, at han var ikke-voldelig, afstod fra at bruge sin almagt og selv led en voldelig død.

En forseglet skæbne

På maleriet nedenfor, malet af Sven Hausten Mikkelsen, ses barnefødslen julenat i en stald i Betlehem. Man ser barnet i krybben ovenfra i fugleperspektiv, så man kan se loftsbjælkerne, der danner et kors. Det smukkeste og det uhyggeligste er indfanget i et og samme billede. Det smukkeste er selvfølge barnet, der ligger fredsommeligt i sin krybbe. Det uhyggeligste er barnets skæbne, som er forseglet med kors og død. Det siger ikke så lidt om den verden, barnet netop har entreret. Det siger heller ikke så lidt om Gud.

En solidarisk Gud

Skulle Gud i Jesus meddele sin fred og glæde til mennesker, måtte han være solidarisk med det lidende menneske. Han måtte gå ind i verden ydmyg og sagtmodig. Fredsbudskabet modtages nu engang anderledes, når det rækkes midt i de rygende ruiner, end hvis det på behagelig afstand var blevet rakt af en rig og mægtig konge eller kejser, der var født med en guldske i munden. Freden skulle meddeles der, hvor ufreden og fraværet af glæde blandt mennesker var. Her skulle fredsbudskabet lyde – lige midt i verdens larm og ufred, som dengang var opstået i ruinerne af romernes besættelse af landet. Besættelse, undertrykkelse, forfølgelse, tortur og henrettelser var dagligdagskost. Der var forskel på rig og fattig, mand og kvinde, på de forskellige religiøse grupperinger, på de politiske fraktioner osv. Dengang kendte man godt betydningen af fred og glæde, alene af den grund, at der var mangel derpå hos mange mennesker.

Shalom

Den hebraiske fredshilsen, ”Shalom”, på dansk ”Guds fred”, får konkret betydning, så snart man har lært ufreden at kende. Ikke kun dengang, men også i dag. Jeg behøver ikke at nævne alle de steder i verden, hvor krig og ufred er hverdagskost for mennesker, som er så uheldige at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mennesket har altid haft brug for en fredsstifter, en glædesgrundlægger af en sådan slags, som kan skænke en fred og glæde, der får mennesket til at ane en helt anden virkelighed i Guds Rige, hvor den sande fred og glæde er. Bag de rygende ruiner, bag støvletramp og kanonslag, bag familiesplid og uvenskab anes en anden virkelighed, som er Guds, og som allerede kan erfares her og nu, men først fuldt ud i Paradis. En virkelighed, hvor Guds fred og glæde er fuldt ud.

Guds fred ved lov

En gang var det fæstet ved lov, at Guds fred skulle sænke sig over land og by. Man oprettede vagtværn, der skulle sikre gudsfreden i gader og stræder. Man havde pligt til at bilægge enhver strid med sine fjender. Man måtte ikke slås. Man måtte ikke skændes. I julen skulle man begrave stridsøksen og lade julefreden indfinde sig i sjæl og legeme. Den lov eksisterer ikke mere.

Guds fred ved kærlighed

Tilbage er at ønske Guds fred over land og by i Sengeløse Sogn:

Guds fred til de ensomme og syge. Guds fred til de fattige. Guds fred til dem som sørger. Guds fred til de sagtmodige, og til dem som hungrer og tørster efter retfærdighed. Guds fred til de rastløse og urolige. Guds fred til dem som forfølges. Guds fred til de rene af hjertet. Guds fred til de barmhjertige, og Guds fred til dem som stifter fred.

Med håbet om at julefreden må sænke sig – ikke ved menneskers lov, men af egen fri vilje i kærlighed.

Merry Lisbeth Rasmussen