Tiden læger alle sår! Eller gør den?

Det er blevet sagt igen og igen igennem mange år, at tiden læger alle sår. Sorgen forsvinder igen, siger de. Det er blot et spørgsmål om tid! Hvor mange gange har vi ikke hørt det? Men det er ikke sandt. Der findes ulægelige sår. Sår som bliver ved med at gøre ondt og bryde op i alle mulige forskelige situationer. Pludselig kan man se sig selv sidde og græde over et eller andet ligegyldigt, man netop har set i fjernsynet, men som minder en, om den søn eller datter man mistede for 5, 10, 20 eller 30 år siden, eller den søskende, forælder eller ægtefælle man mistede i en al for tidlig alder, eller som man har levet sammen med i 50 år. Det GØR ondt at miste, og for mange gælder det, at det mere eller mindre bliver ved med at gøre ondt resten af livet.

Sorgens faser

Selvfølgelig ændrer sorgen karakter med årene. Det skyldes, at sorgen har forskellige faser. I begyndelsen er den meget fremtrædende. Den sørgende er lammet af fortvivlelse og føler sig ikke forstået og set af andre i sin sorg. Almindelig kommunikation med andre mennesker har pludselig trange kår, og en følelse af isolation indfinder sig. Det kan være angstprovokerende at være i sorg, fordi der er en reel mulighed for at miste sig selv periodisk eller varigt. Man kan så at sige forlade sig selv, fordi sorgen og dens følelser er så smertefuld, at det ikke længere er muligt at være tilstede i sig selv som sig selv. Så indtræder fremmedgjortheden overfor sig selv. Man er ikke længere i kontakt med sine egne følelser, man kan ikke længere mærke sig selv. Man er en fremmed, en gæst fra det ydre rum, som ikke kan knytte an til sig selv eller til livet, som det leves blandt såkaldt almindelige mennesker. For de fleste er denne fase i sorgen periodisk, og med tiden vil sorgen ændre sig, finde sin plads og blive mindre fremtrædende i det daglige. Man lærer at leve med den. Glæden ved livet kan såmænd også indfinde sig igen. Men sorgen, savnet og længslen bærer man ofte med sig resten af livet, uanset hvor mange år der er gået, siden den vi elsker døde mellem hænderne på os.

Forventningspres

Jeg vil tro, at de fleste der har mistet og været i sorg har prøvet at blive mødt med et forventningspres fra omgivelserne. Nu må du snart komme på benene igen. Eller: Du kan jo ikke blive ved med at være ked af det. Eller: Der er gået to år siden N.N. døde. Kan du ikke snart være glad igen – måske tage dig lidt sammen? Eller: Du skal bearbejde sorgen, så den ikke bliver ved med at plage dig. Ja, de velmenende og formanende ord vil ingen ende tage. I visse dele af psykologien og såmænd også i sjælesorgen i kirken har man talt om, at sorgen skal bearbejdes, som om sorg er et problem der skal løses. Ligesom når man brækker en arm, og får den sat sammen igen og lagt i gips. Efter en måneds tid er den fiks og færdig og fungerer igen som før. Men sådan hænger det ikke sammen med sjælen. Man kan ikke reparere sjælen, som man kan reparere en brækket arm. Det hænger sammen med, at sorg er kærlighed, man ikke længere kan komme af med, fordi den elskede er død. Man holder ikke op med at elske, fordi den elskede er død. Tvært imod: Kærligheden til afdøde lever i bedste velgående, hvilket er et sundhedstegn, og netop derfor bliver sorgen ved med at være der, om end den ændrer karakter med tiden.

I kirken

I kirken er der intet forventningspres. Der er ingen forestillinger om, at sorgen kun må vare så og så længe, for hvis den varer længere, er det fordi man er en lille smule forkert, og derfor skal man tage sig sammen. Sorg er ikke et problem der skal fikses, men snarere en værenstilstand. Der er et før og et efter det som skete og forvoldte min sorg. Det som skete, har ændret mit liv for altid. Det betyder ikke, at livet ikke igen kan blive godt. Det kan det heldigvis. Blot på en anden måde end før. For noget er sket, noget har forandret mit liv, og derfor kan jeg ikke skyndes tilbage af velmenende og uforstandige mennesker til det jeg var før. Og måske skal vi ikke være så kede af den kendsgerning. For sorg og smerte har det med at gøre menneskers perspektiv større. Den har det med at gøre dem visere, mere dybsindige, mere menneskelige, mere i kontakt med livets grund.

Når vi træder ind i kirkens rum, er der på mange måder højt til loftet. Intet andet sted kan et menneske rummes, præcis som det er i sjæl, ånd og krop som i kirken. Hverken mere eller mindre. Man kan komme som man er lige nu og blive taget imod! – måske med tårerne trillende ned af kinderne, måske kejtet og forkert, måske glad og taknemmelig. Uanset hvordan du har det lige nu, så tag det med ind i kirken. Min påstand vil nu være: Hvis du går til gudstjeneste og bringer noget eksistentielt med ind i kirkens rum og er lidenskabeligt tilstede og lytter. Så vil du med garanti få noget med hjem, som taler ind i din situation, som den er nu. Det kan være et enkelt ord der blev sagt. Det kan være en melodi der blev spillet. Det kan være et smil fra et andet menneske, en salme der blev sunget, eller et lys der blev tændt. Vel mødt i kirken – om ikke før, så til Allehelgensgudstjenesten d. 3. november kl. 17.00.

Merry Lisbeth Rasmussen