Lignelsen om sædemanden

Kristendommens mange ord, peger på hver sin måde hen på Guds virkelighed og giver os et glimt af Guds rige. Jesus fortalte engang en lignelse om en sædemand. Den kan læses i Markusevangeliet i Det Ny Testamente. Sædemanden gør det samme som landmændene i Sengeløse. Han går ud for at så markerne til med vårbyg og vinterhvede. Jesus fortæller, at nogle af kornene falder på vejen, nogle på klippegrund og nogle mellem tidsler. Enhver landmand ved, hvad det betyder. Det kommer der ikke meget korn ud af. Det, der falder på vejen, æder fuglene. Det, der falder på klippegrund, bliver brændt af, når solen kommer højt på himlen. Og det, der falder mellem de hårdføre tidsler, bliver kvalt.

Hvad betyder det?

Hvis vi forstår fortællingen bogstaveligt, så handler den i første omgang om en bondemand, der står tilbage med tomme hænder, fordi høsten mislykkedes. Ingen af kornene faldt i god jord og kunne derfor ikke slå rod og spire og udvikle aks. Hvis vi tolker fortællingen allegorisk, forstår vi pludselig, hvad Jesus fortæller os om Guds bestræbelser på at blødgøre mennesket, så det smukke i mennesket kan vokse frem og knytte an til Gud. Kornet er et billede på Guds Ord, som nænsomt og kærligt forsøger at slå rod i menneskets hjerte. Vejen, klippegrunden og tidslen er billeder på menneskets sind, som kan være flygtigt som vinden med en meget kort hukommelse, hårdhjertet og stikkende som tidslen, så Guds ord ikke kan slå rod. Mødet mellem skaber og skabning, mellem Gud og menneske er kompliceret og smertefuldt. Gud vil mennesket – det er Guds historie, men mennesket vil ikke Gud – det er menneskets historie. Det er ikke sandt, som en vis mand har sagt, at kristendommen fylder for meget i det offentlige rum. Kristendommen fylder tvært imod for lidt. Og dens ringe placering i det offentlige rum er et pinagtigt vidnesbyrd på menneskets flygtige forhold til Gud. Men Gud giver ikke op, for han elsker mennesket. Den, der elsker, har brug for den elskede. Derfor har Gud brug for mennesket, og derfor giver Gud ikke op.

Gud drømmer

Gud drømmer, ligesom landmanden, om en stor høst. Og det ser ud til, at drømmen en skønne dag vil gå i opfyldelse. For Jesu fortælling stopper ikke ved den nytteløse til såning og den dårlige høst. Der var jo heldigvis også de andre korn, der faldt i god jord og gav udbytte. Det voksede, og det groede og udviklede fede og nærende kornaks.
Én af vore lokale landmænd ville bedre end jeg kunne fortælle jer, hvor vigtigt det er, at en landmand pløjer og gør jorden rede inden til såningen, så sædekornene kan slå rod og kornet vokse.
Landmandens mange bestræbelser på at få kornhøsten i lade, ligner Guds bestræbelser på at få menneskehøsten i hus. Når landmanden ligger sædekornene i jorden, brister de og dør, så det smukke kan spire frem og blive til en kornaks. Det er en nødvendig proces. Sædekornet må dø, så kornet kan spire frem. Den samme proces må mennesket igennem ifølge den kristne fortælling. Mennesket må først dø for dernæst at kunne leve i Guds evighed. Men her og nu gælder det livet. Og det er jo ikke lige meget, hvordan vi lever det liv, vi har fået betroet at leve.

Som regn og sol

Menneskets flygtige sind, dets tidselgemyt og dets fremmedhed overfor Gud må pløjes og gøres rede til at modtage Guds ord, så det hænger ved og slår rod, så det smukke i mennesket kan bryde frem og knytte an til Gud. Men det er svært. For mennesket er glemsomt. Hvad vi hører i dag, kan være glemt i morgen. Alligevel skal vi være håbefulde og fortrøstningsfulde ja ligefrem festligt stemt ved høstgudstjenesten. Som regn og sol og lys og luft er nødvendigt, for at kornet kan spire frem, og landmanden kan få en god kornhøst, er Guds Ord også en nødvendighed for at pløje menneskets tidselgemyt, så Guds Ord kan vokse i menneskets hjerte, og Gud kan få en god menneskehøst. Jeg har læst i landbrugsavisen, at høsten blev god i år trods de store mængder regn. Jeg har også hørt fra Bibelens fortællinger, at Guds menneskehøst er stor. Lad os derfor med tak og lovsang fejre at høsten er i hus søndag d. 9. september kl. 11.00.

Merry Lisbeth Rasmussen