Åndeligt gehør

Nogle mennesker har musikalsk gehør, andre har ikke. Det musikalske menneske kan straks se og høre, hvilken melodi noderne udgør. For nogle mennesker gælder det, at de ikke kan se skoven for bar træer. For det umusikalske menneske gælder det, at det ikke kan få øje på melodien for bar noder.

Kristendommens påstand

Det er kristendommens påstand, at ligesom man kan have eller ikke have musikalsk gehør, kan man også have eller ikke have åndeligt gehør. Nogle kan med andre ord se og høre Guds virkelighed, andre kan ikke.

Erik A. Nielsen skriver i sin bog ”Den kristne retorik”: Der er altså tale om en synsevne der har sin dybde fra det forhold, at den står åben ind til det menneskelige hjerte, hvorfra al forvandling udgår. Den, der er blevet åbnet for det kristne mysterium om Gud og hans rige, står til rådighed for Gud med sit hjerte. (Den kristne retorik s. 86)

To slags mennesker

Der er altså ifølge kristendommen to slags mennesker. Der er dem der kan se og høre, hvad der hører Gudsrigets hemmeligheder til. Det er de indviede, dem med åndeligt gehør. Til dem skal der gives i overflod af gudsrigets hemmeligheder, siger Jesus et sted i Matthæusevangeliet, fordi de i kraft af deres åndelige gehør allerede har del i den guddommelige fylde og rigdom, der strømmer fra Gudsriget. Til de musikalske mennesker skal der jo også gives mere musik. Og således forholder det sig altså også med mennesker med åndeligt gehør.

Og til de uindviede, dem der ikke kan se og høre, er det ikke givet at kende Guds Riges hemmeligheder. De ser, og dog ser de ingenting. De hører, og dog hører og forstår de ingenting. Og ligeså med det umusikalske menneske. Det kan se og høre, men ingenting fatte af det der har med musikken at gøre.

Årsag

Når det forholder sig sådan, at der er nogle med åndeligt gehør og nogle uden, skyldes det ifølge kristendommen syndefaldet. Det er den kristne påstand, at mennesket er skabt af Gud. Og fra skabelsens begyndelse boede Guds ånd i os.
Men på grund af syndefaldet mistede mennesket Guds ånd. Fra da af var vi kun ren biologi. Vi mistede den bevidsthed, vi havde til fælles med skaberen, og derfor kan vi ikke længere se eller høre ham. Eller sagt på en anden måde: Vi mistede vort åndelige gehør, og alt hvad der hører gudsriget til. Dybt nede i vores sjæl kan vi længes, vi kan ane, og vi kan skue, fordi vi har en svag erindring om det tabte Paradis, men vi kan ikke se og høre.
Mennesket vil aldrig holde op med at længes, før det har generobret det tabte barndomsland i Paradis, som vi i billedtale kalder det. Paradis og Gudsriget er det samme. Når bare vi forstår, at det er et åndeligt rige vi taler om, hvor ånden hører hjemme.

Genfødsel

Det store spørgsmål er nu, hvordan mennesket kan generobre det tabte. I Johannesevangeliet kap. 3 siger Jesus i en samtale med Nikodemus, at mennesket må fødes på ny for at kunne se Gud. Nikodemus, som er en gammel mand, svarer bestyrtet: Hvordan kan et menneske fødes når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes? Og Jesus svarer: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet er kød. Det, der er født af ånden er ånd.

Der må altså intet mindre end en genfødsel til, en guddommelig beånding, for at mennesket igen kan få fælles bevidsthed med Gud, så det igen kan se og høre med den synsevne der har sin rod i hjertet. Genfødslen i dåben er nøglen til generobringen af det tabte barndomsland i Gudsriget. Når fosteret ved fødslen forlader sin mors krop, bliver det fri af sin mor, men samtidig beholder det de dybeste præg af hende og af faren. Når børnene genfødes i dåben, modtager de ånden igen, og således flyttes tyngdepunktet i dem, fra en overbevisning om at de er kødelige, til en forståelse af at de er åndelige væsener, der bebor det kødelige. Og fra da af er de ikke kun forældrenes børn, men også Guds børn. Gud har sat sit præg på dem. De har fået åndeligt gehør. De er blevet beåndet af det guddommelige. De kan se og høre Guds virkelighed. Virkeligheden er blevet større. Før var den kun kød. Nu er den både kød og Ånd, fordi kødet er blevet beåndet med Guds Ånd.

Merry Lisbeth Rasmussen