Hvad symboliserer korset?

Som muslimerne har halvmånen som deres symbol, har de kristne korset. Vi er omgivet af symboler i hverdagen, og de har alle til formål at tyde verden og kommunikere et budskab. Skilte på gader og stræder meddeler os, hvordan vi skal forholde os i trafikken. F.eks. betyder det røde trafiklys, at vi skal standse og vente, indtil trafikken har passeret, og farven skifter til grøn. Så må vi gå igen. På den måde kan man sige, at trafikkens symboler har en afgrænset funktion. De har ingen dybere betydning og lader sig derfor ikke tyde og fortolke i det uendelige – de har kun til hensigt at skabe orden i trafikken, så vi ikke forulykker.

Korset som symbol er anderledes. Det er ligesom trafiksymbolerne enkelt i sin udtryksform, men det har en større betydningsfylde. Korset er et udtryk for menneskeslægtens modsætningsfyldte livsvilkår, og på samme tid peger det hen på en anden virkelighed, som mennesket i troen kan tage del i. Den berømte tyske teolog Paul Tillich taler om, at man med korset som symbol participerer, altså tager del, i den virkelighed, som korset symboliserer. Det kommer jeg tilbage til lidt senere.

Korset består af to lige linjer, som krydser hinanden. Den horisontale linje er et udtryk for menneskets liv på jorden i glæde og i sorg. Her går tiden, og den går kun en vej fra vugge til død. Den vertikale linje er et nedslag af det guddommelige i menneskeslægtens horisontale liv. Man kunne kalde den en slags Jakobsstige, som Gud billedlig talt har sat i verden, så Gud kan besøge sit folk, og så menneskeslægten kan skue ind i Guds Rige. Her går tiden ikke, for her råder evigheden, som er udenfor tiden. I korsets fikspunkt – hvor linjerne krydser hinanden – lever menneskeslægten sit modsætningsfyldte liv i glæde og i sorg, i timelighed og i evighed. På en gang har menneskets sind i sig en forunderlig evne til at kunne rumme det horisontale, som har med det timelige liv at gøre, og det vertikale, som har med det evige liv at gøre.

Det horisontale liv, som menneskeslægten har erfaret det, så længe den har haft sin gang på jorden, skildres i Prædikerens Bog. Her tales der først om den store almenmenneskelige modsætning mellem glæde og sorg. Dernæst tales der om, at det er Gud der har lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. I det spænd er mennesket sat til at leve i verden, hvor al ting har sin tid under himlen. Der er en begyndelse og en ende fra punkt til punkt på den horisontale linje i korset: En tid til at fødes, en tid til at dø. Resten af opremsningen har at gøre med, hvad der kvalificerer vort liv: Der er en tid til at græde, en tid til at le. Det forstår de mennesker, som har prøvet at miste en de holdt af. Da er det tid til at græde. Men inden afdøde lukkede døren bag sig, havde der været stunder, hvor det var tid til at le. Det var måske dengang de en varm sommerdag gik hånd i hånd.

Mennesket ved af erfaring, at intet varer ved. Hverken glæden eller sorgen. Begge dele hører med til det at være menneske. Der er som sagt en tid til det hele. Dette underlige skift mellem glæde og sorg, mellem lys og mørke, hvor solen står op og går ned, og smerten og sorgen følger i kølvandet på nattens mørke, får mennesket til at vandre videre fremad til sjælens verden i evigheden, i Guds rige, hvor solen aldrig går ned. Mennesket er fra naturens side udstyret med en higen efter lyset og lykken. Det er denne higen, der driver os fremad, men som vi ved, bliver den skuffet, fordi vi ved, at den aldrig når, hvad den higer efter. Derfor må vi have hjælp udefra til at løfte sjælen fri, så den kan vende tilbage til Gud, hvor den kommer fra.

Og dermed er vi nået til det vertikale nedslag af det guddommelige i menneskeslægtens horisontale liv i verden. Denne begivenhed symboliseres ved den vertikale linje i korset. Det var dengang, Gud besøgte sit folk, for at hjælpe mennesket over på den anden side, hvor Guds rige er i evigheden. Han kom til os i et menneskes skikkelse, fordi han vil, at vi skal leve i lydighed mod ånden, som der står i Romerbrevet. Og ikke i lydighed mod kødet, som hører til i timelighedens verden - det er jo ikke den, sjælen higer efter i sin stadige vandren fremad. For i timelighedens verden, som vi hørte før, er omskifteligheden, hvor både glæde og sorg, lys og mørke er, hvor al ting har en tid. Og det er jo netop denne omskiftelighed der gør, at sjælen higer efter noget mere fuldkomment. Den higer efter at komme bag om omskifteligheden, der hvor solen aldrig går ned, og den higer efter at blive løftet op og tage del i Guds rige i evigheden.

Derfor har Gud besøgt sit folk, og fra da af kan mennesket leve i korsets fikspunkt, som er det punkt hvor linjerne mødes, hvor menneskets horisontale modsætningsfyldte liv mødes med det vertikale, som er Guds evighed. Hvis Gud ikke havde besøgt sit folk, havde vi ikke haft korset som symbol, og da havde mennesket kun levet horisontalt uden det vertikale perspektiv. Men Gud har besøgt sit folk. Han lod sig føde som et menneske og levede med os og for os på menneskelivets betingelser. Han døde for os og opstod for os, og til sidst fløj han billedlig talt til himmels Kristihimmelfartsdag og vendte tilbage til Faderen. Men han lever fortsat i os, for han efterlod sin ånd, som har taget bolig i os. Og netop derfor kan vi leve i korsets fikspunkt. Eller sagt med Poul Tillichs ord: Vi kan participere, tage del i Guds virkelighed, i Guds rige, som korset peger hen på. Det kan vi gøre allerede nu i troen, mens vi fortsat lever på jorden, og endeligt på den anden side af dødens grænse.

Frygt derfor ikke siger Jesus, for allerede nu har I del i Guds rige. Frygt ikke dem, som kan slå jeres legeme ihjel, men frygt i stedet Gud, som har skabt livet og har magt til at tage det tilbage igen. Der ER forskel på Gud og mennesker. Gud er almægtig og har skabt verden. Mennesket er afmægtigt i de væsentlige ting i livet og i døden, og det er skabt af Gud. Men frygt ikke, elsk kun og tal i lyset, hvad der hviskes jer i øret, som der står i evangeliet. Den vej skal menneskeslægten gå, for at sjælen kan få sin længsel indfriet. Fra foden i den vertikale linje i korset går vejen frem til toppen, som peger direkte ind i Guds rige.

Merry Lisbeth Rasmussen