Gud er kærlighed

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Sådan står der i 1. Johannesbrev i Det Ny Testamente.

Så enkelt er det kristne budskab og på samme tid så svært at efterleve, at det dagligt får os til at snuble. Men det er typisk kristendommen. Det kristne budskab er enkelt: Hvis du spørger: ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud og for at få et godt liv?” Så er svaret ganske enkelt: ”Bliv i kærligheden – dvs. elsk Gud, din næste og dig selv.” Hvordan kan vi tro, at Gud er kærlighed? Det kan vi, fordi hele den kristne grundfortælling fremstiller Gud som en kærlig Gud, der ikke kan andet end at elske. Måske vil I nu protestere og tilføje, at kristendommen da ikke kun taler om en kærlig Gud.

Dommens Gud?
Kristendom taler også om dom og straf. Ja, det er rigtigt, for som der står i Johannesevangeliet kap. 3: ”Og dommen er, at lyset er kommet til verden.” Det lys, der tales om, er Guds lys, der kom til verden i Jesus Kristus. Han kom med Guds fred og Guds kærlighed, som ikke kan andet end at elske og lyse op. Han elskede så meget, at han måtte lide døden på korset for at give det fortabte menneskeliv tilbage til Gud. Dette var Guds dom over mennesket – at lyset kom til verden for at redde det fortabte menneskeliv. Fortabt, fordi det har døden i sig, og fordi det hverken kan gøre fra eller til hvad angår liv og død. På den måde tales der om dom i kristendommen. Men dommen nedkalder mennesket over sig selv, fordi det ikke kun lever i lyset og gør lysets gerninger, men også lever i mørket og gør mørkets gerninger. Det er derved, at mennesket nedkalder dom over sig selv. Hvis mennesket kun var lys og kærlighed, ville det ikke blive konfronteret med Guds lys i Kristus, da han kom til verden. Fordi mennesket også har mørket i sig og derved forårsager mørke gerninger i verden konfronteres det med lyset der lyser op i Kristus, så mørket må trække sig tilbage.

Og hvad så med straffen?
Det forholder sig på samme måde som med dommen. Gud straffer ikke, men mennesket nedkalder straffen over sig selv og hinanden. Det er derfor, Martin Luther engang sagde, at syndens løn er straffen. Som synden er menneskers værk, er syndens løn, altså straffen, det også. Det kender vi godt fra vort eget liv. Når vi f.eks. plages af den synd det er ikke at elske vores partner, børn eller gamle forældre som vi burde, så plages vi selv af syndens løn, straffen, som i dette tilfælde er dårlig samvittighed på grund af fravær af kærlighed. Den straf formindsker vor egen og vore nærmestes livskvalitet.

Fravær af kærlighed
Fravær af kærlighed gør livet mindre. Fravær af kærlighed gør os til små mennesker. Fravær af kærlighed ødelægger livet for os selv og for vore nærmeste. De bli´r også mindre, når vi ikke elsker dem, som de er. Ikke som vi drømmer om, at de skal være, men præcis som de er. Sådan elskede Gud os først – sådan som vi er på godt og ondt. Det skal vi også gøre.

Gud er kærlighed. Alt hvad han gør med menneskelivet er motiveret af kærlighed og har som sit mål at blive forenet med mennesket igen i kærlighed. Ikke i dømmesyge eller trang til at straffe. Men i kærlighed. Livet selv er skabt af Gud i kærlighed. Det kan derfor kun leve på og af kærlighed. Hans vilje er derfor, at vi skal elske, fordi han elskede os først. Vi skal blive i kærligheden, for når vi bliver i kærligheden, bliver vi i Gud, og han bliver i os. Sådan lød resten af sætningen.

Det betyder, at når vi ikke elsker, lever vi i adskillelse fra Gud. Det har mennesket erfaret på den måde, at mørket har fået plads i menneskets natur. For fjernt fra Gud, fra lyset og kærlighedens ophav er mørket og fravær af kærlighed.
Når vi ikke elsker lever vi i adskillelse fra vore kære. Det har vi alle erfaret før eller siden – at fravær af kærlighed skaber afstand imellem mennesker.

Og når vi ikke elsker lever vi også i adskillelse fra os selv. Det har vi alle erfaret i de stunder, hvor vi punktvis har mærket mørket og tomheden i vort eget indre.

Bliv i kærligheden
Vi skal derfor blive i kærligheden, for kærligheden ophæver afstanden imellem Gud og mennesker, afstanden imellem mennesker og afstanden til os selv. Den kristne tankegang er derfor, at Gud er ophav til alt liv, som han har skabt i kærlighed. Den som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Og den, som bliver i kærligheden, bevarer livet, for intet liv kan bestå adskilt fra Gud, som er livets ophav. Bliv derfor i kærligheden, for når vi elsker, forenes vi i kærlighed med det adskilte. Det er deri - i denne selvhengivne kærlighed - at livet skal bestå.

Hvilken kærlighed?
Men hvad nu hvis jeg ikke kan elske? Hvad nu hvis jeg er afskåret fra kærligheden. For det er jo sådan, at jeg ikke kan beslutte mig for at elske. Jeg kan ikke sige til mig selv: ”I eftermiddag vil jeg elske og hengive mig i kærlighed til en mand.” Kærlighed er ikke en viljes-beslutning. Den opstår bare, eller også opstår den ikke. På den måde vil jeg sige, at kærlighed er en gave, der kommer til mig udefra og beriger mit liv. Skulle den ikke komme til mig, skulle jeg være blandt de 1 million singler i Danmark, der er afskåret fra den erotiske kærlighed, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan elske og blive i kærligheden. Jeg kan fortsat elske og blive i kærligheden til Gud, til næsten og mig selv, selvom jeg er henvist til at leve mit liv uden en mand.

Ethvert menneske kan elske. Ethvert menneske – både det menneske, som er blevet elsket meget, og det, som har haft et kærlighedsløst liv, kan elske, fordi ethvert menneske har fået lagt et lille kærligheds-kim, som gør kærlighedens tilstedeværelse mulig. Første gang Gud elskede mennesket, var dengang han skabte mennesket i kærlighed. Dernæst lod han sig føde som menneske i Jesus Kristus og elskede menneskelivet ud af mørkets magt for at give det tilbage til Gud. Fordi Gud elskede os først, kan vi også elske og genkende kærligheden, når den er der. På den måde giver det god mening at sige: Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.

Merry Lisbeth Rasmussen