Kristendom og skilsmisse

Nogle få præster har det sådan, at de ikke vil vie fraskilte. Og som præst i Den Danske Folkekirke er det tilladeligt at have denne overbevisning. Den principfaste præst kan med god ret henvise til, at hver gang et par bliver viet i kirken læses der sådan her: Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød"? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

Håbet
Andre præster har det modsat. Lidt provokerende kan vi sige, at vi helst vil vie fraskilte - for at gifte sig 2. gang er at lade håbet triumfere over erfaringen. Jamen, hvad er det da vi håber på? Jeg mener sådan virkelig håber på? ...Kærlighed! Hvad ellers? Ja, kærlighed som får os til at danse, du og jeg, og du holder fast om mig. Al mit mismod skrumper ind. Du er solskin for mit sind. Selv en tåbe kan forstå, der er mer at håbe på. Ja selvfølgelig. Det er sådan det er, som Benny Andersen siger: Selv en tåbe kan forstå, der er mer at håbe på. Mer at håbe på? Ja, mer at håbe på…det vil sige end det der er. Hvad er det, der er? Erfaringen!

Erfaringen
Erfaringen som føder håbet om mere kærlighed. Om at elske og blive elsket. Jeg taler om erfaringen af alt det, der gjorde ondt, af tabet, af det mislykkede i vort liv, som gi´r sprækker i vort sind. Erfaringen som hører vort liv til, vore forskellige livsafsnit til. For det er jo sådan, at vi lever vort liv i voksende ringe. Dér, hvor en ring går over i en anden oplever og erfarer vi kritiske perioder, sjælenød. Her stifter vi bekendtskab med den død, der altid er til stede i livet. Det formulerer forfatteren Rainer Maria Rilke sådan her:

Jeg lever mit liv i voksende ringe,
som lægger sig over alt.
Den sidste ring vil jeg næppe fuldbringe,
men jeg prøver på trods af alt.
Jeg kredser om Gud, om det urgamle tårn,
og jeg kredser i tusinde år;
er jeg en falk, er jeg en storm
eller er jeg en brusende sang.

Overgange opleves som kritiske perioder, uanset af hvilke indre eller ydre årsager de nu opstår. Og vi mister fodfæste for en tid. Er jeg en falk, er jeg en storm, eller er jeg en brusende sang? Jeg ved det ikke. Mit selvbillede forandrer sig. Jeg ved ikke længere, hvem jeg selv er, når sindet slår sprækker. Det er derfor, jeg kredser om Gud, det urgamle tårn. Han ved, hvem jeg er – han kender mig bedre end jeg selv.

Bristede drømme
Vi kender alle til at have blikket rettet bagud og fremad på samme tid, og som de erfarne mennesker vi er, ved vi, at det kræver meget at lade blikket skue i begge retninger på samme tid. Erfaringens blik bagud ser tilbage på det der har været i livet på godt og ondt: Der har måske været kirkeklokker der kimede, glimt af kærlighed og børn der er kommet til verden. Der har også været tavshed og enegang. Der har været tab og brud og bristede drømme. Men midt i de bristede drømme fødes noget nyt. Håbet. For som jeg sagde i begyndelsen. At gifte sig 2. gang er at lade håbet sejre over erfaringen. Og håbets blik er ikke bagud rettet, men fremad rettet mod fremtiden, og håbet ved, at varmt er det hjerte der bløder. Livet begynder bag smerten, min ven. Det ved den, der håber. Det ved vi. Det er derfor, vi fortsætter med at kredse om Gud, det urgamle tårn. Bliv ved med at kredse. Ikke kun i dag, men også i resten af livet. Når vi kommer til kirken for 2. gang, for 3. gang eller måske for 5. gang og beder om Guds velsignelse over et nyt ægteskab.

Kærligheden
Bliv ved med at kredse om Gud, det urgamle tårn, for her møder vi den kærlighed, vi håber på. Her møder vi kærligheden, når vi i tosomhedens følgeskab vandrer ud i livet og tager del – både i sommerens blomstereng og i vinterens dunkle dal. Bliv ved med at kredse om Gud, det urgamle tårn. For her møder vi kærligheden. En kærlighed der er stærk nok til at bære os nænsomt gennem livet – når ægteskabet er på godt, men også når det er på ondt. Når fortvivlel- sen ødelægger enhver glæde og ethvert mod.

Bliv ved med at kredse om Gud, det urgamle tårn. For så kan vi måske høre hans stemme. En stemme der siger: I er blevet taget imod. Taget imod af én som er større end jer, og hvis navn I ikke kender. I skal ikke spørge efter mit navn. Måske får I det at vide senere. I skal ikke gøre noget bestemt. I skal bare tage imod. Tage imod den kærlighed der strømmer fra mig, det urgamle tårn til jer. For jeg er kærlighedens kilde. Den kærlighed I håber på, som samler stumperne, og som bygger bro over det brudte. Jeg er kærlighedens kilde. Den kærlighed I skal leve af og på, og som gør, at I genkender hinanden, som dem der elsker hinanden. Jeg elsker dig, og du elsker mig, og sammen skal I leve i tosomhedens følgeskab på godt og ondt.

At kende Gud
Men husk at fortsætte med at kredse om Gud, det urgamle tårn. For her lærer vi kærligheden at kende. Jeg mener sådan virkelig at kende. For det er jo sådan, at vi først ved, hvad kærlighed er når den leves. Og når kærligheden leves, så kender vi Gud, fordi Gud ER kærlighed. Så ved vi pludselig, hvad det betyder – ikke kun i tanke, men også i hjerte – når vi i kirken taler om at elske: Således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, mildhed, tålmodighed. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Det er den kærlighed vi lærer at kende, når vi kredser om Gud, det urgamle tårn.