Sommertid er bryllupstid
Brylluppet er en af livets helt store fester. Det er her det store ”JA” skal siges, og
løftet afgives om at elske i medgang og i modgang til døden skiller de elskende
ad. "Så tilspørger jeg dig ...Og ligeså tilspørger jeg dig", siger præsten. De fleste af os har hørt
ordene – måske endda op til flere gange. Mange timer med bryllupsforberedelser er gået forud for selve den store dag med indkøb af brudekjole og tøj til gommen, bestilling af festlokaler, musik etc. Det er dyrt at holde bryllup. Derfor kommer man også ud for som præst, at folk siger: Vi kunne egentlig godt tænke os at blive gift, men vi har ikke råd. Og det er synd. For
det er absolut ikke et krav at have mange penge for at kunne blive gift i kirken. Kærlighed og penge har intet med hinanden at gøre. Ind imellem oplever jeg brudepar – alene i kirken uden gæster - som blot ønsker at stå foran Guds alter og sige ja til at elske og ære og dernæst få Guds velsignelse over deres kærlighed. Det er alt sammen smukt og godt i sig selv, og til dette behøves
ikke en stor dyr fest. Det er ikke en tilfældighed, at der med vielsesritualet læses 2 tekster fra Bibelen, som har med skabelsen at gøre. Engang dybt nede i urtiden skabte Gud verden, som vi kender den med himmel og jord, sol, måne og stjerner, dyr og mennesker. Det hedder her om det, der skete i begyndelsen, at alting var kaos, tomhed og øde. Men så sagde Gud: "Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!" Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så var der himmel, og der var jord. Så satte Gud en grænse for vandet og sagde hertil og ikke længere, og det tørre land kom til syne. Så var der himmel, så var der jord, og der var hav. Så kom træerne, buskene, dyrene og himlens fugle og havets fisk. Da Gud så alt dette, sagde han, at det var godt. Nu havde han skabt et rum, hvor mennesket kunne leve: Himmelhvælvingen er der med alle himlens fugle, havet er der med alle fiskene, og den tørre jord er der med alle de vilde dyr og krybdyr.
Det rum, Gud havde skabt, er det rum, hvor vi lever vores menneskeliv.
Kaos holdes i skak – hvælvingen giver rum for liv. Derfor sagde Gud, at han ville skabe mennesket som kronen på værket. Med sit skaberord skaber Gud rum for liv – med sit ord holder han hvælvingen på plads – dér, hvor hans ord lyder og virker, dér kan vi leve vores menneskeliv. Gud har givet os et rum at være til i. Tager han sit ord tilbage, tager han ordet ud af verden, synker hvælvingen sammen, og kaosvandene skyller ind over os. Ægteskabet er på en vis måde også sådan et rum. Et rum at være til i – et rum at leve sammen i – et rum i en hvælving, som står der, så længe kærligheden er der. Hvælvingen holdes oppe af kærlige ord, af berøring, af
hengivenhed og overbærenhed. I ægteskabet gælder det, at hvis ordet – de kærlige ord mellem to, som elsker hinanden – hvis ordet ikke længere er der, så synker hvælvingen sammen, og kaosvandene stiger og stiger, og forhold mellem mennesker bryder sammen.
Sådan er altså skabelse og ægteskab afhængige af Guds ord – af kærlighedens ja.
Når brudeparret under vielsen skal op foran alteret og sige ja til at elske og ære til døden skiller dem ad, er det det kærlighedens ”JA”, som holder hvælvingen på plads, hvorunder de skal leve i kærlighed til hinanden.
I den sidste af de tre tekster, der læses under vielsen, siges der noget om, hvad det er for en kærlighed, der tales om i kristen forstand. Der tales ikke om kærlighed, som den vi ser på film, eller som den vi læser om i ugebladene. Nej, der tales om rigtig kærlighed imellem to mennesker af kød og blod. To mennesker der nu engang er som de er med deres gode og dårlige sider
og i al deres forskellighed. Den ene en mand, den anden en kvinde. Eller måske to af samme køn. Den ene tænker og ser ud på en måde, den anden på en anden måde. Den kærlighed der tales om her, handler om, at to forskellige mennesker forenes i kærlighed med Guds velsignelse, så de ikke længere er to, men ét kød, som vi siger i vielsesritualet. Den kærlighed handler om at respektere hinanden og bære hinandens byrder. Den handler om at vise barmhjertighed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Og den handler om at tilgive. Ikke kun når det behager
den ene, som selv har brug for tilgivelse, men også når det er den anden der har brug for en udstrakt hånd. Heller ikke kun der, hvor det er nemt at tilgive, men også der, hvor det hele er på randens sammenbrud, og hvor muligheden for at tilgive er blevet væk i mørket. Også der lyder opgaven over brudeparret, at de skal tilgive af den simple årsag at tilgivelse er den eneste
mulighed for at komme videre med livet.
Kærlighed og ægteskab bliver ikke bare ved med at være som en selvfølge. Kærlighed og ægteskab har brug for et rum at være til i, et rum at leve i, som det rum Gud har givet os at leve i, da han skabte verden. Det rum bliver ved med at være og holde kaos på afstand, så længe de kærlige ord lyder, og de kærlige gerninger finder sted imellem de elskende. Og skulle det alligevel knibe, hvilket det i perioder kommer til for alle mennesker, må de elskende mødes, se hinanden i øjnene og genfinde de smukke ord, hvis de skulle være blevet væk i hverdagens
travlhed, i hverdagens rutiner osv. For nogen lykkes det at elske og ære til døden skiller dem ad. Hvælvingen holdes oppe af kærlige ord og gerninger. For andre lykkes det ikke. Hvælvingen bryder sammen, og de to - som før elskede hinanden - ser sig nu nødsaget til at gå hver til sit. Men over dem alle lyses Guds velsignelse til lykke, trøst og opmuntring og ikke mindst til tro, håb og kærlighed. Glædelig sommertid til alle og glædelig bryllupstid til dem der skal
giftes!

Merry Lisbeth Rasmussen