Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, søn d. 10. apr 2016, kl. 16:21

Pinseåndens virke

Det er Gud der skaber med sin Ånd

Det er forår, og det er pinse. De to ting har meget med hinanden at gøre. Det lyser ud af salmen ”Naturen holder pinsefest”. Det lyser også ud af salmen, at naturen opfattes som Guds katedral. Det er Gud, der har skabt naturen. Guds fingeraftryk er i naturen. Der kan vi mærke Guds nærhed og fornemme, hvad Gud er for en Gud. En Gud som elsker mangfoldighed, skønhed, farver og dufte. En intelligent Gud der har skabt ethvert levende væsen så perfekt, at det kan gøre præcis, hvad det er skabt til at gøre: flyve, svømme, gå, løbe. Hvis blot en eneste svingfjer var skabt forkert på en måge, ville den ikke kunne flyve. Men det kan den, fordi den er skabt perfekt af en intelligent Gud. En Gud der bobler af skabertrang.


Og han skaber igen og igen

Han skabte ikke kun dengang, hvor hans ånd svævede over vandene, som der står i skabelsesberetningen. Men hele tiden, igen og igen er Gud med sin Ånd på færde i verden og skaber nyt liv i naturen, i mennesker, blandt mennesker, imellem Gud og mennesker, i dåbsbarnet når det bliver døbt, i nadveren, når vi går til alters, i den sørgende, når den sørgende stille og roligt og til trøst og opmuntring kaldes ud af sorgens mørke rum og tilbage til livet. Helligånden er Guds skaberkraft, der får de sammenkrøllede blade til at folde sig ud forår efter forår. Alt det, der er grønt og frodigt og vælter op af jorden og springer ud i fuldt flor om foråret, vidner om, at Gud skaber ved sin Ånd. Det er altså en livfuld ånd vi taler om, når vi taler om Guds Ånd.


At tale om ånd er svært

Hvis vi i hverdagssproget skal karakterisere en åndelig dimension, så bliver det enten meget højtideligt, eller også har vi ikke ord for det. Den almindelige samtale ved middagsbordet om, hvordan man har det åndeligt, den vil simpelthen ikke finde sted.


Når vi uden om kirken kan have svært ved at tale om ånd, og derfor har svært ved at forholde os til åndelige dimensioner som den, der findes i pinsen, kan det skyldes flere ting. Jeg vil pege på to. Den ene årsag er effektiviseringen, som kan forklare en del af åndsfattigdommen. Altså dette at vi fra politikerne har hørt i flere år, at tid koster penge. Derfor skal vi effektivisere vores tid, så vi får udrettet mest muligt på den kortest tænkelige tid, så vi derved får det største udbytte og flest penge i kassen. Det er det, det handler om. Vi farer rundt som fluer i en flaske, utrolig aktive. Vi snakker meget, men siger ikke meget. Vi støjer. Men effektivisering er den rene gift for ånden.


Den anden årsag er sekulariseringen. Altså dette at kristendommen har mistet indflydelse på skoleskemaet, i det politisk-offentlige rum og i det personlig-eksistentielle og etiske rum. Vi har vænnet os til et distanceret forhold til kristendommen, som noget der dybest set ikke behøver at have indflydelse på mit liv. Jeg klarer mig fint uden. Jeg kan godt gå i kirke for hyggens skyld, men ikke fordi jeg har brug for det. Men det er jo helt forkert. For det er jo netop i kirken, at mennesket får næring til sin ånd. Det er her, vi hører om Guds hellige Ånd. Og det er her, vi beskæftiger os med åndelige spørgsmål, som har med menneskets eksistens at gøre: Hvem er vi, hvorfor er vi, hvad er problemet, og hvad er løsningen? Verden er stor og kompleks, ligesom tilværelsen er det, og hele min eksistens har en bestemt dimension, man passende kunne beskrive med ordet 'ånd'.

Ånd tager tid

Guds hellige Ånd, som vi fejrer i pinsen kræver tid og rum og fordybelse, så din ånd og min ånd kan erfare og sanse den guddommelige ånds nærvær og storhed. Fyringsrunder som led i en spareplan, så de tilbageværende på arbejdsmarkedet må løbe endnu stærkere, for at nå alt det de skal gøre, og sekulariserede samfund der har berøringsangst for Gud og tilværelsens åndelige dimension skaber stressede og rastløse mennesker, som har svært ved at falde til ro og lytte og sanse det, der har med Guds Helligånd at gøre.


Vi SKAL tale om ånd

Har vi ikke tilstrækkelige ord for ånd, bliver det meget sværere for os at forholde os til de åndelige dimensioner i tilværelsen. Med sproget former vi det uformede, og hvis vi har mistet sproget for det åndelige, og dermed ikke formår at definere hvad ånd er, er den heller ikke forstået. Så har vi ikke begreb om ånden. Det gør vores liv mere indskrænket. De mennesker, der har et fattigt sprog, har også en fattig verden. Derfor har vi også en fattig ånd, når vi ikke har et sprog for ånd. Så mister vi sansen for det åndelige, som giver livet næring, som fornyer livet for os. Så mister vi sansen for det vi længes efter. Vi mister sansen for at leve i spændingsfeltet imellem det jordiske og det himmelske, det menneskelige og det guddommelige. Vi mister sansen for det, der er større end os selv. Vi mister sansen for Gud, sansen for fællesskab og overlades til os selv og vore egne små liv.


Effektivisering og sekularisering gør brug af et åndløst sprog. Det er et magtsprog, et militaristisk kommandosprog, som vil se øjeblikkelige resultater i pengepungen. Her er der ikke plads til hverken Guds Hellige ånd eller vor egen ånd. Der er ikke plads til fællesskab eller menneskelige hensyn. Der er ikke plads til nærvær. Her er åndsfraværelsen og den åndelige armod, som skaber rodløse, rastløse og adspredte mennesker.


Vi skal have mere ånd

Guds hellige Ånd forbinder Gud med mennesker. Den forbinder mennesker med hinanden. Den skaber fællesskaber. Den kalder mennesker ud af ensomheden. Den trøster og opmuntrer den sørgmodige. Den spreder livsglæde og livsmod. Den sætter mennesker i bevægelse, så vi ikke stivner i rigiditet og småborgerlighed. Åndens sprog er et fællessprog for os alle, som vi skal genopdage, som er inspireret af Gud Helligånd, som taler om mennesket og livet på en større og smukkere måde, så vi forstår at vort livs kilde er Gud og ikke os selv. Åndens sprog er et sprog, der rammer plet i vores liv, så vi føler os set, som dem vi er, så vi føler os genkendt, som dem vi er, og elsket som dem vi er – af Gud. Når ånden kommer over os, liver vi op og inspireres af åndfulde tanker og taler et åndfuldt sprog. Det er altså ikke svært at få øje på Ånden. Den satte sig på disciplene som tunger af ild, så de blev fyldt af Ånd, en slags guddommeligt kunstigt åndedræt. Sådan kan vi andre også modtage Guds åndedræt, som gør os lysende, så vi kan mærke livet fosse ind i os som en levende kilde, og snart er vi åndfulde. Så åndfulde at vi kan se ind i pinsen. Se ind i Guds Helligånd. Og der se os selv i Guds virkelighed. God pinse!


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt