Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, fre d. 5. feb 2016, kl. 16:25

Hvad betyder nadveren?

Nadver betyder ganske enkelt aftensmad, og når man spiser sammen, bliver man sammenspist. I nadveren spiser menigheden sammen med Jesus, og bliver sammenspist med ham, en del af ham.


Den sidste aften Jesus levede, spiste Jesus et måltid med sine 12 disciple. Det var under dette måltid, at han sagde til dem, at når han om lidt gik bort fra dem, var det for at ofre sig for dem, men han ville opstå igen.


Når han var opstået, og de skulle forsamles i troen på ham som Guds søn, skulle de tage brød og vin på samme måde, som de gjorde nu, og spise sammen i hans navn. Når de gjorde det, ville han tage bolig i brødet og vinen, så brødet ville blive til hans krop og vinen til hans blod. Når de spiste brødet og drak vinen, var han således ikke blot til stede hos dem eller iblandt dem men i dem, og kunne skænke dem syndernes forladelse.


Jesus er til stede

På den måde er nadveren det sted i gudstjenesten, hvor mennesket først hører, så ser og selv smager, at det hører sammen med Jesus, og hører sammen med medmennesket, fordi alle døbte er en del af ham. I nadveren er det således Jesus selv, der kommer til stede og forvandler sig for menneskets skyld og siger, de er værd at spise sammen med. Der sker det samme i nadveren under gudstjenesten, som der skete ved Jesus’ sidste måltid med sine disciple.


Syndernes forladelse

Det skete bliver således virkeligt, og når præsten sender nadvergæsterne væk fra alteret, får de at vide, at de har modtaget syndernes forladelse og et pant på, at Gud fortsat vil styrke og opretholde dem. De får også korsets fortegn – opstandelsestegnet - for den hverdag, de skal ud i. Nadveren slutter med en takkebøn, og herefter følger ”Den aronitiske velsignelse”, der går helt tilbage til Det Gamle Testamente.


Nadveren er det andet af de to sakramenter i den evangelisk-lutherske kirke. Det første er dåben.


De to sakramenter hænger sammen. Dåben er indgangen til livet med Gud og skal aldrig gentages. Nadveren er næring til vandringen med Gud og er derfor noget, vi skal have igen og igen. Eller som Jesus sagde: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.« (Joh. 13,10). I dåbens bad blev vi renset for al synd. Men det onde virker stadig i os og med os. Derfor har vi brug for at få »vasket fødderne« mange gange.


Samtidig er nadveren et synligt udtryk for det kristne fællesskab, som vi blev sat ind i ved dåben. Ved alterskranken samles vi med hinanden til et fælles måltid, som fortsætter og fuldendes i evigheden. (Matt. 26,29).


Til hvad nytte er det at spise og drikke på den måde?

Det viser de ord, Jesus siger: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«. På grund af de ord får vi i denne hellige handling (sakramente) tilgivelse for synden, liv og frelse. For hvor der er tilgivelse for synden, er der også liv og frelse (Luther).


Et nyfødt barn skal have noget at spise for at kunne blive ved at leve. Sådan har vi også brug for næring til det nye liv, som vi blev genfødt til i dåben. Vi har brug for hjælp til at tro. Den næring får vi i nadveren.


I nadveren modtager vi syndstilgivelsen igen og igen. For Jesus siger, at når vi spiser brødet og drikker vinen ved nadveren, får vi hans legeme og blod. Og da hans legeme døde, og hans blod flød på korset, var det på grund af vore synder og for at tage straffen i stedet for os. Det er det, vi modtager og får del i gennem brød og vin.


Derfor skal vi ikke selv dø for vor ondskab, men leve et helt nyt og evigt liv. (Joh. 6,53-56).


Hvordan kan det, legemligt at spise og drikke, gøre så meget?

Det er heller ikke det at spise og drikke, som gør det alene. Det skal holdes sammen med ordene, som siger: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«. De ord er det vigtigste i nadverens sakramente sammen med det at spise og drikke. Og den, der tror på de ord, han har allerede fået det, som ordene lover og siger, nemlig »syndernes forladelse« (Luther).


Nadveren kaldes et sakramente, fordi det er en hellig handling, som er indstiftet af Jesus. Dåben er også et sakramente. For at noget kan kaldes et sakramente, skal der være et ydre tegn sammen med nogle ord, hvor Jesus lover at give noget igennem tegnet. Både ordet og tegnet hører med.


I dåben er det ydre tegn vandet, og i nadveren er det brødet og vinen.


Brødet og vinen får kun betydning, fordi vi får det sammen med Jesu ord, hvor han siger, at det er Hans legeme og blod, og at det bliver givet til os, for at vi kan få tilgivelse for synden.


Og den tilgivelse har vi, hvis vi tror på, at Jesus giver os den, når vi spiser brødet og vinen. Ligesom han har lovet det.


Man kan vel forberede sig til at gå til alters på en fin ydre måde ved f.eks. at lade være med at spise. Men den, som har troen på disse ord: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«, er værdig og velforberedt. Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler på dem, er ikke værdig og beredt. For ordet »for jer« kræver lutter troende hjerter (Luther).


Nadveren gives til hver enkelt af os

Jesus har givet os nadveren for at hjælpe os til at holde fast ved, at han virkelig døde for at frelse os. Derfor giver han sit legeme og blod direkte til hver enkelt af os, når vi går til alters. Og han ønsker, at vi tager imod det i tro. Vil vi ikke tro på, at tilgivelsen rækkes til os, når vi får brødet og vinen, gør vi grin med Guds gaver ved at gå til alters. Så viser vi i virkeligheden, at vi ikke regner det for at være noget værd.


Du skal ikke være så og så god eller »from« for at kunne gå til alters. Der kræves kun én ting for at gøre det på en ordentlig måde: Troen på, at Jesu død gælder for dig helt personligt. Fordi du spiser den krop og det blod, som døde for alverdens synd, og som nu bliver givet lige præcis til dig.


Ved troen tager vi imod Guds gaver og lever i dem. Derfor er troen så vigtig.


I nadveren får vi en ny begyndelse

Nadveren er som en ny begyndelse for det enkelte menneske. Der slås en streg over fortidens synder. Byrden bliver løftet af den enkeltes skuldre, og en ny begyndelse er mulig igen og igen og igen…: Gå bort og synd ikke mere! Men:
Rejs op dit hoved, al kristenhed!
Opløft dit øje, slå ej det ned!
I Himlen du har hjemme,
dér er dit hjerte, dér er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.


Med disse gode ord fra Grundtvig, som vi synger i salme 274 vil vi gå til gudstjeneste og modtage nadveren i troen på, at vi hermed går en ny begyndelse i møde. Alt det der ligger i ruiner med bøvl og ballade er bag os. Foran os er en ny fremtid med mulighed for at begynde på en frisk, om troen på tilgivelse og forsoning og vilje til forandring er tilstede.


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt