Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, tir d. 16. jun 2015, kl. 16:43

Folketingsvalg

Et indskud i debatten


Menneskesyn økonomisk set

De politiske debatter er i skrivende stund i fuld gang, og sådan skal det være, når valget står for døren. Lad mig begynde med at slå fast, at vi som samfund selvfølgelig ikke kommer udenom at tale økonomi. Pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Er det ikke sådan politikerne plejer at sige? Når jeg nu forhåbentlig har cementeret nødvendigheden af økonomisk ansvarlighed, vil jeg komme med et lille indskud i debatten, som efter min mening mangler et menneskeligt ansigt. Vi er som samfund gået for langt ud af en vej, hvor penge er blevet et formål i sig selv. Det betyder, at mennesket ikke længere er det vigtigste - det er pengene. Pengene er over menneskene. Penge dikterer mennesker i stedet for at være et middel til at tjene mennesker. Mennesker er pludselig blevet et middel til at realisere et formål, som handler om penge. Men hvad er det for et menneskesyn, der ligger til grund for denne tankegang? Forståelsen af mennesket, som jeg netop har sagt, er begrænset til, at det er et middel, et instrument, som skal tjene et andet og højere formål end mennesket selv, som er økonomiens formål. Mennesket er med andre ord ikke længere et værdigt formål i sig selv. Og her må alle kristne sige fra og åbne munden, fordi det strider imod det kristne menneskesyn. Selvfølgelig skal vi have driftige mennesker, der får hjulene til at dreje rundt, selvfølgelig skal enhver yde sit efter bedste evne, og selvfølgelig skal økonomien hænge sammen, men midt i alt det må vi ikke glemme menneskeligheden.


Menneskesyn kristeligt set

Kristeligt set kan mennesket ikke begrænses til at skulle forstås inden for rammerne af kold økonomisk tænkning. Det er faktisk meget ukristeligt at tænke på den måde. Du kan ikke tjene både Gud og mammon, står der et sted i Bibelen. For husk, at der lige midt i 2 kronen er et stort, gabende tomt hul. I den kristne tænkning og tro sættes mennesket ind i en helhedstænkning af tilværelsen, hvor Gud har skabt verden og mennesket med, og i sin skabthed har ethvert menneske ubetinget værdi, og ethvert menneske er elsket af Gud uafhængigt af, om samfundets pengekasse er fuld eller tom. Forståelsen af mennesket hænger altså nøje sammen med forståelsen af Gud. Gud som har skabt os. Gud som har vist sig for os i Jesus Kristus og kaldet os til at leve som hans børn. Jesus lærte os, i det vi kalder det dobbelte kærlighedsbud at: "Du skal elske Herren din Gud" og "Du skal elske din næste som dig selv". Det kan man læse i Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 37 og frem. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Lukasevangeliet kapitel 10 vers 25-37 lærer Jesus os, at det betyder, at vi skal hjælpe, hvor mennesker er i nød. Det afgørende at forstå i denne helhedstænkning af tilværelsen, hvor Gud og mennesker hører sammen, er, at troen må omsættes til handling i hverdagen til gavn for den næste, som er i nød, men som trods sin nød er ligeså meget værd i Guds øjne som du og jeg, fordi hvert menneske er skabt i hans billede.


Det enkelte menneskes værdi gælder også dem vi beklager os over er for dyre for statskassen, og som vi måler og vejer i procenter af det samlede statsbudget - alle dem som ikke bidrager til statskassen, men kun er en udgift: det svage menneske, det syge menneske, børnene og de unge, de studerende, de gamle, de psykisk syge, ja, alle som på den ene eller den anden måde er på det vi kalder overførselsindkomst.


I den kristne tænkning og tro må vi afvise, at mennesket og menneskelivet er ligegyldigt eller en belastning for samfundet, blot fordi det ikke kan tage vare på sig selv. Martin Luther skriver i den lille katekismus sådan her: "Jeg tror, at Gud har skabt mig og alle skabninger, har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser, og endnu opholder dette". Mennesket må derfor forstå sig selv i lyset af at være skabt af Gud, og deri finder det sin værdi, som ingen kan tage fra det. Den politiske debat har desværre givet os det indtryk, at et menneskes værdi skal måles i, hvor mange procenter det belaster det samlede statsbudget med, eller omvendt – hvor meget det bidrager med. Tænk om vi skulle måle vores egen værdi på, hvor meget vi betaler i skat, eller på hvor meget vi koster fællesskabet, eller på hvor meget eller lidt vi kan præstere. Det er en kold og umenneskelig måde at forstå mennesket. Som kristne forstår vi mennesket og livet på den måde, at det er Gud, der har givet os det liv, vi er i fuld gang med at leve. Derfor har ethvert menneske værdi af den simple årsag, at det er skabt.


Næsten og de kolde fakta

Når jeg lytter til politiske debatter på tværs af rød og blå blok, hvor man med den økonomiske tænkning som det højeste formål i sig selv debatterer menneskers liv, bliver jeg bekymret for fremtiden: Hvor mange børn kan vi presse ind i børnehaven, og hvor få pædagoger kan vi sætte til at passe dem for derved at holde lønudgifterne i ro? Fakta: I 2015 går 28, 9 % af de kommunale og regionale budgetter til børne- og ungdomsområdet. Eller hvor hurtigt kan vi presse vore unge igennem uddannelsessystemet så vi kan spare på Statens Uddannelsesstøtte? Fakta: I 2013 var statens udgifter til SU ca. 17 milliarder kr. Eller hvor mange gamle kan vi nå at bespise og hjælpe i seng på plejehjemmet uden at sprænge budgetterne? Fakta: I 2015 går 20, 6 % af de kommunale og regionale budgetter til ældre og handikapområdet. Eller hvor mange kræftoperationer kan man nå at udføre på de danske sygehuse, og hvor få rengøringsmedarbejdere kan man ansætte uden den manglende rengøring går ud over patienternes helbred? Fakta: 15% af statens samlede budget på 1.092 mia. kr. i 2015 går til sundhedsområdet. Jeg bliver bekymret, fordi den kolde procentregning mangler et menneskeligt ansigt. Hvis jeg bliver gammel og kommer på plejehjem, skal jeg føle mig som en belastning, hvis jeg er ung og studerende, skal jeg føle mig som en belastning, hvis jeg er nødstedt, skal jeg føle mig som en belastning.


Et pust til den politiske debat

Vi mangler i den politiske debat at få formuleret et menneskesyn, som ikke er begrundet i økonomi, men som er begrundet i, at ethvert menneske har værdi, af den simple årsag at det er skabt af Gud. I det lys skal vi møde den gamle på plejehjemmet, i det lys skal vi møde vore børn i institutioner og skoler, og i det lys skal vi møde de nødstedte som har brug for vores hjælp. Den tidligere biskop i Roskilde stift har engang sagt: den nødstedte næste er den næste, som for tiden er svag. Underforstået, næste gang kan det være mig, som er for tiden svag. Et menneske er altså ikke enten stærkt eller svagt. Vi har perioder i vort liv, hvor vi er enten det ene eller det andet og af mange forskellige årsager. Husk nu, at i midten af tokronen er der et stort gabende tomt hul. Det er der ikke i det fællesskab som er baseret på de kristne værdier. Der er der venskab og fylde.


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt