Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, lør d. 20. sep 2014, kl. 16:47

Hekseafbrændinger


Så har vi netop fejret Sankt Hans, hvor vi dannede kreds omkring bålet og samledes i hyggeligt samvær og fællessang. På toppen af bålet stod traditionen tro en heks, som skulle fortæres af flammerne. Når man tænker en smule over det, er det jo egentlig uhyggeligt at tænke sig, at man rent faktisk har brændt levende kvinder og mænd på bålet i 1600 tallet, idet man troede, at de var hekse. Ved at brænde dem på bålet jog man det onde på flugt – ud af byen ud af øje og sind for at sikre fællesskabet. Hekseafbrændinger i 1600 tallet, steninger af kvinder i arabiske lande og dæmoniseringer/karaktermord af jøderne under 2. verdenskrig og dæmoniseringer/karaktermord i vore dage af mennesker vi har set os vrede på, har meget til fælles. Det er de samme mekanismer der træder i kraft, når et menneske skal anklages og dømmes.


En typisk hekseproces begyndte ofte med et rygte. En eller flere sætter rygter i omløb og tegner en arrangeret virkelighed og fortæller ubehagelige, bagtaleriske historier om den man vil have dømt. Historierne har til formål at tegne et forvrænget billede af personen for at få vedkommende umenneskeliggjort. Ligesom man umenneskeliggjorde jøderne under 2. verdenskrig ved at tegne dem som rotter. På den måde spreder man uvilje omkring personen. En eller flere peger, anklager og dømmer, og andre følger efter. Hvis der var flere mennesker, der sluttede op om rygtet, måtte folk jo tænke, at der nok er noget om snakken. Det kan ikke være helt usandt, tænker folk, når flere fortæller de samme rygter. Derfor blev heksen slæbt ind for Kirkenævnet, som bestod af lokale folk fra sognet, som kendte anklagede. Nævnets udtalelse var oftest lig med dom. Det næste trin var nu det pinlige forhør, hvor heksen skulle angre og bekende sin pagt med den onde selv. Man sagde om vandforhør, at hvis heksen flød ovenpå vandet var det fordi hun var skyldig. Druknede hun, var det fordi hun var uskyldig. Dem, der ikke druknede, blev kastet på bålet og brændt i levende live. Hvis hun var heldig blev der kastet godt med ved på bålet, så afbrændingen gik så hurtigt som muligt.Det uhyggelige ved denne proces er, at det dengang i 1600 tallet, under 2. verdenskrig og i dag er såre let at tegne forvrængede billeder af andre mennesker. Man pisker en stemning op og snakker og fortæller, dog ikke med personen selv. Det hele foregår bag personens ryg i lukkede og hemmelige samtalerum. Uskyldige mennesker er på den måde blevet brændt for ingenting. Først var de måske lokalområdets vise og kloge kvinder, der havde hjulpet en masse mennesker med at føde, med at blive raske, med at finde en vej i livet. Men pludselig var de afhumaniseret, fordi en eller flere havde set sig vrede på dem.


Da Jesus blev arresteret og korsfæstet langfredag af mennesker, der ligesom hekseforfølgerne og jødeforfølgerne var parate til at være bødler, var nogle af hans sidste ord en bøn til Faderen, at Han skulle tilgive dem, thi de vidste ikke hvad de gjorde. Det er den opgave enhver kristen er blevet pålagt af Vorherre – at tilgive. Ikke kun 7 eller 77 gange, men 777…gange. Hvem er det så, vi skal tilgive? Hvem er bødlerne? Ja, det kan være ganske almindelig mennesker. Dig og mig, som den ene dag tilsyneladende er pæne og ordentlige mennesker, og den næste dag må se os selv i øjnene som bødler. Jeg tror, vi alle har prøvet det. Vi har alle prøvet at være ofre den ene dag og bagtaleriske bødler den næste. Jesus vidste, at mennesket var skruet sådan sammen. Han så dybt i ethvert menneskes sjæl. Men uanset hvad han der fik øje på af såvel lys som mørke, elskede han os alligevel, og han krævede, at vi skal gøre det samme. I dåben er vi kaldet til at gå i Jesu fodspor, at forsøge at være ligesom ham. Kan vi det? Vi kan måske begynde med ikke at tro på alt, hvad vi hører. Og vi kan begynde med at tage forsagelsen i trosbekendelsen alvorligt ved ikke selv at tage del i hekseafbrændinger, jødeforfølgelser, steninger, og dæmoniseringer af andre mennesker. Det er en livslang opgave at være kristen. Men det er også velsignet.


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt