Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, lør d. 8. feb 2014, kl. 16:48

Det gør en forskel


Af Jesper Knudsen


I løbet af de sidste tredive års tid har folkekirken mistet 400.000 medlemmer. I den periode er andelen af folkekirkemedlemmer faldet fra 94% af den danske befolkning til nu 78%.


Det er så mange mennesker, at Danmark ville have brug for 270 store domkirker for at rumme dem alle. Hvis ellers de frafaldne ville gide gå i kirke.


Så markant et fald er ikke til at komme udenom. Det er noget, der gør en forskel.


Når der forsvinder en lille halv million folkekirkemedlemmer har det den banale konsekvens, at der bliver mere tomt på kirkebænkene, fordi der er færre som overvejer at komme til gudstjeneste. Det betyder også, at de økonomiske ressourcer bliver mindre, fordi der er færre til at betale kirkeskat – den moderne form for kirketiende. Og så betyder det, at den tidligere så indlysende sammenhæng mellem stat og kirke bliver mindre tæt, fordi det bliver lettere for kritikerne at pege på den faldende opbakning blandt danskerne.


Det kalder på en reaktion. Måske kan man trøste sig med et let træk på skulderen og et ’åh pyt’, fordi folkekirkemedlemmerne stadig udgør et solidt flertal af den danske befolkning. Men reaktionen kunne også være en konstatering af, at de forsvundne folkekirkemedlemmer gør en forskel for den måde folkekirken skal være kirke på.




Hvis det faldende medlemskab gør en forskel for folkekirken, skal kirken reagere. Den skal gøre det klart, hvorfor det er vigtigt at være folkekirkemedlem. Det gør den ved selv at gøre en forskel.


Den lille forskel

Tidligere kunne folkekirken stole på, at danskerne med jævne mellemrum ville komme forbi ved en gudstjeneste, fordi alle danskere var vant til at bruge den kristne kirke som ramme om livet. Om ikke andet kunne de fleste finde ud af at bruge kirken til dåb, bryllup, begravelse og jul. Kirken var en selvfølgelig del af danskernes liv. Det er slut.


Folkekirkemedlemskabet er ikke lige så oplagt, som det tidligere har været. Automatpiloten er slået fra. Den slags gør en forskel.


Når det at være kristen ikke længere er en vane, bliver det noget man beslutter sig for at være. Man tager stilling og overvejer, om kirken gør en forskel, det er værd at satse på.


Den store forskel

Heldigvis har kirken aldrig været bleg for at gøre det klart, at den har et budskab, der gør en forskel.


Når bare kirken giver danskerne mulighed for at opdage den kristne fortælling, er det faktisk alt rigeligt. I den fortælling ramler man lige ind i et budskab, der kan gøre hele forskellen.


Den kristne fortælling kulminerer med påskens beretning om Jesus Kristus, der dør og genopstår. Jesu død og opstandelse skærer forskellen ud i pap. Det er her hvert menneske kan opdage, at livet er mere end rutiner og vanetænkning.


I påskens fortælling gør Gud en forskel så udforende, at man bliver nødt til at tage stilling til den.
Den forskel er altid til stede i kirken. Her er det til enhver tid muligt at møde udfordringen. I tiden før påske er det fasten, der gør forskellen tydelig.


Fasten er perioden mellem fastelavn og påske. Det er den tid, hvor man som kristen kan vise, at man lægger stor betydning i det offer, Kristus gav ved at leve og dø som menneske. Fasten er en anerkendelse af den kamp, Jesus gennemlevede, da han fastede i ørkenen og blev fristet med det overfladiske i livet.


Det er tanken, at den kristne i fasten selv kan afstå fra det, man normalt ikke vil leve foruden. Man kan vælge at droppe nogle måltider og få en lille fornemmelse af, hvad det vil sige at yde et offer. Det kan gøre oplevelsen mere håndgribelig. Men det afgørende er, at man i fastetiden indstiller sig på, at påskens fortælling om død og opstandelse gør en forskel, der ikke er ligegyldig.


I fastetiden får man mulighed for at opdage, at forskellen gør en forskel.

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt