Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, fre d. 18. maj 2012, kl. 00:00

Pinse


Når Gud og menneske skaber


Her er et billede, som forestiller en buste af Kleopatra fra Glyptotekets udstilling. Kleopatra var Cæcars elskerinde, Ægyptens herskerinde, og hun døde for ca. 2000 år siden. Men en skulptør har foreviget hende ved at indfange hendes smukke ansigt og hugge det ud i sten. Der står hun så! Smuk og informativ om samtiden til skue for betragteren. Men der er noget hemmelighedsfuldt over hende. Det er næsten som om, at det ikke kun er os der betragter hende. Hun betragter også os. Hun ser så livagtig ud. Som om hun midt om natten, når kustoden er gået hjem, kunne finde på at sætte sig i bevægelse, blinke med øjnene som et rigtigt menneske. Så ville hun ikke længere være skulptørens efterligning af et menneske, men et rigtigt menneske! Men det er hun ikke! Hun er og bliver en skulptur, uden livsånde, uden livfulde øjne der afspejler sjælens grund, uden bevægelse. Således er busten et vidnesbyrd om, at hertil kan mennesket i sin kreative skabertrang komme i sin efterligning af Gud. Gud skabte mennesket. Som når skulptøren arbejder på sit værksted, arbejdede Gud med at forme og modulere mennesket af materiens materiale, indtil det fik den form, som Gud fandt passede bedst. Mennesket efterligner nu Gud og skaber en skulptur. Men så kommer det afgørende, der viser forskellen på det at være Gud og det at være menneske: Gud blæste sin livsånde i menneskets næsebor, så det blev et levende væsen og satte i bevægelse. Det kan skulptøren ikke. Derfor står busten af Kleopatra stadig ubevægelig og uden livsånde, 2000 år efter den blev kreeret.


Født af Ånden

Ethvert dåbsbarn, som fødes af Ånden, har alt det, som skulpturen ikke har: Livsånde, bevægelse, kinder der rødmer, og øjne der blinker og afspejler sjælens grund… således er det med hver den, som er født af Ånden, som der står i Det ny Testamente. Det er Ånden, der skaber liv og sætter i bevægelse, på samme måde som når vinden en blæsende sommerdag sætter træets krone i bevægelse. Selvom man ikke kan se vinden, kan man dog se dens effekt. Trækronen bevæger sig rent faktisk. Hvordan så med Ånden. Kan man se og erfare Ånden?


Der findes en bog, der hedder ”At tegne er at se”. Det er en bog for mennesker, der vil lære at tegne. At tegne er at se verdens/menneskets virkelighed med linjer og furer, lys og skygge. Ikke alle kan se og tegne verdens og menneskets virkelighed. Det kan kun den, som er født med tegnerens øje for det skabte. Således kan den, som er født af Ånden, se og erfare Ånden. Det troende menneske har fået troens øje at se med, og med det ser det Åndens virkelighed. Når jeg f.eks. ser på det lille dåbsbarn, ser jeg ikke blot et tilfældigt biologisk produkt uden ånd, som er sig selv nok og sin egen herre. Nej, med troens øje ser jeg et barn, som er skabt af Gud og derfor har Guds livsånde i sig. Som bærer af Guds Ånd, af livet og af fremtiden er barnet helligt. Helligt for Gud og helligt for mennesker. Og deri består dets ukrænkelige værdighed. Jeg ser et Guds barn, som er født af ånden, og derfor har Gud som sin Far og Herre. Selve Ånden kan vi altså ikke se, men med troens øje kan vi se og erfare dens virkelighed, og dvs. Guds virkelighed. Tegnerens øje kan trænes op og blive bedre til at se den virkelighed, der skal tegnes, men det kan også gå den anden vej. Hvis det ikke bruges, bliver det slapt og måske endda til sidst blindt overfor den virkelighed, der skal tegnes. Således også med troens øje. Det kan skærpes, og det kan blindes for Åndens virkelighed, som ikke skal forveksles med verdens virkelighed.


Troens øje

For ikke alt, hvad der tilhører verdens virkelighed, tilhører Åndens. Hvordan kan vi så se forskel? Det kan vi med troens øje. Med troens øje kan vi se, at Åndens virkelighed er der, hvor kærligheden er. Den kan kendes på, at dens tale skaber livsfylde og glæde.


Der hvor Ånden ikke er, er fravær af kærlighed. Den virkelighed kan man kende på, at dens tale er gold, og der bliver koldt og tomt, hvor den lyder. Man kan også kende den på dens tale om livet. Livet er ingenting værd. Derfor behøver jeg ikke at værne om det, respektere det. Jeg kan gøre med det hvad jeg vil, og når jeg vil til min egen fordel. Dens tale fører til angst og intethed. Langsomt stivner livet og bliver til intet.


Når livet stivner…

Det andet billede som vises her, viser hvordan:




Det er Hans Scherfigs billede af sagnet om Rottefængeren fra Hameln. En allegorisk fremstilling af nazismen (personificeret i Adolf Hitler) som moralsk og ideologisk forfører.
Her er Åndens virkelighed ikke. Børnene bevæger sig stadig, men de går i takt og marcherer, og nogle har hævet armen for at heile. Bevægelserne er ved at blive konforme for til sidst at stivne som busten af Kleopatra på Glyptoteket. Rottefængeren fra Hameln, personificeret i Adolf Hitler, er ved at begå en dødssynd. Han går til angreb på Gud. Det gør han ved at angribe Guds børn, som bærer Guds ånd i sig. Han lokker Guds børn i døden i floden Weser. Rottefængeren fra Hameln er et billede på den side af menneskets natur, som henligger i mørke, og som ikke vil kendes ved Gud, og derfor ikke vil holde fast ved hans ord, som Jesus siger i Det ny Testamente. Børnene er et billede på, hvor skrøbeligt livet er, og det vil minde os om, hvilket ansvar vi er sat til at varetage.


Pinsens glædelige budskab

Evangeliet om Kristus vil så minde os om, at der er kommet lyd fra himlen, og at vi pinsedag, fejrer verdens og menneskets fornyelse. Det glædelige ved budskabet er, at det aldrig er for sent at vende om og gå ud af takt. Det er aldrig for sent igen at holde fast ved Guds Ord og igen begynde at elske. Hvordan ville billedet da se ud?
Hvis vi prøver at skifte Rottefængeren fra Hameln ud med Jesus, ville vi se børnenes motorik ændre sig. De ville gå ud af takt, ta´ sålen ud af de trampende støvler, ta´ den heilende arm ned i bukselommen, blive mere mangfoldige og frie, anarkistiske som børn kan være, mere menneskelige, glade, livfulde, sporet ind på hinanden som et fællesskab. De ville med andre ord opføre sig som Guds børn – elske og være med i kærlighedens fællesskab. Pinsens glædelige budskab er, at Ånden fornyr, skaber forandring, liv og bevægelse, der hvor livet er gået i selvsving, gået i sig selv, gået ned i selvdestruktion, stivnet som en saltstøtte. Derfor kommer Jesus med en mild opfordring til bevægelse: Rejs jer, lad os gå herfra. Tilbage til hverdagen hvor både sorg og glæde er, liv og død, lys og mørke, men som noget nyt – så også Kristi fred som en ny virkelighed, der strømmer fra hans Ånd ind i verden. Ind i menneskers hjerter. Glædelig pinse alle sammen!


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt