Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, lør d. 9. okt 2010, kl. 00:00

Refleksioner over novembermørke


Den mørke tid står for døren, og snart skal vi holde mindegudstjeneste i kirken for de døde. Når novembermørket bliver for massivt og deprimerende, tænder vi lys i vindueskarmen for at bryde mørkets magt. Mørke forbinder vi med døden, fordi livet ikke kan vokse og gro i konstant mørke. Der skal lys og varme til for at få livet til at pible frem af de forfrosne vintergemmer. Det ved vi godt. Derfor forbinder vi lyset med livet. Vi ved også godt, at mørket er på lysets betingelser og omvendt - lyset er på mørkets betingelser. De er på hinandens betingelser. På samme måde med livet og døden. Vil vi have lyset og livet, må vi tage mørket og døden med. Fænomenerne er som sagt betinget af hinanden. I denne omskiftelighed og på disse forgængelige vilkår lever mennesket sit liv.


Omskifteligheden og forgængeligheden vækker en længsel dybt nede i menneskets sind efter uomskifteligheden og uforgængeligheden også kaldet evigheden – der hvor modsætningerne er ophævet, hvor døden og mørket ikke er. Når fænomener som død, mørke, omskiftelighed og forgængelighed har sine modsætninger, må timeligheden også have det i evigheden, tænker vi. Det er jo sådan, vi kender og erfarer den modsætningsfyldte verden. Så hvorfor skulle timeligheden ikke have sin modsætning i evigheden. Min sjæl tror det. Den tror på evigheden. Den længes efter evigheden! Efter at blive favnet af den evige solopgang! Efter at have sin egen lille paradishave med blå blomster i Guds himmelske boliger! Der hvor den igen skal se de kære afdøde. Min sjæl længes, fordi omskifteligheden og forgængeligheden medfører lys - men også mørke, glæde - men også smerte, liv - men også død. Menneskets smerte fødes af omskifteligheden og forgængeligheden – når det mister sine nære, når tæppet rives væk under dets fødder, når det væltes omkuld, fordi livet fra det ene øjeblik har ændret sig og forekommer uforståeligt.


Da hænder det, at mennesket vender sig mod Gud, som er genstand for dets længsel, for dets håb. Håbet om at alting nok skal blive godt igen en skønne dag. Om ikke før, så efter døden i opstandelsen, i det evige liv i Guds evige boliger. Den Gud som siger om sig selv i Johannesevangeliet kap. 8, at han er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Og det lys er ikke på mørkets betingelser. Det er over mørket og bag mørket, som en skjult gåde vi endnu kan ane glimtvis, men da skal se ansigt til ansigt på den anden side af døden. Når bare vi ved, at livets omskiftelige vilkår hører timeligheden til, uden dog at vide hvorfor det skal være sådan, så går det måske nok. Her og nu kommer mørke efter lys, men efter død og forgængelighed kommer det evige liv, hvor mørket ikke længere er. Er det til syvende og sidst ikke denne længsel, der kvalificerer vort liv nu og her, uanset hvor lidt liv vi har tilbage? Forestillingen om at alt nok skal blive godt igen en skønne dag, uanset hvad livet måtte byde på af tungt novembermørke og eksistentiel smerte? Den som kan skue lyset forude, kan udholde selv det mest ufremkommelige mørke. Så lad da novembermørket sænke sig over den danske muld, når bare vi ved, at lyset kommer tilbage igen.


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt