Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, tir d. 15. sep 2009, kl. 00:00

Refleksioner over dåb


Når nybagte forældre i Sengeløse kommer til dåbssamtale hos sognepræsten i forbindelse med dåben af deres lille ny familiemedlem, har de gjort sig nogle overvejelser over, hvorfor de vil have deres barn døbt.


Dåb som tradition
Nogle siger, at de gerne vil følge traditionen. ”I vores familie er vi altid blevet døbt, det skal lille Pernille derfor også”, siger de. Ja, hvorfor ikke? Ved at følge traditionen anerkendes behovet for at være en del af en historie, at blive fortalt ind i en historie der er større end mig selv, og som fortæller mig, hvem jeg er. Dåben giver mig med andre ord identitet. For Sengeløse Kirkes vedkommende går denne historie tilbage til ca. 1150, da kirken blev bygget. År efter år har utallige familier i Sengeløse båret deres lille elskede frem i kirken, frem for Gud. I 2008 blev der født 33 børn i Sengeløse, og der blev døbt 34. Det er ganske meget i en lille landsby som vores.


Dåb giver tryghed
Andre siger, at det giver dem tryghed at få barnet døbt. Men hvad frygter de nybagte forældre, siden de har brug for at føle sig trygge? De frygter det, de fleste mennesker frygter: At miste dem vi elsker, at miste vore børn. De frygter for de øjeblikke, hvor livets vilkår rammer deres børn – sorg, lidelse og i sidste ende død. Og de frygter at stå ganske magtesløse, når disse onder rammer deres børn. Hvor gerne de end vil, kan de ikke træde i stedet for deres børn og tage deres lidelse og død på sig for at skåne dem. Forældrene er pinligt bevidste herom, og derfor frygter de. Der er altså tale om en ganske reel frygt. Men hvad sker der med frygten, når barnet bliver døbt? Den får ikke længere lov at stå alene. Den får følgeskab af håbet. Frygten er på samme tid forståelig og reel, men den har også noget livsbegrænsende i sig. Den får os på en måde til at lukke os for verden og forhindrer os i at leve fuldt ud, ja af frygt. Håbet der i mod åbner os for verden, for fremtiden i tillid til at noget godt kan ske.


Dåb som håb
Den som håber, håber på trods. Det håbende menneske har set lidelse, sorg og død i øjnene, men håber på trods heraf på lindring, på genoprettelse, på lykke, på det gode liv, på mere liv. Det gør dåbsforældrene også. De håber på alt det gode for deres børn på trods af de af livets vilkår, som vi forbinder med det onde. De håber på, at noget større end dem selv vil træde til og holde en værnende hånd under og over den lille, hvor forældrene selv er magtesløse. Og det er de ikke kun, hvad angår døden, men også i nogle henseender hvad angår livet. Derfor kommer de for at lægge barnet tilbage i Guds hænder med en bøn om, at han vil holde sin beskyttende hånd over det mod alt ondt i denne verden. Det betyder ikke, at det onde i verden ikke længere er en del af livet. Sorg, lidelse og død gør sig stadig gældende. Men det betyder, at det onde og døden ikke længere har magt over os i evighed. Den kamp vandt Kristus påskemorgen, da han opstod fra de døde.


Dåb som relation
De biologiske forældre føder et biologisk barn af kød og blod. Forældre-barn relationen handler om at skabe kærlige rammer for barnets opvækst og sørge for, at det kan udvikle sig trygt og godt. Men som alle biologiske væsener har barnet døden i sig. I dåben genfødes det lille barn til evigt liv med Gud og med mennesker. Gud-menneske relationen handler om at vokse i ånden i tro, håb og kærlighed til Gud, næsten og sig selv. Når tiden er inde, skal det lille barn stadig dø den biologiske død, men på den anden side af døden skal det genopstå med Kristus. Det er dåbens glade budskab, hvorpå slægt efter slægt lever og dør. I Sengeløse siden ca. 1150.


Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt