Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, fre d. 13. okt 2017, kl. 10:21

Kristendom og reinkarnation

For et stykke tid siden blev jeg spurgt af en tænksom beboer i sognet om, hvordan kristendommens tro på opstandelsen forholder sig til buddhismens og hinduismens reinkarnationslære. Spørgsmålet er meget oppe i tiden og optager mange mennesker. Derfor blev vi enige om, at det nok er en god idé at skrive en lille artikel om emnet, hvilket hermed gøres i skrivende stund. Kan den kristne tro på opstandelsen og den buddhistiske og hinduistiske tro på reinkarnation forenes? Eller udelukker de hinanden? Det er spørgsmålet, som her skal besvares. Det hurtige og korte svar er, at det ikke lader sig gøre at forene troen på opstandelsen med troen på reinkarnationslæren. Derfor har man meget tidligt i kristendommens første århundreder udelukket reinkarnationslæren fra kirkens trosgrundlag af forskellige årsager, som jeg her vil fremhæve.

Om krop og ånd

Hvor kristendommen taler om opstandelse fra de døde, taler buddhisme og hinduisme om reinkarnation. I opstandelsen er det det hele menneske – det vil sige ånd og krop som opstår fra de døde til evigt liv, i det vi kalder Paradis. Mennesket lever videre i opstandelsen. Menneskets ånd og krop er uadskilleligt i den kristne tro, og tilmed er ånden og kroppen identitetsdannende såvel i livet som i opstandelsen for det enkelte menneske. Det er på den måde det samme menneske, som opstår efter døden, som levede frem til døden, men på samme tid bliver det i opstandelsen noget andet eller mere. Mennesket er ikke statisk. Det udvikler sig hele tiden i livet, i døden, i opstandelsen, men på samme tid har det en kerne, som er fast, som er dets ånd og krop.  Man kunne sige det på en anden måde: I opstandelsen kan vi genkende hinanden, som de nye mennesker vi er blevet.

  I den klassiske reinkarnationsforestilling kan ånd og krop adskilles. Når mennesket dør, lever ånden videre, og når de rette betingelser er tilstede, vil ånden tage bolig i en ny krop og leve endnu et liv. Den samme ånd har således levet mange liv (den er blevet reinkarneret) i mange forskellige kroppe.  

Leves livet lineært eller cirkulært?

I kristendommen tror vi, at menneskets historie er lineær, det vil sige fremadskridende. Vi har et liv, og en opstandelse. Vi fødes, vi lever, vi dør, vi opstår i ånd og krop til evigt liv. Livet er at betragte som en dyrebar gave, som skal leves fuldt ud, den ene gang vi har det, frem til opstandelsen, hvor vi skal stå ansigt til ansigt med Gud. Mennesket skal i kristendommen stå til ansvar overfor Gud for sine gode og dårlige gerninger. Gud er den retfærdige dommeren, men heldigvis en kærlig dommer, der taler meget om kærlighed og tilgivelse.

I hinduismen og buddhismen er menneskets historie cirkulær, det vil sige den gentager sig selv. Reinkarnationslæren går som sagt ud på, at ånden lader sig reinkarnere igen og igen og hver gang i en ny krop. Det nye liv man reinkarneres til vil være så godt eller dårligt, som ens handlinger har været det i det tidligere liv. Har man f.eks. været et dårligt menneske, vil man blive reinkarneret lavere i hierarkiet som et ringere væsen – måske som fattig eller som et dyr. Har man derimod gjort mange gode gerninger, bliver man reinkarnet højere oppe i hierarkiet – måske som rig. Man kan altså selv bestemme sin skæbne i reinkarnationslæren alt efter, hvilke gode eller dårlige gerninger man gør, imens man lever.  Med reinkarnationslæren handler det om at blive befriet for genfødselshjulet, samsara, for at blive forenet med verdensaltat (kosmos), Brahman. I buddhismen er det endelige mål også at blive fri af karma og dermed fri af genfødselscirkelen og opnå Nirvana. 

 

Er livet en gave eller byrde?

Idet reinkarnationslæren handler om at blive befriet for genfødselshjulet for at blive forenet med verdensaltet, kan man sige, at man i buddhismen og hinduismen betragter livet som en byrde. Befrielsen fra genfødslen, fra livet betragtes som det højeste mål.

I den kristne tro er livet som sagt en gave, som kun kan leves en gang. Her gælder det ikke om at komme væk fra livet, men om at leve det imens man har det, og med det liv i hånden kan man se frem imod opstandelsen efter døden til det evige liv. Selvom vi ikke ved, hvad det evige liv er, forestiller vi os, at vi der skal være sammen med Gud, og alle de andre mennesker der er opstået til evigt liv. I opstandelsen vil mennesket være befriet fra al sygdom og smerte. I kristendommen begrundes opstandelsen med, at døden er overvundet, fordi Jesus er opstanden fra de døde. Vi skal ikke længere forblive døde, men genopstå som han har gjort det til evigt liv.  Hvordan med kærligheden?

I kristendommen er den evige kærlighedsrelation mulig. Man elsker, imens man lever, og hvis man bliver i kærligheden til den elskede, varer kærligheden ved i evigheden, hvor vi igen skal mødes i Paradis. Med læren om reinkarnation er den evige kærlighedsrelation vanskelig og måske tilmed umulig, idet man ikke kan elske et menneske, der med de utallige genfødsler skifter form og til sidst smelter sammen med verdensaltet også kaldet nirvana.

De her nævnte forskelle er årsag til, at man i kirkens første århundreder udelukkede reinkarnationslæren som en del af det kristne tankegods.

Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt