Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, fre d. 13. okt 2017, kl. 10:26

En håbefuld sommerhilsen til trøst og opmuntring for dem der sørger, og for dem der sidder i mørke og dødens skygge

Mennesker fødes, det nye liv møder hen ad vejen modstand og vanskeligheder og trues på liv og helbred af ødelæggende kræfter i tilværelsen. Den ultimative trussel er døden som den totale udslettelse af menneskets identitet i ildens flammer og under den sorte muld. Disse livsvilkår er en kendsgerning i ethvert menneskeliv og for den sags skyld også i ethvert dyreliv. Livsvilkårene gør os afmægtige, når vi midt i livet rammes af dem i form af sygdom, af lidelse, og til sidst af døden som skiller os fra livet og fra dem vi elsker og holder af og sætter al bevægelse i stå.

Livet leves således altid i dødens nærhed, i spændingsfeltet mellem lys og mørke, liv og død. Der, hvor døden truer med at tage over, slår vi ud med armene i afmagt og stiller spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor skulle det lige ske for mig eller for min elskede? Og hvorfor skulle det i det hele taget ske?

Vi ved alle, hvor meget liv og støtte der er i at have et menneske ved vores side i livet på godt og ondt – en ven, en ægtefælde eller en forælder. Disse menneskelige relationer lever vi ofte med i daglig selvfølgelighed, på samme måde som vi gør det med livet. Og det skal vi også. Men pludselig en dag er de der ikke mere. Vi opdager, at hverken de afdøde eller livet kan besiddes eller tages for givet. Pludselig er det menneske væk, som har været en del af ens liv, og som man har kendt og holdt af. Som en tavs og uudgrundelig gåde har døden trukket sit spor og adskilt os fra dem, vi holder af, og fra det der gør os trygge i tilværelsen. Døden er ikke som livet, for i livet er der altid nye muligheder. Der er altid bevægelse. Hvor døden er indtruffet, er mulighederne forsvundet, og bevægelsen er sat i stå.

Vi indser, at livet koster livet, og at døden – som har taget den afdøde til sig - efterlader et tomrum i os. Da gribes vi af fortvivlelse, af følelsesmæssig lammelse, og et sammenbrud af normalitet finder sted. Der står vi så – afmægtige og for nogles vedkommende livstruede, når sorgens faser for alvor rusker i os. Faserne handler ikke kun om at slippe den døde, så den døde kan hellige sig evigheden hos Gud. De handler også om at reorganisere sit liv uden den døde ved sin side, at få den døde ”på plads” som værende død i den efterladtes sjæl ved at fortælle om den døde, hvad den døde har sagt og gjort, dele minder om den døde, vise billeder af den døde. De handler også om at få den døde på plads… i graven, at indse – ikke kun med sin fornuft, men med hele sin sjæl -  at den døde er død og ikke kommer tilbage. Og det kan tage lang tid. Længere tid end omgivelserne sædvanligvis er parat til at give den sørgende efterladte. Omgivelserne kræver som oftest, at den efterladte ”tager sig sammen, kommer tilbage til livet”, så undtagelsestilstanden normaliseres. For nogle gælder det, at de får reorganiseret deres liv uden den døde ved sin side. En ny begyndelse med nye livsmuligheder tager form. Sorgen er der stadig, men den forhindrer ikke en ny begyndelse. For andre gælder det, at sorgens faser æder sig ind på livet af den sørgende og gør den sørgende livs-uduelig. Den nye begyndelse vil ikke indfinde sig, og en stemning af efterladthed og håbløshed breder sig. 

Hvad er det der afgør, om et menneske i sorg kan komme tilbage til livet igen uden den døde ved sin side? At smerten og gråden bliver mere tilbagetrukket, så den ikke bryder ud på ubelejlige tidspunkter og umuliggør en almindelig samtale, en almindelig hverdag? At glæden og lysten til at spise og drikke og stå op om morgenen kan indfinde sig? Det kan være mange ting. Et smil fra et andet menneske. En hjælpende hånd på det rigtige tidspunkt. En samtale i øjenhøjde med plads til alle sorgens udtryksformer. Et nyt fællesskab af ligesindede der åbner døren og byder velkommen. Det kristne håb som lyder i det fjerne og bringer trøst og opmuntring, som bringer lys i mørket til den sørgende, som kærligt puster bevægelse i den trættes ben, som bringer håb til den modfaldne. Det kristne håb handler om, at mennesket ikke kun er en krop, der skal gå til i krematoriets flammer eller under mulden på kirkegården. Mennesket er også ånd, og når døden indtræffer, frigøres ånden til at søge tilbage til sit ophav, som er Gud. Det var den vej Kristus viste os ved selv at gå den. Først liv, så død, så opstandelse til evigt liv med Gud og alle dem vi holder af, og som vi har mistet. Den samme vej skal vi gå, når det bliver vores tur til at dø. Så snart vore kære har krydset dødens grænse, står Kristus på den anden side. Det budskab har fået mange hjerter verden over til at finde fred i håbet om, at uanset hvor hårdt vi rammes af sygdom og død, er vi i Guds lys, i Guds evighed. Med dette håbefulde budskab ønsker jeg alle en fredfyldt sommer.

Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt