Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, fre d. 13. okt 2017, kl. 10:31

Dåb

Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.

Sengeløse Sogn er ikke et udkantssogn, hvor indbyggertallet går ned, og Dagli´Brugs og skole lukker. Tværtimod kommer der nye til sognet. Unge familier flytter ind i huse og på gårde, og når et barn bliver født, skal forældrene tage stilling til, om det skal døbes. Nogle dåbsforældre giver udtryk for, at det er vigtigt at sige ja i kirken med en smuk ceremoni. Ligesom vi voksne siger ja i kirken til at elske og ære til døden skiller os ad, når vi skal giftes, siger vi også ja i kirken til at døbe vores børn. I dåben knyttes barnet til Gud, som lover at være med barnet til verdens ende. Men der er også et krav om, at dåben må betyde noget. Det er derfor, Kristus i dåbsbefalingen siger, at vi skal lære dem at holde alt det, som han har befalet os. Og det, han har befalet os, er at elske. Da en af de lovkyndige spurgte Jesus: Mester, hvad er det største bud i loven? Svarede Jesus: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind…og du skal elske din næste som dig selv. Det er det, man kalder det dobbelte kærlighedsbud. Det er det, det døbte barn og alle vi andre døbte skal - vandre som et lysets barn, der elsker, tilgiver, viser godhed og barmhjertighed og på den måde er Guds hænder i verden til trøst og opmuntring. Med disse menneskelige egenskaber skal de kristne være til i verden. Det er langt sværere, end det lyder. Derfor taler man også om at vokse i dåben. Det symboliseres ved den dåbskjole, barnet har på, som i sin traditionelle udformning er både hvid og for lang. Den hvide farve er festfarven, opstandelsesfarven. Den hvide farve fortæller, at barnet ikke længere kan fastholdes af den død, vi alle før eller siden skal dø, for efter døden kommer opstandelsen til det evige liv. Den for lange kjole symboliserer den kristnes livsopgave, som er at vokse i dåben, og det vil sige i kærlighed og i Guds visdom. 

Dåben i oldkirken

Dåben har altid haft stor betydning i kirken. I oldkirken helt frem til middelalderen døbte man kun voksne, der var kommet til tro på Jesus. For dem blev dåben en bekræftelse på, at den kærlighed og tilgivelse, som var indholdet af Jesu forkyndelse, også omfattede dem. Men inden de blev døbt, krævede kirken, at de gik til dåbsundervisning i op til 5 år. Dengang blev man ikke uden videre døbt. Den enkelte måtte vide noget om kristendommen og bekende sig til Gud. I tiden før dåben var man ikke del af menigheden, og havde som sådan ikke adgang til gudstjenesten og den hellige nadver. Dåben var indgangsporten til det hele. Til en ny begyndelse, et nyt liv med Gud. Men også til menighedens fællesskab. Det udtrykte man derved, at døbefonten stod ved indgangen til kirken. For at komme helt ind i kirken og være en del af det kristne fællesskab, skulle man altså først være døbt. Når man dengang gjorde så meget ud af oplæring til 

dåben, hænger det sammen med, at man fandt det utænkeligt ikke at praktisere sin kristne tro med kirkegang og gudstjenestefejring, når man først var døbt. I dåben bekendte man sig jo til Gud. Dertil hører, at man går i kirke og lytter til Guds Ord, deltager i nadveren og i hverdagen bestræber sig på at leve som kristen.

Dåben i højmiddelalderen

Senere i kirkens historie, i højmiddelalderen blev det naturligt at døbe de små børn, for hvem kunne forestille sig, at den Gud, Jesus kaldte sin Far, ikke også ønskede, at børnene skulle høre ham til? Når vi oven i købet har en beretning, der fortæller hvordan Jesus sagde, at Guds Rige er deres, var det ikke svært at tage skridtet fuld ud og døbe de helt små.

Dåben i dag

I dag døber vi fortsat de små spædbørn. Man kan blive døbt i alle aldre, men de fleste bliver døbt som spæde. Ligesom i oldkirken hænger troen på Gud stadig sammen med dåben. Men de små spædbørn kan i kraft af deres alder ikke selv bekende sin tro på Gud. Derfor er det vigtigt, at forældrene og fadderne slår kreds om den lille og tager hånd om barnets kristne opdragelse, så barnet ved, at det er døbt, og ved hvor det hører til, og med tiden kan fylde dåbskjolen ud og vokse sig stor i kærlighed og Guds visdom og dermed vokse sig stor i ånden. Når barnet når konfirmationsalderen, kan barnet konfirmere sin dåb – altså bekræfte sin tro på Gud.

Sengeløse Kirkes døbefont er ældre end kirken selv. Kirken er bygget i ca. 1150, men døbefonten er fra ca. 800 tallet. Tænk at vi i Sengeløse har så gammel og fin en kirke, og tænk at børn og voksne er blevet døbt i vores døbefont i 1200 år. Hvor mange mennesker det er blevet til i tidens løb, er der ingen der har tal på, men det er da en fascinerende tanke. Velkommen til dån i Sengeløse Kirke!

Merry Lisbeth Rasmussen

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt