Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, ons d. 21. feb 2018, kl. 16:48

Julehilsen

Tænk at vi og vore forfædre har været fælles om at blive fortalt ind i julens glade budskab igennem 2000 år. Det er vores fælles arvegodt. Vores fælles ståsted og kulturelle og religiøse baggrund.  Igen og igen myldrer vi i kirke for at høre den samme historie, der handler om dengang Jesus blev født i Betlehem. Alene det faktum, at vores tidsregning er indrettet efter barnefødslen i Betlehem, og at fortællingen har holdt til at blive fortalt i så mange år, siger noget om, at der er noget andet og mere på færde, end i en hvilken som helst anden historie der læses op som et indslag i juleunderholdningen på lige fod med juleshowet, jule quizzen og alle julefilmene, som er produceret i Hollywood for at tjene lidt penge. Første gang man læser juleevangeliet igennem, forekommer fortællingen måske ligetil med indlysende selvfølgeligheder som en almindelig barnefødsel – og så alligevel! Lytter man endnu en gang til de vise ord, hører man dog en storslået fortælling, der handler om Guds overraskende og forunderlige nåde og om mennesker og livet selv med dets store udfordringer. Men for at forstå juleevangeliet fuldt ud er vi nødt til at lade os inspirere i ordets egentlige betydning. Det vil sige åbne os for at lade Guds Ånd komme til os og over os. Er I med? Vi skal gøre et forsøg på at transcendere julens godter og de brune kartofler.

Det drejer sig om, at vi skal have åbnet det mytiske øje – åndsøjet, så vi kan tænke og se ud over alt det, vi kan måle og veje, så vi bliver modtagelige for det guddommelige. Vi skal med juleevangeliet løftes op og ud af hverdagens trummerum og ind i det mytiske, hellige rum, hvor selveste den almægtige Gud i al sin guddommelige fylde lader sig føde julenat i en stald i Betlehem.

Julenat af Sven Havsteen-Mikkelsen

 Det er en fantastisk historie – et guddommeligt nedslag i verdenshistorien og i menneskers hjerter. Det er Guds forunderlige nåde, at han i skikkelse af Jesus Kristus træder ind i verden for i ord og i handling at omslutte mennesker med kærlighed, godhed, barmhjertighed, fred, tilgivelse, og senere med sin død og opstandelse skænker mennesket det evige liv. Det er den begivenhed, vi vil fejre med en julegudstjeneste med fortælling, sang og musik. Gud er tilstede i verden med al sin kærligheds rigdom og sætter mennesker fri af alt det, der ind imellem gør os små og smålige og indespærrede i landsbysladder og umenneskelighed og mangel på venskab. Og i sidste ende gør han os fri af døden, så den ikke længere har magt over os i al evighed. Tror du på det? Tror du på, at Gud - som juleevangeliet fortæller -  iklæder sig et menneskes kød og blod i skikkelse af Jesus Kristus? Tror du på, at han døde på et kors og opstod på tredjedagen for din og min skyld, så døden ikke længere skal have magt over os i al evighed? Ja! Jeg tror på det – med liv og sjæl tror jeg på det. Jeg tror også på, at når vi lytter til den historie, bliver menneskets historie større, dybere og smukkere. Og jeg tror på, at den fortælling, vi kommer i kirke for at høre juleaften, ikke er fortalt færdig, før vi fortæller den færdig med vort liv som indsats. Gud begyndte fortællingen ved at lade sig føde ind i vores verden. Det er en historie, der handler om Guds nåde. Indholdet af Guds nåde er, at Gud ikke overlader os til os selv i et stort, tomt og koldt univers. At han ikke er ligeglad med os. Tværtimod møder han os i kød og blod. Det er, hvad man kalder Guds nåde.

Guds forunderlige eller overraskende nåde er, at Gud træder ind i verden og frelser mig - fra den totale udslettelse i døden. Det er julens glade budskab – den forunderlige nåde. Det er begyndelsen på Guds fortælling, der løfter mennesket op og sætter det fri i kærlighed. Det er en historie, der kræver, at vi skal gribes af den. Vi skal lade os inspirere og røre af den. Vi skal gøre den til vores livsprojekt. Først da bliver den fuldt fortalt.

Vores gamle reformator Martin Luther har engang sagt: Når Guds nåde har fundet sted, som den gjorde julenat med barnefødslen og stadig finder sted, må mennesker forholde sig til den - enten ved at tro på det, fæste lid til det eller ved at afvise det. Nåden er ifølge Luther derfor kun virksom, når den mødes med tro.

 Og når vi åbner os for den sandhed og begynder at tro den og leve den, så sker der noget med os. Så bliver vi til bedre mennesker, der får lyst til at give den nåde videre, som vi selv har fået.

Men hvor og hvordan finder nåden sted blandt mennesker? Vi ved, at dronningen er dronning af Guds nåde. Og vi ved, at de fængslede kan benådes ved at ophæve deres fangenskab. På den måde lader vi nåde gå for ret. Men hvad med os andre. Hvor finder nåden sted hos os, og hvordan kan vi bringe den videre? Det er det, der er det vigtige nu. Gud har gjort sit. Nu er det vores tur til at give det videre.

Enhver af os, der bor her i Sengeløse, er så ufatteligt velsignet på så mange måder. Men sådan er det ikke, når vi skuer ud over jordkloden. Der er så mange lidelser og uretfærdige forhold i verden. Mennesker der mister livet i en gummibåd på flugt fra deres krigshærgede land. Børn der dør af sult i en verden, hvor få ejer det meste, og mange lider under fattigdom. Så vores velbjergethed og de velsignelser der er faldet i vores lod skal ikke kun nydes. De skal bruges og gives videre.  De skal deles med dem, der har mindre. Den kristne tro lærer os i julen, hvor barnefødslen finder sted, at vi har evigt liv. Og det hører til hjertet af den kristne tro, at vi alle er bedre stillet, hvis vi behandler vores næste med kærlighed, nåde og barmhjertighed, som vi selv håber på. Hvem har ikke prøvet at være faret vild i livet? At føle sig fortabt og fordømt – ikke af Gud, men af mennesker? At blive mobbet og udstødt og nedgjort og bagtalt. At blive isoleret og regnet for ingenting. At blive svigtet, overfuset og overladt til en følelse af ikke at have lov til at være her. Når man så møder nåden virkeliggjort i skikkelse af et andet menneske, som viser dig barmhjertighed, godhed og hjælpsomhed, så bliver man så ufatteligt taknemmelig og glad og lettet, at man får lyst til at synge.

 

Vi skal med vore liv fortælle historien om Guds nåde færdig. Juleevangeliet om barnefødslen i Betlehem er begyndelsen. Vi er fortsættelsen. Skal vi ikke allerede nu øve os i at eksemplificere nåden og lade være med at overlade det til andre at bringe nåden i spil? Skal vi ikke ringe til tante Anna, som er faldet i unåde i familien. Vis hende nåde ved at invitere hende. Skal vi ikke lade være med at skændes om, hvem der skal have børnene juleaften. Vis nåde overfor børnene ved ikke at lade dem stå på en krigsmark imellem mor og far. Lad julefreden sænke sig i de skilsmisseramte familier. Skal vi ikke forlige os med vores bror eller søster, mor eller far, datter eller søn som vi af en eller anden årsag er blevet uvenner med og sende dem en julehilsen, måske endda en juleinvitation én af juledagene, så nåden og julefreden kan indfinde sig. Og skal vi ikke vise naboen nåde ved at begrave nabofejden, der har stået på i 25 år. Jeg håber, at vi i disse dage, hvor vi genfortæller historien om frelserens fødsel, vil tilgive hinanden og behandle hinanden, som vi selv ønsker at blive behandlet. Luther har en gang sagt: Et kristent menneske kan aldrig blive så fornærmet, at det ikke kan tilgive. Hvor er det godt sagt! Det er et budskab, der ikke kun siges til mig og min familie, men til alle uanset baggrund, tro, politisk tilhørsforhold etc.. Har verden brug for det? Ja, i den grad! Det er et budskab om enhed og fællesskab, håb, anstændighed, som aldrig går af mode.

Glædelig jul!

Merry Lisbeth Rasmussen

 

Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt