Udgivet af Merry Lisbeth Rasmussen, ons d. 19. dec 2018, kl. 19:07

Julens gode budskab om barnefødslen i Betlehem tåler at blive gentaget igen og igen, år efter år. Vi kender det måske udenad. Og alligevel glæder vi os til at høre det endnu en gang.

Nogen tror på hele virkeligheden

Selvfølgelig ved jeg godt, at vi modtager julens budskab meget forskelligt. Nogen af os tror det, lever og dør på det. Vi tænker, at alt det med tro og kirke er spændende og relevant. Det er derfor vi går til gudstjeneste og læser Biblen forfra og bagfra. Det er som at være med på en opdagelsesrejse i det guddommelige. Det er som at blive iklædt en kåbe af tro, håb og kærlighed. Min tro og mit gudsforhold gør mig stærk. Den giver mig styrke til at leve, ikke kun når det er let, men også når livet er mørkt og op af bakke. Den gør at jeg ved, hvorfor jeg lever. Mit liv har en mening, et mål og en retning. Så uanset hvordan mit liv ser ud nu og her, så ender det godt lyder budskabet.

Den virkelighed vi beskriver juleaften er en virkelighed, der overskrider det naturvidenskabelige. Julens virkelighed insisterer på, at der er mere at sige om virkeligheden, end det vi med naturvidenskabelige metoder kan måle og veje. Der er også den del af virkeligheden, der handler om Gud og tro og barnefødslen i Betlehem og hyrderne på marken og englen og Herrens herlighed der strålede om dem. Både naturvidenskaben og det der handler om Gud og ånd beskriver den samme virkelighed, men på hver deres måde. Derfor anerkender jeg både naturvidenskaben og troens område, som har med Gud og ånd at gøre.

Andre tror kun på noget af virkeligheden

Andre vil mene, at alt det med Gud og tro er noget pjat. Den køber de godt nok ikke. Det kan jo ikke bevises, siger de. De tænker, at det eneste der er virkeligt er det vi kan måle og veje. Alt andet er uvirkeligt. Også den del af virkeligheden der handler om Gud og tro. Alt dette kan jo ikke måles og vejes og må derfor betragtes som en hallucination, som overtro. Men naturvidenskaben har altså ikke patent på at beskrive virkeligheden. En dansk naturvidenskabsmand, evolutionsbiolog Eske Willerslev, skriver et sted: trods alverdens viden og intelligens, så ved vi stadig næsten ingen ting. Ja, hvis man kun skulle tage det seriøst i verden, som vi kan beskrive videnskabeligt, så ville verden blive meget tom og tynd og lille. For vi ved slet ikke, hvordan livet opstod og heller ikke, hvordan vores bevidsthed opstod. Det er bemærkelsesværdigt, at det er en internationalt anerkendt evolutionsbiolog, der her udtaler sig på denne måde. Og tak for det!

At fortælle historien om det hele

Vil man fortælle historien om mennesket og om hele virkeligheden, må man have det hele med – både det man kan måle og veje, og det man ikke kan måle og veje. Man må fortælle historien om det hele. Også den del af historien der handler om, at mennesket har en fantasi, mennesket drømmer, og det overskrider den naturvidenskabelige virkelighed og gør sig religiøse erfaringer. Mennesket tror. Det har det gjort i al den tid det har haft sin gang på denne jord. Det tror på Gud, at der er noget mere imellem himmel og jord, som man siger. Det er derfor, mennesket siden sin oprindelse har lavet gudebilleder, ansat shamaner og præster som antages at være specialister i det guddommelige. Og hvorfor er det sådan? Det har naturvidenskaben ingen forklaring på. Det har religionen.

Den reducerede virkelighed

Men der er hardcore mennesker, som nægter at anerkende den del af menneskets religiøse natur, som virkelighed. Virkeligheden er kun det vi kan bevise. Din tro, dine religiøse erfaringer, dine anelser og fornemmelser, dine drømme og fantasier hører ikke med til virkeligheden, fordi de ikke kan måles og vejes, siger de. I bedste fald smiler de overbærende til det troende menneske og klapper det på skulderen og siger, at det hele nok skal gå. I værste fald lader de som om, at den del af virkeligheden ikke eksisterer. Det er som at blive reduceret til et papmenneske, som har form uden indhold.

Og hvad er problemet? Jo problemet er, at det er en ludfattig virkelighedsforståelse. Vi bliver syge og deprimerede af den, fordi den ikke vil se indholdet. Den tømmer verden, mennesket og selve livet for indhold. Og i den forstand er den indskrænket, fordi den kun anerkender den lille del af virkeligheden, der kan måles og vejes. Den benægter den del af virkeligheden, som er tilgængelig for menneskets tro og dets troserfaringer, dets anelser og fornemmelser, drømme og fantasier. Og ud af den fornægtelse tror jeg faktisk at ensomhed og formålsløshed og mangel på mening og retning gror som tidsler i menneskers sind. Og så ved man ikke længere, hvorfor man lever. Og jeg tror, at det er en af hovedårsagerne til at så mange børn, unge og voksne har det så skidt i vores samfund. Midt i al velfærden og materialismen lider vi – ikke så meget kropsligt, mere åndeligt. Det tror da pokker, når vi i årtier har nægtet at tage den del af menneskets natur alvorligt, der har at gøre med ånd og religion. Vi vil gerne være i selskab med hinandens kroppe, men ikke med hinandens ånd. Hvilken deprimerende følelse af at være mutters alene i det store kolde univers, der følger med den indstilling. Og jeg må protestere! Hvorfor skulle mine drømme, mine fantasier, mine anelser, fornemmelser, min tro, mine troserfaringer være uvirkelige eller ugyldige? Alt dette har lige så stor gyldighed, som den virkelighed der kan måles og vejes og regnes ud med matematiske udregninger.

At tro er at se

Vi har alle sammen brug for at blive set, som de mennesker vi er. Når vi ikke bliver det, føler vi os ensomme og nedtrykte. Når vi derimod bliver set som de mennesker vi er, føler vi os som en del af en større virkelighed, og det giver os livsmod og gør os glade. Vi skal derfor øve os i at møde hinanden og tale med hinanden om hele virkeligheden – både den naturvidenskabelige og den religiøse for at bryde isolationen. Ja, jeg vil tillade mig at bruge et stærkere udtryk: For at bryde tyranniet. Det tyranni, som undertrykker, benægter og måske tilmed håner den religiøse del af virkeligheden. Vi skal anerkende at mennesker tror, og at det hører med til menneskets natur at gøre sig religiøse erfaringer.

I kirken

Den slags erfaring gør mennesker sig i kirken. For mange mennesker er det noget særligt at være i en kirke. Der er højt til loftet. Lyset falder ind på en smuk måde. Der er kunst, blomster, udskæringer i kirkebænkene og tændte lys. Og musikken spiller og synger så skønt. Mødet mellem sansebombardementet og de religiøse budskaber kan blive enormt bevægende, hvis man vover at åbne sit sind. Man kan få en erfaring af, at man er en del af noget større. Det er det vi kalder troserfaringer. Troserfaringerne kan lære os at se verden på en ny måde. De kan give os en vigtig indsigt i virkeligheden. Jeg vil vove at påstå, at vi bliver klogere på virkeligheden. For nu ser vi ikke kun den fysiske verden. Vi ser også den del af virkeligheden som mange erfarer, som handler om det religiøse. Og der ser vi, at vi ikke er alene. Vi er en del af en meget større verden end den vi kan se med det fysiske øje. Med åndsøjet kan vi se hele virkeligheden, som handler om Gud og mennesker, engle og dæmoner. Julens virkelighed handler om, at den almægtige Gud, som er kilden til alt liv og til den verden vi lever i, lader sig føde i skikkelse af et lille barn julenat. Barnefødslen er hans port ind i verden. Den længe ventede Messias er omsider kommet til verden. Den Messias, som hedder Jesus Kristus, og som kommer for at frelse mennesker. I den fortælling er der hyrder på marken, og der er engle og Herrens stråleglans. I dag er der født jer en frelser. Han er Kristus Herren. Han er Evighedsfaderen, fredsfyrsten, som en gang for alle har ændret verden og understøttet den med retfærdighed. Smukkere kan det ikke blive. Med ønsket om en glædelig og fredfyldt jul!

Merry Lisbeth Rasmussen

 


Kategorier Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Kommentarer

Tilføj kommentar