Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Forfølgelser af kristne Af Merry Lisbeth Rasmussen

Forfølgelser af kristne Af Merry Lisbeth Rasmussen
Udgivet tor d. 10. jun 2021, kl. 08:45
Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Den store tragedie

Vidste du, at kristne i verden udgør den største gruppe af forfulgte? Når det nu er tilfældet, hvordan kan det så være, at vi ikke taler om det? Medierne interesserer sig ikke for det. Politikerne er tavse, og det er folkekirkens ledere også. Er det fordi, vi er bange eller ligeglade? Vi vil gerne tale om forfulgte homoseksuelle, og det er godt! Vi vil også gerne tale om truede dyrearter, og naturen der lider under klimaforandringer. Og vi vil tale om forfulgte muslimer, men vi vil ikke tale om forfulgte kristne, og det er intet mindre end en tragedie. Det er helt og aldeles ude af proportion taget i betragtning, at verdens største forfulgte gruppe af mennesker er kristne, som forfølges og chikaneres alene på grund af deres tro. Flere end 260 millioner kristne i verden må leve med daglig chikane, undertrykkelse og svære forfølgelser. Problemet er veldokumenteret i den ene rapport efter den anden. Man kan se fakta i Open Doors årlige rapporter, af hvilke det fremgår, at kristne – både børn og voksne - bliver myrdet på grund af deres tro, deres kirker bliver angrebet og brændt ned, de bliver fængslet uden retssag, de bliver voldtaget og seksuelt chikaneret, de bliver udsat for voldelige overgreb, dødstrusler, deres huse og ejendomme bliver angrebet fordi de er kristne.

Folkemord

I en rapport bestilt af den britiske udenrigsminister konkluderer man, at kristenforfølgelserne tangerer folkemord. I Mellemøsten og Nordafrika er der kun 4% kristne tilbage.  I de palæstinensiske områder er der kun 1,5 % kristne tilbage. Og i Irak er der nu under 120.000 kristne tilbage. I 2003 var der 1,5 million. Den britiske udenrigsminister kritiserer de vestlige regeringer herunder hans egen regering for at være passive, hvad angår kristenforfølgelser. Konsekvensen af den politiske korrekthed og berøringsangst er, at de forfulgte kristne, som samtidig tilhører nogle af verdens fattige, overlades til deres egen elendighed, imens vi ser passivt til. Det gør vi ikke, når folk bliver udsat for anden form for forfølgelse eller sultkatastrofer og naturkatastrofer. Her lukker vi ikke øjnene. Her gør vi noget for at hjælpe.

Kristne i arabiske lande

Forskere anslår, at 75 % af alle forfulgte på hele jordkloden er kristne. I rapporterne kan man læse om, hvordan det nærmest er umuligt at være kristen i mange muslimske lande: Iran, Irak, Saudi-Arabien, Libyen, Pakistan, Syrien, Sudan, Jordan, ja jeg kunne blive ved, for listen er lang. I Tyrkiet er det en almindelig tankegang, at man kun er en sand tyrker, hvis man er sunnimuslim. Man kan ikke blive ansat i det offentlige, hvis man er kristen, og mange kristne går stille med døren om deres tro for at undgå udstødelse. Den tyrkiske regering har i 2020 konverteret 2 historiske kirker til moskeer - blandt andet den fantastiske katedral Hagia Sophia i Istanbul. Udenlandske kristne med arbejde i Tyrkiet tvinges til at forlade landet, eller de er blevet nægtet indrejse. I Egypten, hvor kopterne, verdens ældste kristne bor står det ligeså slemt til med angreb på kirker, bortførelser af kristne etc. I Marokko risikerer man at miste forældremyndigheden over sine børn, hvis man konverterer fra islam til kristendom. I marokkansk straffelov står der, at ”det er kriminelt at rokke ved en muslims tro”. Lovgivningen udsætter som følge heraf mange kristne for at blive forfulgt og fængslet, hvis de fortæller om deres tro. Advokater og talsmænd, der taler de kristnes rettigheder, udsættes også for voldsomme angreb.

Bryd tavsheden!

Forfattere som Synne Garff og Klaus Wivel har gennem flere år rejst i områder, hvor kristne bliver forfulgt og udsat for uhyrlig vold. Det er et kæmpe problem, at der er tradition for i Danmark at fortie forfølgelserne. Vi er sædvanligvis meget optaget af at tale om menneskerettigheder, når de bliver overtrådt, men ikke når det handler om de kristnes menneskerettigheder, som er sat ud af spil. Vi skal derfor blive ved med at tale om problemet, skrive om problemet, oplyse fakta om problemet, og presse vores politikere til at forholde sig til problemet. Ingen seriøs kommunalpolitiker, folketingspolitiker eller borger for den sags skyld kan med denne viden tale om menneskerettigheder, trosfrihed og forsamlingsfrihed uden at tale om de 75 % af alle verdens forfulgte, som er kristne. Der er tale om menneskerettigheder der bliver overskredet og sat ud af kraft. De danske politikere må gøre noget for at hjælpe verdens forfulgte kristne. Og vi, befolkningen, må begynde med os selv ved at begynde at interessere os for problemet og give verdens allermest forfulgte mennesker en stemme i vort demokrati, hvor vi holder meget af at tale om, hvor gode vi er til at værne om menneskers ret til, at være det menneske vi er, med den tro vi har eller ikke har for den sags skyld.