Lørdag d. 5. december 2020, kl. 15:00

Sengeløse Kirke indbyder til en ganske særlig kunstnerisk og musikalsk oplevelse. Trompetisten Dorthe Zielke og organisten Søren Johannsen har udviklet en fremførelse af Händels Messias, hvor de udover at spille uddrag fra Händels mesterværk, vil vise en betagende fremvisning af kunstmaler Arne Haugen Sørensens fortællende og farvemættede fortolkninger af Jesu liv. De udvalgte satser fra Messias, som vi skal opleve ved koncerten, er meget varierende, og med det store kirkeorgel og ved at anvende fem forskellige trompeter, fastholdes det mangfoldige lydbillede i Händels mesterværk. En af inspirationskilderne til at spille musikken fra Messias i ny forklædning for trompet og orgel, er mødet med kunstneren Arne Haugen Sørensens værker. Ideen med at kombinere hans billeder og Händels musik til kirkekoncerter har vist sig at være en meget velegnet udtryksform. De to genrer beriger hinanden og skaber en sammenhængskraft, som kompenserer for den tekstformidling, som man kender fra de traditionelle instrumentationer. Dorthe Zielke og Søren Johannsen har musiceret sammen siden uddannelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium for 20 år siden. De har udgivet seks cd’er med musik for trompet og orgel og spiller hvert år koncerter i både ind- og udland. Udover satser fra Händels Messias byder eftermiddagens program på stemningsfuld julemusik.

Efter koncerten inviteres alle til et juletraktement i sognegården med glögg og æbleskiver. Der er gratis adgang til koncerten.

OBS! På grund af deltagerbegrænsning ved større arrangementer i kirken og i sognegården opfordres man til at reservere en gratis pladsbillet på forhånd ved at kontakte kirke-kulturmedarbejder Maria Ditlev (se under kontakt).

Julekoncert med trompet og orgel
Medvirkende
Dorthe Zielke og Søren Johannsen
Sted Sengeløse Kirke, 2630 Taastrup