Halloween og Allehelgensdag?

Man nævner tit de to begivenheder i flæng, og for mange flyder det sammen.

Men der er faktisk forskel på de to traditioner, og for mange er det også vigtigt at holde dem adskilt.

Halloween har nok sine rødder i en keltisk tradition fra 1000tallet. Det keltiske nytår faldt mellem d. 31. oktober og 1. november, og blev kaldt Shamhain.

Ved Shamhain kunne de døde genbesøge deres levede familiemedlemmer og derfor tændte man bål for at lede de døde på den rette vej.

I dag betyder Halloween for de fleste at man klæder sig ud i faretruende udsmykninger som hekse, trolde og andre mytiske væsner. Det er nok inspireret af den moderne amerikanske tradition. Men det hænger også sammen med, at Shamhain dengang var faretruende, for om natten var mørke kræfter på spil. Så bålet fungerede også som et værn mod mørket.

Allehelgen har rødder i en katolsk tradition. Den katolske kirke havde et hav af helgener, men i 610 besluttede Pave Bonifacius, at man skulle holde Allehelgensdag for alle de helgener, som ikke havde sin egen helligdag.

Aftenen før Allehelgensdag hed All Hallow’s Eve, (sig det hurtigt, og det lyder som ”Halloween”). I 800tallet søgte kirken af lade katolske tradition at overtage den keltiske shamhain-tradition, men Halloween er nok kommet for at blive.

Kan vi holde begge begivenheder?

Forskelligheder er ikke noget at frygte, det er en del af livet og biblen. Mørket er heller ikke noget at frygte: Det er et gennemgående træk i den kristne tro – tænkt blot på johannesprologen: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Derfor synes jeg ikke vi behøver frygte, at børn leger med mørket til Halloween.

Faktisk siger hjerneforskningen, at det kan være direkte sundt at blive bange – hvis man er i trygge rammer! Hvis man bliver bange, mens man er tryg, kan man bedre huske følelsen af tryghed, når man næste gang bliver bange i utrygge rammer.

Så jeg tænker vi trygt kan lade vores unge mennesker træde ind i og lege med mørket, men lad dem aldrig træde ud af lyset!

Fællestrækket mellem Allehelgensdag og Halloween kan man sige er at finde ro i mørket. At anerkende, at der er noget mørkt i livet, vi ikke kan styre. Det nytter ikke noget at fornægte mørket, men vi kan forsage det, og tro på lyset i stedet.

I folkekirken er allehelgensgudstjenesten ikke mere mindet om helgenerne, men alle vores nære, som vi har mistet.

Vi samles til allehelgensgudstjenesten og tænder lys. Fordi døden ikke har – eller skal have – det sidste ord.

Med troen på lyset, Hjerteligst,

Thomas Thiim Christensen, Sognepræsten