
22/07/2025 0 Kommentarer
Pinseunderet og Helligånden (Biblens spejle)
Pinseunderet og Helligånden (Biblens spejle)
# Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Pinseunderet og Helligånden (Biblens spejle)
(Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 1-11)
Beretningen om pinseunderet begynder med, at disciplene er samlet – kort tid efter Kristi død og opstandelse. Pludselig kommer der et kraftigt vindstød. Tunger som af ild viser sig for disciplene og sætter sig på hver enkelt af dem. De bliver fyldt af Helligånden – og med ét har de evnen til at tale, så alle forskellige folkeslag kan forstå dem.
--------
Eventyrligt? Umuligt?
Pinseunderet synes helt eventyrligt i nutidens øjne. Enhver med bare en lille forståelse for sprog ved, at det ikke bare er lige sådan at lære et nyt sprog.
Hvad er så betydningen af pinseunderet, når disciplene lige pludselig får evnen til at gøre det umulige? Hvad betyder det, at de kan tale, så alle med hver sit andet sprog kan forstå det?
Helligånden
Det er Helligånden som giver disciplene deres overnaturlige sprog-evner. Men hvad er Helligånden?
Helligånden er et svært begreb af få hånd om, men grundlæggende er det et udtryk for Guds nærvær. På den ene side er det noget, der rækker ud over mennesker. (Som Guds ånd der før skabelsen svæver over vandene – 1. Mosebog, kapitel 1, vers 2). Men Ånden er på den anden side også et Guds nærvær for det enkelte menneske: Ånden er til stede ved dåben, men er ikke begrænset af dåben.
En enhed – ét kærlighedssprog
Der findes næsten 7.000 forskellige sprog i verden. Verden er fuld af myriader af forskelligheder. Hvert menneske er enestående, og mellem folkeslag er der en rigdom af forskelle i madkultur, scenekunst, byggestil etc.
Men gennem vores forskelligheder er det den kristne tro, at der er en livets lov – Kristi lov – som går over alle forskelle. Når vi elsker vores næste som os selv, så overkommer vi alle forskelligheder hinanden imellem. Livets stemme har ét sprog: Kærlighedens nådige røst.
Pinsedag er kirkens fødselsdag
Helligåndens gave er at gå ud over sig selv – ud over alle forskelle. Og det er den gave, disciplene ved pinseunderet får givet – og det er den universelle mission der driver kirkens fællesskab: At gudskærlighedens Ord om Nåden, til trøst og gavn, skal nå til verdens ende.
Men alt imens vi har blikket mod hele verdens himmelske kærlighedsfællesskab, finder vi dog vores fodfæste i vores lille landsby – Sengeløse!
Vi kan ikke omvælte verden. Men vi kan gøre, hvad vi kan og lade gudskærligheden fylde vores lokale liv. Og vi kan samles om Ordet, Håbet og Glæden over at dele et fællesskab med livet selv.
Hjerteligst
Sognepræst Thomas Thiim Christensen
Kommentarer