10/04/2026 0 Kommentarer
Salmesang i Sengeløse!
Salmesang i Sengeløse!
# Kirkesiden i Sengeløse Nyt

Salmesang i Sengeløse!
Salmesang i Sengeløse!
Pinsen er helligåndens tid! Helligånden er Guds fornyende virkekraft i verden – og til pinsegudstjenesten d. 24. maj får vi fornyet vores salmesang i kirken!
Vi får nemlig et salmebogstillæg, som hedder 151 Salmer
To bøger med salmer!
Vi kommer fortsat til at bruge Den Danske Salmebog, men vi får et tillæg: En ekstra lille bog, som er fuld af nye salmer.
Den Danske Salmebog udgives kun på ny hvert 50. år – sidste gang var i 2003, så der går en rum tid endnu før salmebogen opdateres. Derfor har Danmark en lang tradition med at udgive mindre salmebogstillæg, for at man kan teste nye salmer af. I 151 Salmer finder vi bl.a. de folkekendte ”Linedanser” og ”Du kom med alt det, der var dig”. Vi får også glæden af et hav af nye salmer, som har sin dybe rod i traditionen.
Det være sig: Hvis trykkeriet af den nye bog går som planlagt, og forlaget kan følge med den store efterspørgsel på bogen. Men som man siger: Alt godt kommer til den, der venter.
Salmer med sprog, vi kender
Mange af de nye salmer er i et sprog, vi kan genkende. Flere af salmerne er skrevet med billeder, som er jordnære og hentet fra nutidens hverdag.
Du kender nok den gamle vidunderlige salme ”Nu falmer skoven trindt om land”. Salmen gør også brug af hverdagsord, men de er fra en anden tid. Der er ikke så mange mere, der går og høster og pløjer.
Salmen er stadig vidunderlig, og en fast høstsalme i Sengeløse! Men mange kan ikke mærke salmernes kærlighedsbudskab, hvis ikke salmerne følger med livets puls, og har et sprog, man kan genkende.
Så salmesangsfornyelse er også for at gøre trinnet ind til kirken lavere for dem, der ikke er kirkevante. Jeg ved fra erfaring at bl.a. konfirmanderne er glade for de nye salmer.
Livets fundament eller kilde?
Teologisk dybde har været et krav for alle de nye salmer i 151 Salmer, og salmesangsfornyelse er der også dyb teologi i.
Guds bliver tit forstået som livets fundament. Det er et billede med en dyb mening, når man har behov for håbets sikre anker, der holder en fast, når bølgerne går højt.
Jeg ynder også at tænke Gud som livets kilde. Hvis Gud er liv, så må Gud være i bevægelse, som en kilde. For hvad er livet uden bevægelse? Derfor kan vi heller ikke fæstne Gud i ét billede. Livets evindeligt dynamiske mangfoldighed kan ikke kun være ét billede.
Hvis kirken er Guds hus, må kirken som fundament stå fast i sin tradition, og som kilde følge livets bevægelse. De nye salmer hjælper kirken med at flyde med kilden og de gamle salmer hjælper til at stå fast.
Jeg glæder mig til at synge nyt og gammelt i Sengeløse!
Salmesyngende hilsner
Sognepræst, Thomas Thiim Christensen
Kommentarer