Sogneudflugt til Sydsjælland

Sogneudflugt til Sydsjælland

Sogneudflugt til Sydsjælland

Onsdag 27. maj 2026, kl. 08:00

I år går sogneudflugten til Herlufsholm Kirke, Kirkegård og Klosterhave, Frokost i Karrebæksminde, besøg på Danmarks Borgcenter ved Vordingborg samt kaffe i Præstø. 

Dagens program: 

Kl. 8.00 er der afgang fra Sengeløse Sognegård i bus. 

Rundvisning i Herlufsholm Kirke. Tid til en gåtur på egen hånd i Kirke, på Kirkegård og i parken. 

Vi kører videre til Karrebæksminde, hvor vi spiser frokost. Efter frokost kører vi til Danmarks Borgcenter, hvor vi vil få en kort intro til udstillingen . Man går rundt på egen hånd i Borgcenteret. 

Eftermiddagskaffen indtages hos Præstø Bagværk. 

Ca. kl. 16.30 kører vi tilbage til Sengeløse.

Ankomst i Sengeløse ca. kl. 18.00 

Tilmelding til sogneudflugten senest den 15. maj 2026 til Hanne Bienert Telefon: 26217942 eller på mail: Kontaktperson@sengeloesekirke.dk. 

Der er plads til 40 deltagere. 

Turen koster kr. 300 pr. person ekskl. drikkevarer til frokosten. Betaling ved tilmelding på Mobilepay 97814.

Der kan forekomme ændringer til programmet. 

Om Herlufsholm kirke 

Kirken er bygget af munkesten, oprindeligt i romansk stil med bjælkeloft. 

Efter en brand i 1261 valgte man at forhøje murene, og kirken fik de nuværende gotiske spidsbuevinduer og krydshvælvinger. Kirkens tårn stammer fra 1440 og har fire klokker. 

Træd ind i Herlufsholm Klosterkirke og brug et par minutter på at mærke historiens vingesus. Stå i indgangen og tænk på de munke, der har bedt til Gud eller de mange unge mennesker, der i løbet af deres uddannelse har samlet sig til sang herinde. Tusindvis af mennesker har betrådt stengulvet siden opførelsen i 1100-tallet. 

På væggene i kirken kan man se forskellige mindetavler, blandt andet for Herluf Trolle og Birgitte Gøye. I sideskibet finder man mindetavler fra 1947 over de Herlovianere, der faldt i 2. Verdenskrig. 

Engang var kirkens vægge smykket med kalkmalerier, men både de og de 9 helgenaltre er nu forsvundet, og kun kalkmalerierne kan ses på afbildninger. Kig op og se loftdekorationerne. De stammer fra 1885. 

Der er mange forskellige arkitektoniske stilarter i Herlufsholm klosterkirke: Døbefonten er af gotlandsk kalksten og fra omkring 1250. Herluf Trolle skænkede den til kirken i 1561. Selve dåbsfadet er af messing og udsmykket med en fremstilling af Kristi dåb og blev skænket til kirken i 1692. 

Kirkegården 

Den første begravelse på Herlufsholm Kirkegård fandt sted i 1804. Tidligere var der foretaget begravelser inde i kirken samt i området nord og vest for kirken. Kirkegården blev grundlagt af Herlufsholms daværende forstander, Christian von Brandt, der ansøgte om tilladelse til at begrave rektor Johan Ludvig Bernth i en høj nord for skolen, der kaldtes Kakkelovnsskoven. Kirkegården hed dengang ”Gravlunden”, men blev senere omdøbt til ”Mindelunden”. 

Kirkegården blev i årene fra 1804-1835 kun brugt af ansatte på Herlufsholm Skole og Gods og deres familier. I dag er kirkegården ejet af Stiftelsen og fungerer som kirkegård for Herlufsholm sogn. 

Herlufsholms park 30 tdr. land er stor og grænser op til Susåen. Forstander Johan Ludvig Holstein anlagde en have ved navn Nyhave langs Susåens vestside, hvortil han lod ”Hvælvingebroen” bygge ved bygmester Häusser, samt en 3 km lang allé, som indrammede hele ejendommen, i 1740. 

En botanisk have med mange sjældne planter blev anlagt 1884 syd for Nyhave. Herlufsholms park blev omlagt 1964. 


Om Danmarks Borgcenter

I hjertet af Vordingborg ligger Danmarks Borgcenter - et minde om middelalderens storhedstid på Sydsjælland - fortalt på en ny måde. Danmarks Borgcenter er et moderne museum og oplevelsescenter, som formidler Danmarks historie med udgangspunkt i Dannebrogs hjemstavn, Vordingborg. Museet ligger på Vordingborgs Slotsterræn midt i landets største borgruin. Borgen, som er bygget af Kong Valdemar Sejr, er nok mest kendt for Gåsetårnet, som stadig står stolt med udsigt over Farø-broerne.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Sengeløse Kirke   ·   Landsbygaden 68-70, Sengeløse, 2630 Taastrup       Tlf.: 21 37 07 33