Kulturaften

Der kommer nyt program for kulturaftenerne i 2023 - 2024 omkring december 2023.

 

Tilbageblik 2021 - 2022

Kulturaften med forfatter og historiker Henrik Jensen om bogen ’Efter Gud’

Denne kulturaften fandt sted tirsdag den 1. marts kl. 18.30, hvor Henrik Jensen tog udgangspunkt i sin bog fra foråret 2020 Efter Gud – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden. Henrik Jensen tegnede et kritisk billede af den æra, der begyndte med ’68. Henrik Jensen skildrede oprøret og de konsekvenser, det fik på såvel kort som langt sigt både i det nære, i familie- og vennekredse og i politiske sammenhæng. Ifølge Henrik Jensen efterlod den antiautoritære 1968-ideologi nemlig en masse fortrædeligheder i form af tiltagende egocentri, normløshed og formløshedens tyranni samt traditionernes opløsning. Som Henrik Jensen ser situationen, står borgerne i den vestlige verden med et afgørende valg: Enten besinder de sig i langt større omfang end hidtil på traditionen og kristendommen. Eller også ophører Vesten, som vi kender den.

Henrik Jensen er historiker, forfatter, samfundsdebattør samt lektor emeritus fra RUC ved Institut for Kultur og Identitet.

 

Kulturaften med forhenværende formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler fandt sted tirsdag den 1. februar kl. 18.30.
Jacob Birkler er dansk filosof, forfatter og debattør. Han blev i 2010 medlem af Det Etiske Råd, som han siden blev formand for i perioden fra 2011-2016. ’Når troen kommer på tværs’: I Danmark hylder vi religions-friheden. Men det kommer med en pris. Prisen er etiske dilemmaer. Etiske dilemmaer som dukker op fordi vi respekterer den enkeltes ret til at dyrke hver sin Gud. Det handler om livets mest grundlæggende værdier når der siges nej til blod, vaccination eller provokeret abort og ja til omskæring, polygami eller cølibat. Værdier som knytter sig til tro og identitet. Derfor er der meget på spil når der skabes opposition til disse værdibaserede valg. Det var netop de etiske grænser for denne opposition, som foredraget belyste. 

OBS! Pga nedlukningen af sognegården vil kulturaftenerne vende tilbage med 2 nye aftener i foråret 2023.

Kulturaftenerne finder sted i sognegården, Landsbygaden 68. Vi begynder kl. 18.30 med fællesspisning bestående af hjemmesmurte sandwichs, chips og dertil vin, øl og vand. Kl. 19.00-21.00 vil månedens foredragsholder holde sit oplæg om et interessant kulturelt emne. Der vil desuden være mulighed for at stille spørgsmål til foredragsholderen. 

Alle interesserede er velkomne! Det er gratis at deltage.